I Actually Really Like Him

Kapitel. 34

Jeg mærker pludselig en kysse mig på kinden, og jeg åbner stille øjnene. Og kigger op i de smukkeste øjne.
Jeg åbner munden, og skal lige til at sige noget, da jeg bliver afbrudt af min telefon der ringer.
Jeg kigger på nummer.
"En vi kender?" spørger Lucas, og kigger undrende på mig.
Jeg kigger kort på ham, og kigger igen ned i mobilen.
"Nej" siger jeg, og tager stille mobilen op til øret.
"Hej! Taler jeg med Anna Bella Hudson?" spørger personen i den anden ende, og lyder meget ivrig.
Stemmen lyder som en mande stemme, ikke en ung en, men heller ikke en helt gammel en.
"Øøh, ja hvad drejer det sig om?" svare jeg med et spørgsmål. Og undre mig over hvem jeg taler med.
"Godt! Vi eller Anton har brug for din hjælp" svarer stemmen. Jeg bliver endnu mere forvirret.
Hvem er Anton? Jeg kender ingen Anton...
"Jeg tror altså der er sket en misforståelse, jeg kender ingen Anton" siger jeg og kigger et kort sekund over på Lucas, der sidder nysgerrigt og kigger på mig.
"Jamen er du ikke Anna Bella Hudson?" siger stemmen vredt, og man kan høre at han går frem og tilbage.
"Jo, men jeg kender ingen Anton" svare jeg og overvejer at lægge på.
Men jeg gør det ikke, da det også vil være uhøfligt.
"Anton er din tvillingebror, han har virkelig brug for din hjælp" siger stemmen, og jeg bliver helt stille.
Min bror hedder Anton.....Anna og Anton. Hvorfor har han mon brug for mig?
Jeg har aldrig snakket eller set ham før.
Og hvem snakker jeg med?
"Hvem er du? Og hvad er der galt med Anton?" spørger jeg, og kigger igen over på Lucas. Han sidder spændt og venter på at jeg er færdig med tale.
"Øøh....jeg er din...far, og Anton ligger på hospitalet og har brug for din hjælp, han har brug for en af dine nyrer" jeg kigger med store øjne over på Lucas, og han kan se at der er noget galt.
Han tager min hånd, og jeg snakker videre med min far.
Vi aftaler at mødes, ved hospitalet.

Da vi er færdig med at snakke, slipper jeg hurtigt Lucas' hånd, og trækker dynen af mig. Jeg har stadig det tøj på, jeg havde på igår, da jeg faldt i søvn med det på.
Jeg træder ud af Lucas' værelse. Og høre Lucas råbe efter mig.
"Anna!! Hvad skal du?" råber han, og kommer løbende i hælene på mig.
Jeg løber hurtigt ned af trapperne, og kan skimte at Lucas følger efter mig.
Jeg stopper et split sekund op, og med det samme bliver jeg fanget af to arme om min mave.
Jeg prøver at komme fri, men Lucas har godt fat.
"Hvor skal du hen i al den fart?" hvisker han ind i mit øre.
"Jeg skal hurtigt hen på hospitalet," begynder jeg og prøver at komme fri.
"Kan vi ikke tale når jeg er tilbage?" spørger jeg og han slipper mig.
"Jamen hvordan vil du komme der hen?" spørger han og jeg kommer i tanke om at min bil er brændt sammen på motorvejen.
"Jeg køre dig" siger han, som om han ved hvad jeg tænker.
Vi går ud til bilen, hånd i hånd.
Stormen har lægget sig, men sneen falder stadig ned.

Jeg forklarer ham alt på vejen ned til hospitalet. Alt om min tvillingebror, og at han har brug for min hjælp.