Jeg sad atter i klasselokalet. Ikke underligt, alle sidder i klasselokaler. Måske ikke alle, der er jo nogen. Altid nogen. Hvor der er regler er der undtagelser. Jeg river ud i den elastik om mit håndled, og lader det smælde mod huden. Der er kun et lille rødt mærke, tilbage hvor gummibåndet ramte for lidt siden. Jeg slapper af lidt, og hører læren sige nogle ord, uden at forstå det fordi jeg ikke fik starten. Fik ikke starten, lytter ikke i midten, får ikke slutningen. Hører ikke? Følger ikke med? Vil ikke? Oprørsk barn? Jeg lader elastikken smælde igen. Ikke alle de tanker for pokker. Jeg har ondt i hovedet, ikke at det skulle være en nyhed. Jeg forstiller mig en masse små mænd, der står med hakker mod min hjerne. Nogle er store med tatoveringer og uden hår, andre minder mig mere om havenisser. Så forskelligt, og dog så ens. En dreng bag mig, drengen bag mig. Drengen med navnet Magnus, Magnus taber sin blyant. Det starter hele forfra. Lige som jeg var ved at få ro. Luciana og Marie hvisker, hviske tisker, hvisker om drenge. Markus sidder på sin telefon, nej med sin telefon, ved sin telefon. Dumt at sidde på den, så går den jo i stykker. Søren spiller, Søren skulle følge med, Søren sidder med sin pc, Søren spiller Minecraft. Søren må ikke spille, det gør ondt at han spiller. Jeg vil også spille, jeg må ikke spille. Søren må heller ikke spille, men læreren ved det ikke.
"Søren spiller Minecraft. " Siger jeg uden at tænke mig det mindste om. Læreren kigger på mig, med hendes trætte blik, som forsøger hun at sige jeg skal holde mund. Søren vender sig bandende om "Hold dog kæft, og pas dit eget. " Søren er træt af mig, træt, træt på grund af mig. Det er ikke første gang, anden gang, nej det er sket før. Han har spillet før, han måtte heller ikke før, og jeg informerede læren før. Læreren sender mig på gangen, ikke vredt, ikke vredt vel? Træt måske? Hvad skulle hun være træt af? Det er jo Søren der gjorde det han ikke måtte, hvorfor var det ikke Søren der endte på gangen? Jeg smælder med elastikken igen. Et par drenge sidder længere henne ad gangen, de griner. Jeg vinker, vinker til dem, vinker ad dem. Det får deres grin til at blive større, groende grin, voksende grin.
