True Friendship, does exist | M.G

Markus

"Undskyld," sagde en stemme jeg ikke genkendte. "Men jeg er altså ikke Kaya."
3. Kapitel

"Undskyld hvad," sagde jeg forvirret og kiggede på nummeret. SHIT! I stedet for 35 til sidst, stod der 25! Og det er dét der sker når jeg var vred og skulle taste et nummer ind. Hvorfor klikkede jeg dog ikke bare på hendes kontakt?! "Det må du virkelig undskylde, altså at skulle høre på mig skælde ud. Jeg vil lade dig være nu," sagde jeg og lagde på. Fuck det var pinligt! Jeg smed mig på sengen og kiggede stift op i loftet. Jeg har lige skældt en totalt fremmed ud! Det var ikke det der var meningen skulle ske! Pludselig begyndte min mobil at ringe. Shit. Jeg tog den forsigtigt op fra sengen. Jep. Det var det nummer jeg havde ringet til ved en fejl. Jeg skal bare ikke tale med ham igen! Det ville bare blive alt for pinligt og akavet. Sikkert også cringe. Jeg klikkede afvis og satte mig op fra sengen. Jeg skulle blive rolig igen, og det kunne jeg kun på én måde. Jeg måtte udenfor og spille fodbold. Jeg tog mobilen i baglommen og tog bolden under armen. Jeg bandt mine sko og løb ud i min baghave. Jeg driblede lidt og skød så på det lille metalmål som vi havde stående nogle få meter væk fra hvor jeg stod. Min mobil begyndte at ringe igen. Jeg tjekkede nummeret. Jep, samme nummer. Jeg klikkede igen afvis og spillede lidt videre. Min mobil begyndte at ringe igen. Wauw for kunne en helt fremmed person være irriterende?! Jeg klikkede accepter og lyttede afventende.

"Ja? Hvad var det præcis du ville siden du bombarderede min telefon?" spurgte jeg da han ikke sagde noget. Jeg lød virkelig irriteret, men det var jeg også.

"Er du okay? Det lød som om at du var meget ophidset?" spurgte drengestemmen så. Jeg kiggede forvirret lige ud i luften.

"Hvorfor spørger du? Hvorfor vil du vide det? Hvorfor interesserer det dig? Du kender mig ikke," spurgte jeg forvirret.

"Det ligger til min natur. Vil du så svarer?" spurgte han opgivende. Som om at han havde fået mit spørgsmål mange gange.

"Nej, jeg vil ikke fortælle om mit privatliv til en fuldkommen fremmed som jeg kom til at ringe til ved en fejl," svarede jeg koldt. Jeg har aldrig haft det nemt ved at åbne mig, eller tale om personlige ting. Kun med dem som jeg stoler 110% på. Kaya, hende stolede jeg på. Men hun mistede min tillid da hun drillede mig sammen med Nikoline.

"Jamen okay da. Hvad hedder du?" spurgte han så. Hvad var det dog for et spørgsmål efter jeg har sagt at jeg ikke ville tale med ham? Eller sagde jeg faktisk det? Det huskede jeg ikke.

"Hvorfor vil du vide det?"

"Så jeg kan lærer dig af kende? Så vil jeg ikke være en fremmed for dig mere? Og så kunne du fortælle mig hvad det var du havde på hjerte? Eller bare det som havde gjort at du var flippet totalt ud?" spurgte drengestemmen så.

"Hvad hvis jeg ikke vil vide hvem du er? Ikke lærer dig af kende?" spurgte jeg flabet.

"Det vil du! Og jeg vil vide hvad det er som fik dig til at flippe ud. og jeg stopper først når du fortæller mig det. Så du kan enten bare begynde at lærer mig af kende? Eller jeg bombardere din mobil? Dit valg?" spurgte han og jeg kunne høre ham grine i den anden ende. Jeg himlede med øjnene. Dette ville ikke blive nemt. Jeg kunne ikke lide at åbne mig. Slet ikke. Men jeg ville jo heller ikke have min mobil bombarderet.

"Hvordan ved jeg at du ikke bare lyver? Det er jo dyrt at ringe hele tiden?" spurgte jeg snedigt.

"Jeg har penge nok," svarede han kort tilbage. Pis. "Så hvad siger du?"

"Fint! Hvad hedder du så?" spurgte jeg opgivende. Han grinede fra den anden ende.

"Markus, nu dig?" svarede han hurtigt tilbage.