Someone like you : M.G.

1.4 - Hjælp mig! - MARATON

- 20:14 -

Vi sad på en bænk, og kiggede på det lysende springvand. Mørket havde sænket sig over byen, og der var ikke et øje ud over os. Den kølige vind susede rundt i træernes blade, og månen lyste klart på himlen.

"Det har faktisk været hyggeligt idag" sagde jeg og lo lidt.

"Det synes jeg også" sagde han roligt og lo lidt. Tankerne om, hvordan jeg skulle afslutte den her dag, fløj stille rundt i mit hoved.

"Jeg må nok hellere se at komme hjem" sagde jeg usikkert.

"Øh, også mig" sagde han lige så usikkert som jeg.

Vi rejste os fra bænken for at gå mod busstoppestedet. Han lagde sin arm rundt om mine skuldre, og underligt nok føltes det slet ikke forkert. Det var ligesom når Kasper gjorde det - altså på vennemåden.

Vi nåede det blå busskur og satte os ind. Hans bus kom om 2 minutter og min om 16 minutter. Vi kunne se hans gule bus for enden af vejen. Han rejste sig op og foldede sine arme ud, hentydende til et kram. Jeg tog imod det og trak mig, da bussen kom. Han smilte til mig og gik ind i bussen. Jeg vinkede til ham, inden han rullede væk. Nu sad jeg så her på et busstoppested, alene i Roskilde. Jeg fandt min mobil frem og tjekkede diverse ting.

-

"Undskyld mig?" Sagde en dyb stemme, en mandlig stemme. Jeg kiggede op, og mine øjne mødte en sortklædt mand, med halsedissen trukket helt op til næsen, og huen ned over panden. Man kunne ikke se hans ansigt, men jeg gætter på han var omkring 18-19 år? Det her går galt!

Ro på Alma, der sker ikke noget!

"Ja..?" Sagde jeg forsigtigt og kiggede op på ham. "Ved du hvornår den næste bus mod Ringsted går?" Sagde han.

Jeg nikkede "ja om 14 minutter?" Sagde jeg og lage mobilen ned i min lille taske.

Han kom tættere på mig, og han tog et hårdt grep om mit højre håndled, og en forskrækket lyd undslap mig.

"Du gør det værre for dig selv, hvis ikke du lukker røven" snerrede han koldt og drog mig væk fra det blå busskur.

Det gik op for mig, hvad der skulle til at ske. Og der var ingen, som kunne rede mig. Hele byen var øde!

Han slæbte mig væk, om i en gyde bag en gammel bygning, som en gang var en Fakta.

Jeg kæmpede så meget jeg kunne. Alt hvad jeg havde lært af Liva fra parallelklassen. Men han var for stærk.

"HJÆLP! ER DER NOGEN SOM KAN HJÆLPE MI-" mine hysteriske skrig blev afbrudt af hans klamme svedige hånd, som han lagde hårdt over min mund.

"Hold kæft" råbte han irriteret og fjernede stille men sikkert sin ækle hånd fra mit ansigt. Tårerne løb ned ad mine kinder, mens han begyndte at tage mit tøj af. Den kolde luft slog mod min hud, og jeg begyndte at ryste endnu mere.

"MARCUS!" Råbte jeg, men blev stoppet af en brændende følelse på kinden. Den stodder slog mig?!

Han rev min trøje af, så jeg kun havde undertrøje og bh på. Jeg skreg, men nu brød han sig ikke en skid om det. Hvad fanden skulle jeg gøre?!

"Marcus" snøftede jeg og lukkede øjnene "hjælp mig!" Det eneste, jeg selv kunne gøre, var at sparke ham i skridtet. Men jeg ville aldrig få muligheden...

Min hjerne arbejdede på højtryk og adrenalinen susede rundt i kroppen, mens han løftede op i mit skørt. Hans hænder bevægede sig langsomt op ad min krop, og han klemte til på brysterne. Et skrig ramte mig, men han klemte bare endnu hårdere.

"Stop med at tude din luder" råbte han. Jeg prøvede at dæmpe mig.
Hvordan fanden kan han gøre sådan noget? Hvordan kan han leve med sig selv?

Spillet var ved at være ude. Mine chancer var talte. Han rev mine indershorts ned og mine trusser bagefter. Han førte sin hånd ned mod mit underliv, og han stak sine ækle fingre hårdt op i mig. Hans negle skar mig så fandens meget, og skrig ramte mig igen. Han trak dem ud og gik et skridt baglæns, mens jeg sank ned på jorden. Han trak sine bukser og boxershorts ned og fandt et kondom frem.

Det her er min sidste chance! Jeg måtte gøre noget!

Hurtigt som lynet havde rejst mig op, og inden han havde nået at reagere, havde jeg sparket ham så fucking hårdt i skridtet, som jeg kunne! Han sendte mig et dræberblik, men jeg kunne se, at det gjorde pisse ondt på ham.
Jeg sparkede ham så hårdt jeg kunne igen, og spidsen af min støvle ramte plet. Han sank sammen på jorden, og jeg så mit snit til at løbe.

Jeg greb min taske og løb med mod McDonalds. Jeg så mig ikke tilbage, for tanken om at han løb efter mig, gjorde mig så helvedes rædselsslagen. Adrenalinen pumpede i mig, og tårerne flød ned af kinderne. Da jeg så det lysende gule skilt, satte jeg farten op. Jeg skulle nå derind! Jeg nåede derhen og styrtede ind. Kassedamen kiggede forskrækket på mig, mens jeg løb ud på toilettet. Jeg låste mig inde, og jeg sank grædende ned ad væggen på det klistrede gulv.

Tænk at en så god dag, kunne ende så forfærdeligt!