Jeg husker tydeligt én bestemt dag fra min barndom, hvilket er specielt, for det meste har jeg glemt. Jeg var ikke ret gammel, og legede med dukker i haven. Græsset var grønt, nyslået og fint, det gamle træ skyggede for den ellers så varme sol. Min mor gik og nynnede, mens hun ordnede urter. Men far var ved at vaske bil, en rigtig villavejs sommerdag. Jeg troende på at livet var smukt og at det ikke kunne ændres.
Hvor er børn dog dumme, hvor tog jeg dog fejl.
Jeg gik ned ad gaden, med musikken buldrende i ørene. Jeg havde trukket hætten helt op, og den dækkede perfekt for mit ansigt. Med den ene hånd holdte jeg min rygsæk, som sad skævt over den ene skulder på plads. Den anden gik jeg med en cigaret i, og nød hver eneste sug. Regnen skød ned fra himlen, som små reb parasitterne kunne komme ned med. En stemme lød bag mig, råbende nærmest vred, truende. Jeg vendte mig i et jag, ingen. Vred på mig selv over at kunne tro jeg kunne høre nogle, når min musik var så høj, og forsatte ned af gaden. Igen lød stemmen bag mig, kun mere vred. Efter en kort diskussion med mig selv, vendte jeg mig om, for at se den mennesketomme gade. Med en følelse hvor jeg kun kunne forstille mig mit ildrøde ansigt, og de svovlende ord forlade min mund, gik jeg videre. Jeg skulle under ingen omstændigheder vende mig igen, det var bare min underlige fantasi. Jeg traskede ned af den våde gade, og ærgrede mig over jeg ikke forlod lejligheden, da der var tørt. Stemmen lød igen bag mig, denne gang uden navn, bare en utydelig råben. Jeg ville ikke, jeg måtte ikke. Målrettet, og bevidst forsatte jeg mod mit mål. Det gik så stærkt. En hånd greb mig hårdt i armen, og jeg kneb munden sammen af smerte. Hånden vendte mig om, og jeg stod ansigt til ansigt med en tydelig vred, og råbende mand. Forsigtigt trak jeg høretelefonerne ned omkring halsen, "undskyld, sagde du noget?" Jeg afbrød ham, og det lod til kun at hidse ham yderligere op. "Jamen hører du da slet ikke efter unge dame! Du var nær blevet kørt ned hvis ikke jeg reddede dig! Hørte du slet ikke jeg råbte? Eller fyldte din rædsomme ungdomsmusik hele dit hoved?! Hvad tænker du dog på?!" Jeg lukkede øjnene, og åndende stille ud. "Hvorfor?" spurgte jeg manden. Han kiggede forundrende på mig, "hvad fabler du nu om? Hvorfor hvad?" Jeg kiggede ham ind i øjnene, med det blik jeg efterhånden havde fundet ud af, folk hadede når jeg gav dem. "Hvorfor reddede du mig så?" Han slap min arm, og ansigtet ændrede sig fuldstændigt. "Lille ven da, er du okay?" Jeg fnøs. "Du virkede ikke så så bekymret lige før? Har noget ændret din mening om mig? For jeg vil faktisk tro at jeg er den samme." Jeg tog høretelefonerne på, og løb det sidste stykke hjem.
