(Kaya på billedet ↑↑↑ )(forfatterbesked nederst) 1. kapitel
Jeg stormede ind på mit værelse med tårerne løbende ned af mine blussende kinder. Jeg kunne mærke smerten helt ind til mit hjerte, men jeg kunne også mærke sorgen som åd mig op indefra. Hvordan kunne det gå så galt? Jeg kastede tasken på stolen og smed mig på min seng med bankende hjerte imens jeg krammede min Teddy-bjørn. Ja, jeg har stadig min bamse. Tro hvad i vil!
Jeg hørte en glad hun gø og så hurtigt en Golden Retriever komme løbende ind på mit værelse med halen i vejret og tungen ud ad munden. Hunden satte sig på gulvet og kiggede, med hovedet på skrå, på mig med sine store hundeøjne. Jeg klappede på sengen ved siden af mig, og hunden hoppede hurtigt op og lagde sig ved siden af mig.
"Hva' så Tessa? Er du ikke også enig i at Kaya er en mega drama queen?" spurgte jeg hunden som stadig bare lå og kiggede op på mig, med sine kæmpe, store, hundeøjne. Jeg havde det som om at Tessa nikkede. "Se, endelig en som er enig med mig," sagde jeg glad og tørrede nogle tårer væk. Jeg gad virkelig ikke denne dag længere. Så jeg bestemte mig for at skifte til nattøj og fjerne min makeup. Så lagde jeg mig under min dejlige, hvide, bløde og kæmpe, store, dyne og krammede både min Teddy-bjørn og Tessa.
"Godnat min dejlige hund," var det sidste jeg sagde inden at jeg faldt ned i en sort drømmeløs drøm.
✧ ✧ ✧
Jeg vågnede næste morgen ved min alarm, var så ubehøvlet at vække mig. Den har virkelig et trist liv. Den er blevet sat i verdenen til at irritere folk. Jeg vraltede langsomt ud af sengen og kiggede på Tessa som stadig sov som den lille hundehvalp som hun nu er. Jeg fandt noget tøj i skabet og lagde min makeup.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
(Outfit of the day)
Jeg skimtede hurtigt mine ar på armen. De røde streger som hvor der for ikke så længe siden, har løbet blod fra. Det var det første jeg kom i tanke om, da Kaya pludselig vente mig ryggen og begyndte at bagtale mig og gøre alt sådan noget som kun skolens bitch i film ville gøre. Jeg trak hurtigt min sweatshirt over hoved, så den dækkede for arene. Min mor vidste godt at jeg havde cuttet, hun blev selvfølgelig virkelig ked af det, men hun vidste det godt. Jeg gik ud i køkkenet hvor min lillebror sad og spillede på sin iPad. Typisk ham.
"Godmorgen," sagde jeg koldt og gik hen og satte noget vand til kog til min kaffe. Jep, jeg er såden en person der ikke kunne vågne uden sin kop kaffe. Mathias svarede ikke. Igen, typisk ham. Jeg ristede noget toast og puttede marmelade på imens vandet kogte. Min mor var allerede ude af døren. Hun skulle altid møde uhyggeligt tidligt. Jeg forstod virkelig ikke hvordan hun kunne det?
Jeg spiste hurtigt min morgenmad og susede ud af døren. Ikke fordi at jeg glædede mig til skole, nej nærmere det stik modsatte. Jeg foragtede skole! Alt der havde noget med skole at gøre. Undtagen at læse. Læse, det elskede jeg. Jeg var helt skør med at læse. Mange af mine veninder syntes at jeg var mærkelig fordi at jeg elskede det. De syntes at det var helt skørt når jeg sagde: "Gud, nu glæder jeg mig til at komme hjem til mig bog." Jeg forstår ikke hvordan de ikke kan lide at læse? Det er så, afslappende. Men jeg ville ikke dumpe dette år. Det var jo for den da 9. klasse?Jeg syntes at det føltes som om at vi havde været i skole i et halvt år nu, men der var kun gået lidt over 2 måneder. Ergo, vi var kun i oktober. Jeg ankom hurtigt foran den store og røde murstensbygning som stod hvor den altid havde været siden 1936. Jeg traskede ind i gården hvor en masse fra de mindre klasser spillede bold og andre ting som de nu lavede. Jeg kunne ikke finde navne til deres besynderlige lege. Jeg åbnede den store hoveddør ind til skolen og gik først ned på biblioteket hvor jeg fandt min yndlingsbog, lånte den og gik så op til mit klasseværelse. Jeg trådte ind i en larmende klasse, men ikke mere larmende end den plejede. Drengene råbte fra den ene ende af klasseværelset til den anden. Da den ene ikke kunne høre hvad den anden sagde, råbte han højere. Det kunne den første så ikke høre, og så råbte han bare højere, og så kører det bare derud af. Pigerne sad i deres grupper. De sportige, der var også drenge i den gruppe. Altså de drenge der ikke råbte rundt i klassen. De kreative. Det var nu mest piger. De kloge. Igen, mest piger. Fordi at drengene i klassen ikke går op i at være gode i skolen. Typisk drenge. Og så var der skolens Squad. Der var igen både drenge og piger. Kaya, den forræder var blevet til Squadets leder. Adr. Jeg husker det som igår at vi sad og talte om at vi aldrig nogensinde skulle være i den gruppe. Men så, pludselig, vendte hun mig ryggen, og hun var overhovedet i Squadet. Fedt nok. Jeg håber at i kunne mærke ironien, fordi at den var der!
Jeg hørte fodtrin og så stod der 3 piger foran mig. Velkommen til helvedet. Lad mit liv begynde...
