I Actually Really Like Him

Kapitel. 42

"Der er en der vil tale med dig" siger Lucas, og rusker lidt i mig for at få mig til at vågne.
"Hvor, hvad, hvornår...?" spørger jeg og åbner øjnene.
Han rækker mig mobilen, og jeg tager den straks op til øret.
"Anna er det dig?" kan jeg høre en stemme, som jeg går ud fra er Anton.
"Ja, er det dig Anton?" spørger jeg for at være sikker.
"Ja..øhm jeg ville bare høre, hvordan mor har det?" siger han og jeg stivner med det samme. Mor...
"Øm...mor...hun..hun er død" siger jeg med hæs stemme og der bliver øjeblik lig stille i den anden ende.
"Åh" siger han med rystende stemme.
Jeg tager en dyb indånding, og prøver at finde ud af hvad jeg skal sige.
"Hør nu her, skal du og jeg nu ikke tage på Cafe og tage en snak. Du er da stadig her i byen?" spørger jeg
"Vi bor her i byen, så det kan vi skam godt" siger han og jeg føler jeg kan mærke ham smile.
"Så ses vi nede ved Cafeen 'Cafe Lororange' kl.13, hvis det er fint med dig" det er det sidste jeg siger før han lægger på.
Lucas kigger på mig med nysgerrige øjne.
"Nå, hvad ville han?" spøger Lucas nysgerrigt.
"Han ville bare høre om mor havde det godt. Vi aftalte at tage på cafe her kl.13" svarer jeg ham og kysser ham let på kinden.
"Det er om en time" han kigger på uret, der står på sofa bordet.
"Ååh så må jeg til og stå op" siger jeg og rejser mig op fra sofaen.
Jeg trækker et par bukser op, og tager en sweater på (min yndlings sweater)
Det er en helt neutral sweater, men jeg elsker den stadig. Den er så dejlig blød.
"Skal jeg kører dig?" han tager en hånd på min talje, imens jeg er ved at lægge mascara.
"Det må du meget gerne" svarer jeg og er næsten ved at lægge mascara i hele ansigtet.

"Ringer du ikke lige når jeg skal hente dig?" han lægger en hånd på mit lår.
"Jo det skal jeg nok" jeg kysser han på munden, og træder ud af bilen.
På vej over til Cafeen støder jeg ind i Anton, og vi går sammen ind af døren. Vi sætter os ved et ledigt bord, og jeg forklarer ham hurtigt hvad der er sket.
"Men hvor bor du?" spørger han forbavset over den skrækkelig historie.
"Jeg bor hos Lucas' Mormor, Mrs. Montana" svarer jeg og tager en slurk af min kakao.
"Men bor du så der helt alene?" spørger han endnu engang.
"Øøh, ja eller Mrs Montana er der selvfølgelig og hendes papbarn" svarer jeg og føler mig faktisk ret alene. Jeg tager en bid af min pandekage.
"Altså du er altid velkommen hos far og mig" han kigger smilene på mig.
"Det lyder godt" siger jeg og bliver pludselig helt forvirret.
"Så skal jeg flytte ind hos jer?" spørger jeg, og smilet breder sig på hans læber.
"Jaa" siger han og tager en slurk af hans kaffe.
"Jeg har ikke så meget at pakke kun mit tøj og det har jeg ikke meget af, så jeg kan flytte ind når i ønsker det" jeg kigger ud af vinduet, og får pludselig øje på James.
Jeg kigger hurtigt ind i cafeen igen, og håber på han ikke har set mig.
"Jeg kan komme allerede her i aften hvis du ønsker det" siger jeg og kan se at han bliver gladere og gladere.

Vi aftaler at jeg skal komme i aften til aftensmad.