(Stefans synsvinkel)
Emilie sover endelig. Hun er rigtig ked af det med Mille. Jeg går ind i stuen. Der sidder Mark på sofaen og har helt røde øjne. Jeg får ret ondt af ham. Tænk hvis det nu var Julie som lå koma. Jeg sætter mig ned ved siden af ham. "Jeg er ked af det med Mille" siger jeg. Mark nikker. "Du skal ikke sige det her til Emilie, men jeg rejser nok væk i noget tid" siger Mark. "Hvorfor må hun ikke vide det?" Siger jeg. "Hun ved at jeg ikke kan styre mig, når jeg er ked af det" siger Mark. "Hvad gør du?" Siger jeg. "Jeg bliver rigtig fuld, er sammen med piger, og opfører mig ikke ordenligt" siger Mark. "Jeg skal nok lade vær med at sige noget" siger jeg. "Bare lov mig at du passer på Emilie, hun betyder alt for mig" siger Mark. "Jeg lover at der ikke sker hende noget" siger jeg. "Du er god nok" siger Mark og smiler. Jeg griner. Emilie kommer gående ind i stuen. Hendes øjne er helt røde. "Kom her" siger Mark og giver Emilie et kram. De står bare og krammer. "Jeg skal hjem nu" siger Mark. Emilie nikker. "Bare lov mig at du ringer hvis der er noget nyt" snøfter Emilie. "Det skal jeg nok" siger Mark. Han kommer hen til mig og smiler. Vi laver hurtigt et brohug og siger farvel. Emilie kommer hen og krammer mig.
Vi har lige spist frokost. Jeg tror ikke at Emilie er lige så ked af det mere. Jeg tror at hun har accepteret det med Mille.
(Emilies synsvinkel)
Jeg Har det lidt bedre. fik snakket lidt med Nogen af Milles venner. Det hjalp rigtig meget. "Emilie?" Siger Stefan. "Ja?" Siger jeg. "Igår da jeg spurgte om vi skulle være kærester igen, så mente jeg det" siger Stefan. Det havde jeg så ikke regnet med. Øhm. Okay. "Stefan jeg kan også rigtig godt lide dig, men jeg syntes at vi skal tage den stille og roligt" siger jeg. Stefan nikker. "Hende pigen du var sammen med, da mig og Pelle gik i seng sammen hvem var det?" Siger jeg. "Bare en jeg havde mødt til Julies fødselsdag" siger Stefan. "Så i havde ikke noget sammen" siger jeg. Stefan ryster på hovedet. "Hvad med dig? Var du sammen med andre da vi slog op?" Siger Stefan. "Altså jeg var jo sammen med Pelle og Thor, men der var nogle drenge som var ret søde" siger jeg. Stefan nikker. "Vil du ik snart med hjem til mine forældre?" Siger Stefan. Årh. Elsker hans familie. De er så søde. "Jo, rigtig gerne" siger jeg. "Hvorfor er Marianne næsten aldrig hjemme?" Siger Stefan. "Hun har lige fået et nyt arbejde så hun har ret travlt" siger jeg. "Er det ikke ret nederen?" Siger Stefan. Jeg nikker. "Du kan altid komme hjem til mig og min familie hvis du ikke vil være alene" siger Stefan og smiler. "Hvor er du dejlig" siger jeg. Stefan trækker mig ind i et kram. "Jeg elsker dig" siger Stefan. "Jeg elsker også dig" siger jeg.
Stefan er taget hjem. See you Hjort. Anthon kommer farende ind i stuen. "Er du okay, jeg har lige hørt det med Mille" siger Anthon bekymret. "Jeg har vel okay" siger jeg. "Husk du kan altid komme til mig også hvis du har drengeproblemer" siger Anthon. "Tak Anthon" siger jeg. "Altid søs" siger Anthon og smiler. "Øhm er det okay hvis jeg tager til en fest? Mor kommer ikke hjem før i morgen og Asta, Alma sover ude" siger Anthon. Jeg nikker. "Kan du godt være alene?" Siger Anthon. "Jeg tror at jeg tager hjem til Stefan" siger jeg. Anthon nikker og smutter. Jeg pakker hurtigt en taske og så er det ude af døren.
Jeg banker på Døren til Familien Hjorts hjem. Julie åbner døren. "Hej Emilie" siger Julie og krammer mig. "Hej Julie er Stefan hjemme?" Siger jeg. "Ja han er inde på sit værelse" siger Julie. Jeg åbner døren til Stefans værelse. Han ligger i sengen og har armen rundt om en pige. De ligger helt tæt og ser film. Stefan har ikke opdaget mig endnu. Hvordan Fuck kunne han spørge om vi skulle være kærester? Fuck ham. Pigen Stefan ligger med har opdaget mig. Hun rejser sig op. "Hej jeg hedder Bella du må være Julie" siger hun og rækker sin hånd frem. Stefan kigger fortrydende på mig. "Fuck dig" siger jeg og løber ud af døren. Jeg løber, løber, løber og ender på en bro. Tårnene løber ned af kinderne på mig. Jeg stiller mig hen til gelænderet og kigger ud. Jeg orker virkelig ikke mere. Jeg orker ikke skole, Familie, venner og mig selv. Jeg jeg stiller mig op på kanten af gelænret. Jeg håber fandme Stefan har det dårligt. Min mobil ringer det er Anthon. Jeg sukker og går ned fra gelænret igen. "Hvad?" Siger jeg ind i telefonen. "Emilie hvor er du? Stefan har ringet og er virkelig bekymret" siger Anthon. "Jeg vil ik mere, jeg kan ik mere farvel Anthon" hulker jeg og ligger på. Jeg stiller mig op på gelænret. Jeg føler jeg er intet værd for Stefan. Jeg lukker øjnene og læner mig frem.
Alt bliver sort.
Husk at stemme!
