True Friendship, does exist | M.G

Vores mor

 Der kom et kæmpe hul, men jeg tog bare og hang en plakat over. Intet sket. 
Kapitel 5

Lige da jeg hørte hoveddøren smække begyndte jeg at råbe og skrige. Jeg skulle fandme ikke op til min skodonkel af en idiot! Han prøver at være en god onkel, men det kan han bare ikke. Det er ham fysisk umuligt. Det er noget han har tilfælles med min mor. Min mor har aldrig været en god mor. Hun har altid puttet arbejde før mig eller min lillebror. Som om at arbejde var vigtigere end sine egne børn? Hvilken mor tror hun lige at hun er? Jeg hev en tyk hoodie over hovedet og hoppede ud af mit vindue og tog min cykel. Jeg begyndte at træde i pedalerne og kørte afsted. Jeg vidste ikke hvor jeg cyklede hen, jeg skulle bare væk. Jeg burde egentlig være glad. Min onkel er bedre end min mor. Men jeg gider sgu da heller ikke hen til ham. Men han ved da i det mindste at min lillebror og jeg eksistere? Min mor ignorere os nogle gange? Det er altså ikke helt så fedt?

Jeg smed cyklen og satte mig på den store græsplæne. Jeg kiggede ud over bakkerne hvor solen var ved at gå ned. Jeg blev mere og mere søvnig, og til sidst blev det helt mørkt...

Da jeg vågnede igen var det fordi at min mobil ringede voldsomt. STOP DOG! Jeg fandt min mobil frem. 23 ubesvarede opkald fra Mathias, 36 beskeder i alt, både fra Mathias og fra min mor, og 45 ubesvarede opkald fra min mor. Overdriver hun lige eller hvad? 68 ubesvarede opkald i alt? Virkelig? Jeg tog min cykel og cyklede hjem, jeg gad ikke være her længere, solen var også ved at stå op. Jeg burde komme i skole, men jeg tror sgu bare at jeg pjækker i dag. Selvom at jeg gerne vil få gode karakterer, så kan det ikke skade at pjække et par gange, som Edward Cullen fra Twilight siger: "Det er sundt at pjække nogle gange." Jeg er enig med ham. 

Jeg smed cyklen ind i garagen og låste hoveddøren op. Min mor stod hurtigt henne ved mig. Som en almindelig forældre ville hun være bekymret, men hun var bare klar til at give mig en kæmpe skideballe. 

"MIA CARTER! HVOR FANDEN HAR DU VÆRET?! #&/%#€&#/€&(€%"§"&%#"€#%!€"!!??§" sagde hun vredt og skubbede mig ind ad døren. 

"Geeez, slap dog af. Stop med at lade som om at du faktisk var bekymret," sagde jeg køligt og gik ind på mit værelse. 

"NU ER DET FANDME NOK! MIA! Nu pakker du fandme det tøj du vil have, hvis du ikke pakker, er det fint. DU bliver sent til Norge i dag. Mathias kommer på lørdag. GÅ SÅ!" råbte hun af mig. Jeg sukkede. Jeg gad ikke have noget herfra andet end min computer, min oplader og min telefonoplader og mit makeup og så min yndlingshoodie som jeg allerede havde på. 

"Jeg er klar, jeg skal ikke have noget af det her skrammel med mig. Det er alligevel alt sammen bare lort du har givet mig," svarede jeg koldt og gik ud fra mit værelse igen. Jeg stod og kiggede alvorligt og afventende på hende. "Skulle du ikke køre mig til lufthavnen eller hvad?" spurgte jeg flabet. Hun var virkelig ved at eksplodere. Jeg vinkede farvel til Mathias inden hun tog mig hårdt i armen og hev mig ud i bilen. 

Jeg satte høj musik på inde i mine høretelefoner og lukkede verdenen ude. Jeg skulle bare væk herfra. Væk fra min mor, væk fra Kaya, væk fra alt og alle. 

Da vi var i lufthavnen købte hun den billet til det fly som fløj hurtigst muligt. Jeg købte noget slik til turen og kiggede afventende på min mor.

"hvornår kan jeg så komme væk?" spurgte jeg krævende. 

"30 minutter, gud det bliver dejligt," sagde hun. Det sidste var mest til sig selv. Men det vækkede noget i mig, som fik mig til at eksplodere, lige der, i lufthavnen. Hun skal fandme ikke tro at hun bare kan behandle mig sådan. I går vækkede hun den vrede side af mig. Jeg kan ikke bare lukkede ned for den. 

Så snart det var muligt, gik jeg hen til gaten. Væk fra min mor. Jeg steg på flyet og tog en dyb indånding. Endelig. Fri for min mor. Jeg satte mobilen på flytilstand og kiggede ud af vinduet. 
Flyet begyndte ligeså langsomt at køre, og så lettede det. 

MATHIAS POV. 

Jeg så hende gå ud af døren. Hun var helt rød af hovedet. Hende og mor har aldrig været gode sammen. Det blev slemt da far døde. Der var jeg kun 5 år. Men jeg husker det tydeligt. Mor begyndte at ryge, og drikke. Hun begyndte at råbe, og overarbejde. Hun prøvede så vidt muligt ikke at være hjemme. Hun ville være ude mest muligt, aka, hun ville slippe for os. De første par år var vi næsten kun hos vores farmor, som boede ikke så langt væk fra vores skole. Mor er blevet bedre, men hun er stadig ikke som hun var engang. Fordi at mor er blevet som hun er nu, har det ændret Mia. Hun har altid haft et temperament, men hun har kunne styre det. Da mor begyndte at... blive som hun nu blev, mistede hun kontrollen. Hun begyndte at råbe af mor, både for at beskytte sig selv, men også mig. Mor havde flere gange slået os. Måske ikke med vilje, men hun havde, og Mia gik altid op og beskyttede mig. Hun var ligeglad med at det gik ud over hende, hun beskyttede mig. Hun er nok den bedste storesøster man ville kunne have, jeg viser det måske ikke. Jeg sidder altid med min iPad, men det er for at lukke min mor, og omverdenen ude, det forstår hun godt, men jeg forstår hvis hun syntes at det var irriterende. Jeg ville ønske at jeg kunne tage med hende idag, men mor ville bare flippe, jeg blev nød til at vente til lørdag. 3, lange, dage. Mia blev mere og mere vred. Det gjorder det ikke bedre at hun mistede Kaya. Hendes bedste veninde, dengang. Men jeg savner den rigtige Mia. Fordi at mor er som hun er, har hun svært ved at stole på nogen, hun er bange for at de vil gøre ligesom mor. Få hende til at stole på hende, og så stikke hende i ryggen. 

Da mor kom hjem igen, skyndte jeg mig ind på mit værelse og låste døren. Hun var vred, virkelig vred, og det ville gå ud over mig. Jeg var bare glad for at Mia var væk, ikke fordi at jeg ville have hende væk fra mig. Jeg ville aller helst være ved siden af hende hele tiden, det gjorder mig tryg, men det var bedst for hende at komme væk fra mor...