Hans gyldnenblonde hår ligger blidt på skuldrene, det virker uvant da han plejer at have kort nytrimmet hår, men det gør ikke noget. Hans dybblå øjne gnitre mod aftensolen, som hans venstre mundvige trækker sig op i et smil. Sjovt hvordan hans kække smil aldrig bruger højre side. "Hvad så stump?" Spørger han mig, inden han trækker mig ind i et langtventet kram. Det er sådan jeg husker det sidst jeg så ham.
I en sløv bevægelse hæver jeg gaflen til min mund, alle mine bevægelser virker zombieseret. Ved siden af mig sidder to, og pjatter som var de søskende. Over for mig er et ansigt der får mig til at tvivle, så tæt på had noget kommer. Jeg savner ham.
Sidder på et værelse sammen med mine venner, indhyllet i kærlighed. Men af en eller anden grund føler jeg mig ensom. Jeg ved hvis han vidste jeg sad her, ville han komme og kramme mig. Holde om mig, og bekymre sig for mig. Men han er her ikke, og jeg savner ham.
Savnet fra til ham irre i min krop.
"Er du okay?" Spørger min veninde, "Ja, jeg er okay, " svarer jeg uden at tænke over spørgsmålet. Senere på aftenen spørger hun mig "Hvad er der galt?" Hvor til jeg smiler et oprindelig smil til hende og svarer "ingenting jeg er okay." Tvivlet står stadig malet i hendes blik. Og da vi senere går ned af den lange gang sammen spørger hun atter "hvis der er noget, kan du altid snakke med mig ikke?" Jeg nikker, "vil du vide hvad der er galt?" Hun nikker mig til svar, "Jeg savner min bror." Siger jeg hårdere end ment. Hun kigger forvirret på mig, og inden hun når at spørge. "Jo, jeg er enebarn."
