Almas perspektiv
Jeg gabte langsomt og missede søvnigt med øjnene. Jeg kiggede op i loftet og lidt rundt i lokalet jeg befandt mig i. Men vent lidt.. hvor filan var jeg? Jeg kiggede ned af mig selv, og på den sovende dreng ved siden af mig. Minderne fra i går kom buldrende tilbage til mig, som et lyntog med 140 kilometer i timen. Hele dagen i går, der til at starte med havde gået fra at været super hyggelig, til at ende totalt katastrofalt.
Jeg begyndte at ryste, mens de skræmmende billeder kørte rundt oppe i hovedet. Jeg begyndte stille at græde, men jeg var som låst fast til sengen. Jeg kunne ikke røre mig, overhovedet. Hvad skete der med mig? Er det her nogen form for angstanfald?
"Alma?!" Spurgte Marcus forskrækket. Han satte sig op og ruskede let i mig.
"Je.. jeg.. jeg" stammede jeg. Jeg kunne ikke tale, jeg græd bare.
Han kiggede bekymret på mig, mens han hjalp mig op at sidde. Hans pjuskede hår hang ned over hans ansigt, ned over han bekymrede øjne. Han havde ingen trøje på, men sad i bar mave.
Han trak mig hurtigt ind til sig. Hans varme arme omfavnede mig, mens han prøvede at berolige mig. Det var en virkelig underlig følelse. Jeg begyndte langsomt at trække vejret roligere, mens han forsigtigt nussede mig på ryggen. En tåre eller to faldt stille ned på hans skulder, og hans greb om mig løsnedes. Han kiggede på mig og tørrede forsigtigt mine tårer væk med sine tommelfingre.
"Hvad skete der, er du okay?" Spurgte han.
"Je.. jeg tror det? Jeg har aldrig prøvet noget lignende" sagde jeg forskrækket.
"Tror du det fordi, ja du ved, hændelsen i går?"
"Mmm" sagde jeg stille. "Men jeg har ikke lyst til at tænke på det, kan vi ikke lave noget?" Tilføjede jeg.
"Jo selvfølgelig" sagde han og smilte medlidende.
Han rejste sig op og gik, iført kun underbukser, hen til sit skab, hvor han fandt en t-shirt, et par strømper og et par joggebukser. Han tog det hurtigt på og kom hen til mig igen. Han rakte mig hånden, og vi gik ned i køkkenet.
"Er du sulten?" Spurgte han roligt. Jeg nikkede og satte mig på en stol.
Han begyndte derefter at rode i nogle skuffer og i køleskabet. Han fandt en pande og nogle æg frem.
"Hvis jeg toaster brødet, finder du så noget pålæg, du kunne tænke dig?" Spurgte han og kiggede på mig.
"Jep" sagde jeg og rejste mig.
-
Vi satte os ind i stuen med maden. Han tændte fjernsynet og slog om på Disney Channel. Der var Phineas og Ferb.
Der var stille mens vi spiste maden, men det blev ikke akavet.
Da vi var færdige, satte vi tallerknerne på sofabordet og rykkede os længere ned i sofaen. Han lagde sig ned, og jeg lade mig ned ved siden af ham. Han lagde sin ene arm rundt om mig, så jeg ikke faldt ned, og jeg lænede mig stille op af ham.
"Hvad skal jeg gøre med mine forældre?" Sagde jeg og sukkede nervøst.
"Hmm jeg synes du skal sige det til dem og til politiet!" Svarede han seriøst.
"Jeg ved det, men hvordan? Hvordan skal jeg få mig selv til at sige, at jeg nær var blevet voldtaget?" Sagde jeg og sank en klump. Jeg fik helt ondt i maven bare at snakke om det nu, hvad ville der ikke ske derhjemme?
"Jeg synes du skal starte med at sige det til din mor, så kan hun sige det videre til din far, og så er der ikke to personer der sidder og stirrer på dig, mens du er ved at forklare det" sagde han.
"Jamen hvad så hvis de spørger mig, hvor jeg har været henne?" Sagde jeg nervøst.
"Du kunne vel sige, at du var taget hjem til en ven, fordi du ikke vidste hvordan du skulle sige det til dem? Det burde de kunne forstå" sagde han.
"Tak" sagde jeg og kiggede op på ham. Han smilte venligt og kyssede mig forsigtigt på panden. Jeg lagde mig ned igen og smilte lidt for mig selv.
-
"Hej hej og held og lykke" så råbte Marcus til mig, da han havde sat mig af foran mit hus. Jeg gik stille ind og listede hurtigt op på mit værelse for klæde om til noget andet, inden jeg gik ned til min mor for at græde det hele ud. Det lyder måske overdrevet, men jeg har det virkeligt forfærdeligt med det hele!
Jeg gik ned til min mor i stuen. Hun sad alene i sofaen. Jeg tror far var ude at handle. Jeg gik forsigtigt hen til hende, mens tårerne begyndte at presse på. Hun kiggede op fra sin iPad. Hendes smil forvandlede sig straks til et mere alvorligt udtryk, da hun så mig.
"Hvor har du været henne?" Spurgte hun og kiggede strengt på mig.
"Ja angående det.." nåede jeg at sige, inden min stemme knak og jeg grædende brød sammen.
"Jamen lille ven dog, hvad er der sket?" Sagde hun forskrækket og løftede mig op hos sig.
-
Jeg havde ikke flere tårer tilbage. Jeg var tom. Tom for alt. Jeg sad inde i sofaen, mens min mor var ved at snakke med politiet. Hun havde taget det, som jeg regnede med - alvorligt, chokeret og forfærdet. Jeg havde fortalt hende det hele, eller ja næsten det hele. Hun syntes det var utroligt, hvordan jeg kom fri, og hvor heldigt det var, at der ikke var sket noget værre.
Jeg listede træt op ad trappen, og jeg smed mig på sengen. Jeg så hvordan min telefon vibrerede og lyste op, og jeg låste den op. Det var Marcus der havde skrevet.
Marcus :)
iMessage
Søndag 17.46
Hey, har du fortalt det til din mor?
Ja:/
Læst kl. 17.48
Hvordan gik det?
Hun tog det som forventet, og hun snakker med politiet nu
Læst kl. 17.49
Det var godt. Hvad med din far?
Jeg tror lige han er kommet hjem
Læst kl. 17.49
Super
Jeg håber du er okay!
Jaaa det var i hvert fald rart at få det sagt til hende
Læst kl. 17.50
Det var godt, og hvis der er andet, så er jeg her
Mange tak
Læst kl. 17.50
;)
I skal ikke sige noget, jeg ved godt, det er sådan 4 måneder siden, jeg har udgivet et kapitel sidst, derfor er det her også ret langt. Jeg kan ikke sige, at jeg 100 procent vil opdaterer på denne bog lige med det samme, da det tager ret lang tid at skrive et kapitel. Men nu er her ENDELIG et nyt kapitel til jer, der har efterspurgt det! - mange tak for 4K <33
VOUS LISEZ
Someone like you : M.G.
Fanfiction[...] "Ved du hvem jeg er?" "Selvfølgelig! Du er selveste Marcus Gunnarsen. Nordens største popstjerne" [...] :•: :•: :•: :•: :•: :•: :•: Startet: 16/3-17 :•: :•: :•: :•: :•: :•: :•; (Indeholder groft sprog, vold, & seksuelle scener)
