Nattens skygge

Kapitel 1

Det var tidligt morgen, fuglene pippede, og det grønne græs havde aldrig været grønnere. Isabel åbnede øjnene. Hun kunne se de høje grønne træer, der var for oven. Isabel satte sig stille og roligt op og kiggede sig omkring. Hun kiggede til venstre, ingenting. Hun kiggede til højre, heller ingenting. Hun kunne ikke se sine klassekammerater i nærheden, og hun kunne heller ikke engang se teltene de alle sov i og skulle sove i.

"Hvor er alle sammen henne?"  Hun kunne kun se dyrene i skoven og de høje tætte træer med moss på. Hun begyndte at rejse sig. Hun vidste ikke hvor hun skulle gå hen og kigge, så hun gik bare i en eller anden retning. Hun gik og gik i lang tid, så hendes ben næsten faldt sammen. Isabel satte sig ned for at hvile sine ben. Hun kiggede bare ud i skoven, og der så hun en hjort, og hjorten så hende. De kiggede lidt på hinanden, og Isabel smilte til den. Hun var blevet lidt træt af at gå så langt så hun var næsten ved at falde i søvn, men hun gjorde det ikke hun hvilede sig bare. Men da hun så var ved at falde rigtigt i søvn vågnede hun. Hun kunne se at det var blevet mørkt, og hun kiggede sig omkring for at se om der var nogen. Hun kiggede på noget som så mistænksom ud. Hun kiggede i en anden retning da hun hørte noget.
"Hallo, er der nogen?" Men hun fik ikke et svar. Hun rejste sig langsomt op og gik hen imod lyden.                                                                                    
"Hallo det er ikke sjovt!"    Sagde Isabel med en lidt rystende stemme. Isabel gik tættere på lyden og samtidigt blev lyden højere. Hun stoppede op foran en busk og stod der. Det raslede. Hun kunne mærke at hendes hænder rystede. Hun holdte vejret. Det raslede mere end nogensinde. Hendes hjerte bankede hurtigt. Isabel skreg da noget kom ud af busken.
"Ahh!.." Isabel stoppede med at skrige da hun så at det bare var en lille nuttet kanin.                                                                              
   "Tænk at jeg var bange for en lille sød kanin som dig!" Isabel satte sig på hug og nussede kaninen. Kanin sad bare på jorden og bevægede sin lille snude op og ned. Kaninen begyndte at hoppe sin vej. Den så skræmt ud.
"Hey hvor skal du hen?" Råbte Isabel efter kaninen. Imens hun stod der og kiggede efter kaninen hoppe sin vej, kunne hun høre en gren knække. Isabel stod helt stille, og fik helt åbne øjne. Hun vendte sig langsomt og stille om og så at der stod en mand. En mand i en lang sort kappe lige bag hende. Hun kiggede på manden i noget tid. Hun kunne ikke se hans ansigt. Hun kiggede hele tiden op i ansigtet, men ingenting, ingenting kunne se. Han var ansigtsløs. Isabel gispede, og gik langsomt bagud. Og så spænede hun af sted. Hun løb så langt hun kunne, og til sidst da hun ikke kunne få vejret stoppede hun. Hun holdte hænderne på sine knæ og træk vejret dybt. Da hun så nogenlunde havde fået vejret, kiggede hun tilbage for at se om manden stadig var efter hende. Men da hun kiggede tilbage kunne hun ikke se noget.  Hun var lettet. Så gik hun videre i skoven. Hun anede ikke hvor hun var henne, så hun gik bare. Hun syntes at det var lidt sært at der ingen var i skoven. Hun havde ikke set noget dyr siden den kanin der skræmte hende. Hun kunne ikke engang høre nogle fugle pippe. Hun var alene. Helt alene. Isabel's mund vendte nedad og hendes hoved var tungt og rettet nedad også. Hun satte sig ned. Hun kiggede bare ned i jorden, og sukkede.                                                                         
"Jeg vil ønske for en gang skyld at mine venner var her. Jeg føler mig, helt alene." Sagde Isabel for sig selv.  Hun sad stadig og kiggede ned i jorden, da hun hørte noget bag hende. Isabel kiggede hurtigt tilbage, men der var ikke noget. Så vendte hun blikket foran sig og der! Der stod manden med ikke noget ansigt.
Isabel fik igen store øjne og løb. Hun løb og løb, og hun kunne se noget foran sig. Det var manden igen, men der var flere end kun den ene. Der var to nej, tre. Tre af de mænd uden ansigt. Isabel begyndte at spænde af sted. Hun kiggede knap nok tilbage. Hun så at der kom flere og flere. Isabel ville ønske at hun ikke var alene med de ansigtløse mænd, for de var ret så skræmmende. Isabel stoppede igen op. Hun kiggede sig omkring. Hun vidste ikke hvor hun var. Hun gik langsommere frem og prøvede og se hvor hun var.
"Av!" sagde Isabel da hun gik ind i noget. hun kiggede nærmere på tingen og så at det var en kæmpe stor sten. Månen kom frem og den lyste kraftigt. Hun kunne se alle mulige andre store sten. Der var også noget skrift på dem. Hun var landet på en kirkegård..
Isabel kiggede forbavset rundt omkring. Hun kiggede på stenen hun gik ind i og så at hun var gået ind i en der hed Jacob Poulsen. Da så Isabel kiggede efter en udgang så hun at de ansigtsløse mænd komme i hendes retning. Isabel begyndte at blive rigtig bange. Hendes øjne var fuld åbne og hendes vejrtrækning var hurtig men langsom, hendes hjerte bankede derud af. Hun gik langsomt tilbage, men der var noget der stoppede hende. Hun vendte sig om og kiggede op, og så det var en af mændene. Isabel vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun så på de andre mænd. Der var flere end bare tre. Der var lige pludselig kommet 6 mere end bare de tre. De havde omringet Isabel. Isabel tog sit sidste skridt da hun faldt ned i en grav Der var ikke så dybt. Isabel kiggede op og så at mændene kiggede på hende. De lænede sig langsomt frem mod Isabels ansigt. Isabel skreg. Hun holdte sine arme foran sit hoved og foldede sig sammen. Hun kunne se de hudløse hænder komme nærmere på hendes hoved. hun skreg.