Nej nej." skriger en stemme i mit hoved. "Du må ikke gøre ham noget. Jeg beder dig." De blå øjne forsvinder mere og mere. Alt inde i mig går i panik. Mine ben er på farten, men strømmen er for stærk. "Kom nu." Råber jeg. Viljen er der men kræfterne. Pludselig er han helt væk. En bølge kommer voldsomt stormende og mine lunger bliver langsomt fyldt med vand. Luften siver ud af mig. Er det sådan det føles at kæmpe for noget, men som man alligevel mister? Jeg vågner med er sæt. Badet i sved kigger jeg rundt. Gåsehuden kommer, da blæseren strejfer min bare hud. Lyset strømmer ind fra vinduerne, hvilket minder mig om, at vi er på Mallorca.
Gudskelov det var bare et mareridt. Men det giver ingen mening. Hvornår har jeg sidst haft en mareridt? For meget lang tid siden. Nok om det for nu skal jeg altså på toilet. Langsomt vågner Agnete og siger. "Du råbte i nat." Det gyser i mig. Så var det godt nok voldsomt. "Det lagde jeg ikke engang selv mærke til. Beklager hvis jeg vækkede dig." "Det okay Emma. Du havde vidst bare mareridt." Det siger du ikke tænker jeg. "Bank bank bank." Lyder det henne fra døren. "Godmorgen mor." "Godmorgen skat. Har du sovet godt." "Jo tak. Bortset fra at jeg havde mareridt, hvilket jeg ellers aldrig får." "Det var da ikke særlig godt." "Men kom med ned at spise morgenmad." Yayyyy!
