I Actually Really Like Him

Kapitel. 12

Jeg går ned af trappen, men stopper på tredje etage. Helt nede for enden af den monster lange gang, står en dør lidt på klem. En lampe er tændt, og en bogreol kan anes. Jeg kigger mig hurtigt omkring, og kan med det samme konstatere, at jeg er alene i huset. Bassen fra den høje musik går gulvet indenfor til at ryste, og det eneste jeg kan tænke på er, hvordan fanden hans forældre kan give ham lov til det. De er selvfølgelig ikke hjemme, måske er det derfor.

Langsomt går jeg hen til døren, og skubber den op. Den er låst, men i og med at den ikke har været lukket helt, kan den åbnes. Det er Lucas' værelse. Jeg træder forsigtigt ind, og en kæmpe seng er det første der møder mig. Og der, på væggen overfor, er der fyldt med bogreoler og bøger. En hel væg, kun med bøger! Klassikere som 'The fault in our stars' og 'How to kill a mockingbird' er iblandt og der fryder mine øjne. Hvem skulle have troet, at han er en bogorm?
En sort, inden bundet læderbog ligger på skrivebordet, og jeg bladrer langsomt om på første side. Billeder af Lucas kommer til syne, med en side jeg aldrig før har forstillet mig af ham.
Billeder af ham og hans familie, på ferie, på landet, i kornmarker, med venner, og selvfølgelig barndomsbilleder.
Han er blød indeni, han har en hård facade. Er det sådan det skal forstås?
Pludselig knirker trappen, og fodtrin nærmer sig værelset jeg befinder mig i. I et øjeblik af panik, skynder jeg mig ind i skabet. Jeg lukker forsigtigt døren i, lige i tide til ar se Lucas der træder ind på værelset, med et forundret udtryk klistret til ansigtet.
Næsten som om jeg kan læse hans tanker, føler jeg at han tænker over, hvorfor døren ikke er låst.
Men hvad ved jeg?
Jeg holder øje med ham igennem de hvide lameller på døren, omringet af tøj og sko. Det dufter overraskende godt. Det er et lille skab jeg befinder mig i, taget i betragtning af hvor stort resten af huset er. Jeg holder vejret.
Han går langsomt rundt, og opdager den åbne bog på bordet. Jeg synker en klump. Han lukker den sammen, og tænker ikke mere over det. I en hurtigt bevægelse hiver han skrivebordsskuffen ud, og griber en lille genstand op. Jeg kan ikke se hvad det er, men det ligner en skruetrækker. Et par sekunder efter er han ude igen, og denne gang låser han døren efter sig. Der er ingen lås på indersiden, så min eneste mulighed for at komme ud, er enten med en nøgle eller via vinduet. Jeg ånder lettet ud, og bliver siddende i skabet. Pludselig ringer min mobil på max volumen, hvorefter Lucas drøner mod skabet jeg sidder i, hiver kraftigt i håndtaget og opdager mig.
På et par sekunder får han mig op på benene, og presser mig op af muren. Han øjne luner af vrede, og hans greb strammer så hårdt at det gør ondt, og et lille klynk undslipper min mund.

"HVAD FANDEN LAVER DU HERINDE!!" råber han frustreret, og presser endnu hårdere. Mine hænder brænder ved hans berøringer, og aldrig har jeg været så bange før. Jeg mumler forsigtigt 'undskyld', men når ikke at blive færdig, før han råber af mig igen - og så sker det.
En smerte jeg aldrig før har oplevet, og på en helt anden plan. Hans hånd svinger igennem luften, og kommer i kontakt med min kind. Han trækker sig hurtigt væk da døren bliver skubbet op, og William træder ind og Lucas indser hvad han har gjort.
Med tårerne trillende ned af kinderne, løber jeg ud på gangen og ned af trappen. Jeg når kun lige at se William drøne mod Lucas, men jeg er ligeglad.
Jeg løber forbi Sander og Liam som er på vej op, og de skynder sig at følge efter mig.

"Hvad sker der?" spørger Sander forundret, da de indhenter mig ude på gaden. Det er bælgragende mørkt, men lyset fra gadelamperne er nok til, at jeg kan ane deres ansigter. Jeg svarer ikke, men trækker mig tilbage.
"Anna" prøver han igen, i en mere bestemt tone, og jeg fjerner hånden fra min kind. De gør begge store øjne, da de ser det brændende, 3D lignende håndaftryk, og jeg skynder mig at dække det til igen.
"Har Lucas gjort det her?" udbryder Liam så, og jeg nikker let.
Han løfter frustreret sin ene hånd op for munden, og jeg kan ikke holde tårerne tilbage længere. De løber ned af mine kinderne som et vandfald, og drengene skynder sig at omfavne mig.

"Jeg forstår det ikke. Det ene øjeblik er han fantastisk, og det næste en idiot der giver mig lussinger. Hvordan kan det lade sig gøre?"

Jeg prøver ihærdigt at tørre de sidste tårer væk, og sætter mig på kantstenen. De høje hæle er begyndt at gøre ondt på mine fødder, så jeg tager dem af og sætter dem ved siden af mig. Liam og Sander bliver stående, og kigger skævt på hinanden. De tror ikke at jeg opdager det, men det gør jeg, og jeg er nød til at spørge hvad de blikke betyder. Liam ryster på hovedet, indikerer at 'det er en dårlig ide', men Sander virker rasende på Lucas, hvilket gør ham ligeglad. Han sætter sig ved siden af mig, og ligger hånden på mit knæ.

"Hør Anna" begynder han, og jeg skæver forsigtigt mellem ham og Liam.
"Vi skulle nok have fortalt dig det noget før, men vi kunne ikke. Vi ved godt at Lucas er en såkaldt 'fuckboy', men det er anderledes med dig. Han viser andre tegn, han opfører sig en smule bedre. Det er skridt i den rigtige retning, og der for har vi holdt det hemmeligt" først der fanger de for alvor min opmærksomhed, og jeg udbryder så småt sætninger som 'hvad', 'sig det' og 'hvad sker der' Liam tager over, og holder en lang pause,

"Lucas er bipolar"