Hjem igen - citybois

Du fatter ikke en skid!

Jeg kan mærke på Anthon han blev lidt nedtrykt efter beskeden. Jeg klemmer mig helt ind til ham, da jeg kan se han bliver lidt ked af det.
"Skal vi ikke gå en tur? Jeg tror jeg har brug for noget frisk luft" spøger han mig om. "Jo lad os det" vi går op og tager sko og jakke på også går vi ud af døren. Vi vælger at gå ned til Gentofte sø, det er virkelig det hyggeligste sted i hele Gentofte. Jeg kan huske engang da mig og Mille var små gik vi her hen og legede på isen om vinteren. Da vi når frem ser vi en masse familier og unge mennesker over alt. "OMG ER DET IKKE ANTHON" råber en lille piger til sine veninder. Jeg kan se på Anthon at han ikke lige magter billeder og sådan noget i dag. Pigerne kommer hen og spøger om billede og selvom jeg kan se på Anthon han ikke gider. Får han stadig taget billede med pigerne. Pigerne siger tak og går.
Vi går lidt rundt i parken og hygger. Anthons selvskab er virkelig bare det bedste.
"Anthon?" Siger jeg og kigger op på ham "ja?" Siger han og kigger ned på mig "jeg elsker dig" "jeg elsker også dig skat" vores læber mødes i et langt romantisk kys. Da vi træk os smilte vi til hinanden og gik videre.
Da vi kom hjem sad Marianne i sofaen og så tv "hvordan har Asta det?" Spurgte Anthon hende med det samme "øh ja nu skal du høre.. hun er stadig på hospitalet da hun stadig ikke kan trække vejret.. men de tror bare det er en lungebetændelse" "okay.. så det er ikke noget slemt?" "Nej bare rolig skat" "spiser du med Julie?" "Ja det gør hun" svare Anthon før jeg overhovet når at tænke noget. Jeg griner lidt af ham "ja det gør jeg vel" "okay jeg begynder på maden om lidt så" "okay vi går ned på værelset" siger Anthon og vi går ned på hans værelse. Vi ligger egentlig bare i Anthons seng og putter og kysser lidt (Hihi)
Jeg får en besked fra Laurits
& Laurits
@ Julie
& Hej Julie. Kan du komme over det er længe siden?
@ dsv jeg er sammen med Anthon lige nu
& nåh okay. Så ses vi vel bare en anden dag
@ ja vi gør

"Hvem er Laurits?" Spøger Anthon mig om "bare en ven" svare jeg og lægger min telefon på Anthons lille natbord. Jeg kan se Anthon ikke helt tror på at mig og Laurits bare er venner "skat. Du skal ikke være jaloux eller noget. Det er DIG jeg elsker" siger jeg og lægger tryk på dig. "Ja undskyld" siger han og kusser mig i håret "du skal ikke sige undskyld"
"BØRN DER ER MAD" råber Anthons mor efter os. Vi går op og ser hun har lavet Laksefillet med en lille salat til. Det så virkelig lækkert ud. Vi satte os til bords og begyndte at spise. Da vi var færdige med at spiger lagde Anthon og jeg vores tallerkner i opvaskemaskinen, og gik ned på Anthons værelse igen.
"Jeg tror altså jeg skal til at komme hjem klokken er allerede 20:00" sagde jeg og rejste mig fra sengen "øv.. men ja det må du nok" sagde Anthon og kyssede mig på munden. Det udviklede sig til et lille snav men ikke mere end det.
Jeg gik ud af døren og hen til stationen. Der er stadig lidt tid tilbage til at mit tog går. Men Gud jeg har jo ikke nogle penge. Jeg kommer i tanke om de penge Anthon gav mig, der er stadig lidt tilbage. Jeg tror der er nok til en billet. Jeg gik hen til automaten og købte en billet, der var heldigvis nok. Jeg går hurtigt ind på mobilpay og overføre pengene til Anthon.
& Anthon
@ Julie
& hvorfor har jeg lige fået nogle penge af dig?<33
@ jeg havde ikke brugt alle pengene tidligere <3
& du måtte altså godt beholde dem haha<3
@ nu har jeg jo overført dem<3
& ja men vi ses skat<3 jeg elsker dig<3
@ Jeg elsker også dig<3

Mit tog kommer rullende ind og dørene åbner og jeg stiger på, og finder en plads. Der går ikke specielt lang tid før jeg skal Stige af. Jeg går ud af toget og går hjemad. Da jeg når hjem sidder min mor i køkkenet "Hej mor jeg er hjemme" siger jeg da jeg kommer ud i køkkenet "Hej skal hvor har du været?" "Hjemme hos Anthon" "din lære ringede i dag. Han sagde du bare var gået fra timen? Er det rigtigt?" Siger min far da han kommer ud i køkkenet til os "ja det gjorde jeg" svarede jeg "hvorfor det?" Svarede han lidt surt "Anthon ringede" mere når jeg ikke at sige før min far udbryder "Anthon ringede? Det var umuligt så vigtigt at du blev nødt til at løbe væk fra skolen?" Svarede han surt "han lillesøster var liger blevet kørt på hospitalet! Han var synderknust" råbte jeg og kunne mærke en tåre ned af min kind. Jeg løb op på mit værelse og lade mig i min seng. Han forstår heller ikke en skid.
Jeg tager min dyne helt op til min hage og krammer mig helt ind i den. Jeg kunne godt bruge Anthon lige nu.
Jeg falder i søvn grædende den nat..

Bliver i galde hvis jeg siger jeg er igang med endnu et kapitel og jeg er ret sikker på det også kommer ud i dag? Yay
Jeg elsker den respons og feedback jeg får!
Husk at stem