He's not worth it

Det skete bare ikke...

*Melody*

Jeg rejser mig hurtigt op og retter på min kjole. Bare for en sikkerheds skyld. Cameron smiler og rykker sig så jeg kan komme helt op at stå.

" Det tager jeg som et ja " Siger han og smiler et skævt smil for sig selv. Jeg nikker bare. Cameron begynder at gå ned mod vandet, væk fra de andre. Jeg kigger nervøst tilbage mod dem for at se om nogen har set os, men alle er enten for optagede af noget andet eller for fulde. Det er utroligt hvor hurtige teenagere kan blive fulde i dag.

Da vi kommer ned til vandkanten stopper Cameron op. Solen er for længst gået ned, og stjernerne er ved at vise sig på himmelen. Er er lidt mørkt, men jeg kan nogenlunde godt se.

" Hvad ville du? " Spørger jeg efter lidt stilhed. Cameron er ikke til at gøre sig klog på. Det undrer mig også at han vil gå tur med mig. Cameron vender sig stille mod mig og smiler. Ikke sådan et playersmil som normalt, men et helt normalt sødt smil.

" Jeg ville bare lige snakket med dig... Alene! " Siger han forførende og jeg kan ikke lade være med at se på hans læber når han siger ordene. Ej what! Hvad er der galt med mig? Det er ikke en overraskelse at han er forførende, men at det påvirker mig. Cameron ser mit forvirrede blik, og træder et skridt tættere på mig. Alt inden i mig fryser, og jeg kigger nøje på hans bevægelser. Hvad laver han?

Han kommer endnu tættere på og det samme med hans læber. Tiden står i et øjeblik stille, men så sker der noget jeg slet ikke havde set komme. Ude af det blå griber Camerons arme fat rundt om mig og løfter mig om. Jeg skriger af ren refleks og begynder at baske med arme og ben.

" CAMERON SÆT MIG NED!!! NU!!! " Skriger jeg. Cameron vender sig om og træder lidt ud i vandet. Og allerede der har jeg en ide om hvad han laver. Og jeg får skam ret. For få sekunder efter finder jeg mig selv nede i vandet. Det mit hoved kommer under vandet er hele min krop først i chok. Vandet er is koldt, men også over det pludselige kast. Jeg får dog hurtigt mit hoved op og får med lidt besvær sat mig op. Vandet er ikke så dybt, det går mig cirka til maven når jeg sider ned.

" CAMERON DALLAS! " Siger jeg hårdt og plasker irriteret ned i vandet. Jeg sider i virkeligt koldt vand, men ødelagt hår og makeup og en gennemblødt kjole. Cameron står inde på land og griner. Han ligner nærmest en der er ved at få grine kramper. Jeg sender ham et surt blik og ligger mine arme over kors.

" Hvad skulle det til for? " Spørger jeg irriteret, og fjerner et stykke tang fra mit hår. Cameron stopper enligt med at grine og smiler smørret til mig.

" Det er ikke helt smart at have en hvid kjole på som bliver gennemsigtig i vand, vel? " Siger han og ligger hans arme over kors og må virkeligt prøve at dæmpe en latter. Og der går det op for mig. Viola fik jeg overtalt til at tage mit blonde pinke undertøj på. Og nu hvor min kjole er gennemsigtig. Jeg rejser mig med det samme op af vandet, og må konstatere at jeg havde ret.

" Nej nej nej nej " Jeg kigger panisk ned af mig selv og så over på Cameron som kigger på mig med store øjne fulde af lyst.

" Melody- "

" Nej! Det her det sker bare ikke " Siger jeg halv panisk og prøver at dække mig til med mine arme. Men det failer og jeg kan allerede nu ikke mærke mine ben. Jeg bliver nød til at gå op, men jeg har ikke lyst til at gå op. Sær ikke op til Cameron. Cameron står bare stille og kigger nærmest sultent på mig. Men jeg ved at hvis jeg ikke snart går op af vandet, så bliver jeg syg. Jeg tæller stille til 3 for mig selv, og skynder mig så op af vandet. Cameron forbliver stille, men følger mig med øjnene. Jeg prøver at ignorere det og begynder så med raske skridt at gå op mod de andre. Jeg vil hjem. Og det skal være nu.

" Viola! " Råber jeg da jeg kommer tæt nok på og de fleste kigger på mig. Deres øjne bliver store og nogle begynder at grine. Men i det mindste er de fleste fulde så de husker nok ikke meget fra i aften. Men Viola rejser sig med det samme og kommer over til mig. Hun må også selv undertrykke et grin.

" Hvad er der sket? " Spørger hun overrasket og kigger ned af mig. Jeg prøver virkeligt at dække mig til.

" Altså- "

" Det var min skyld! " Lyder en mørk stemme pludseligt bag mig og jeg vender mig forskrækket rundt. Cameron står bag mig, men med et ulæseligt blik.

" Øh... " Siger Viola og kigger forvirret frem og tilbage imellem os.

" Tilbage til pointen, jeg vil gerne hjem! " Siger jeg og kigger bevidst på Viola. Viola nikker forstående, men ser også lidt skuffet ud. Jeg kan se på hendes læbestift at hun har hygget sig.

" Jeg skal nok køre dig hjem! " Siger Cameron og jeg vender mig forvirret rundt imod ham.

" Nej jeg- "

" Jo! Det er min skyld så det må også være mig som kører dig hjem! " Siger han bestemt.

" Men har du ikke drukket? " Spørger jeg forvirret. Han ryster på hovedet. Og der ved jeg godt at lige meget hvad jeg siger, så bliver det Cameron som kører mig hjem. 

*****

Tak, fordi I stadigevæk læser med og til de nye læsere <3

Stem, kommenter og del meget gerne med venner 

Vi ses i næste kapitel

XOXO

Gossip Girls