Something Great ➵ h.s

focus

Harry's synsvinkel:

Da Fiona sagde Casmir, var det ligesom at få en kniv i hjertet. Tårerne strømmede ned af hendes kinder. Hun løb hen til i armene på mig og jeg holdte hende tæt ind til kroppen.

Jeg kyssede hende i håret og tilbød hende at køre hende hjem til Casmir.

•••

Fiona's synsvinkel:

Da vi var ankommet til stalden, var jeg egentlig ligeglad om min far så mig sammen med Harry. Jeg ville bare se Casmir.

Da vi trådte ind i stalden sad en dyrlæge og min far i høet med Casmir der lå på siden og så rigtig dårlig ud.

Min far så straks Harry og rejste sig op. "Du må lige have os undskyldt", Sagde han til dyrlægen og trak mig ud på gårdspladsen. Harry fulgte med.

"Jeg har fortalt dig at jeg ikke vil se dig med ham!", Sagde han vredt og pegede på Harry, som var gået over til hans bil. "Du kan ikke fortælle mig hvem jeg må være sammen med!", Svarede jeg og knyttede næverne.

Tårerne vrimlede ned af kinderne på mig. "Han påvirker din ridning", Sagde han. "Harry er det bedste der er sket for mig siden mors død!" "Han knuser dit hjerte hvis han kommer for tæt på dig" Jeg hulkede kort.

"Taler du som min træner eller som min far lige nu?" Jeg kiggede hen mod Harry og signalerede at han bare kunne køre.

Jeg stormede ind til Casmir og dyrelægen. Jeg satte mig ned i halmen, ved siden af Casmir og aede ham hen af maven. "Det skal nok gå, min ven", Hviskede jeg til ham.

Dyrelægen rejste sig op efter at have tjekket ham. "Hans ben er meget betændt efter bidet, og det har spredt sig til hele benet og skulderen - jeg har renset hans ben og givet ham antibiotika, men han skal rejse sig inden imorgen og kunne gå rundt", Sagde hun.

Hun havde håb i øjenene, men jeg troede ikke på det. "Hvad er hans chancer?", Spurgte jeg forhåbningsfuldt. "Som det ser ud lige nu, så er chancerne ret små, Fiona", Svarede hun sørgmodigt.

Jeg kiggede ned på ham og begyndte at græde igen.

(Næste dag)

Amber's synsvinkel:

Jeg var taget hjem på weekend for at være der for Fiona. Min far havde ringet og fortalt det med Casmir, men også det med Harry, og jeg var bekymret.

Harry skulle ikke tæt på hende og knuse hendes hjerte. Jeg ville ikke se hende i sorg én gang til.

Jeg gik ud i stalden, hvor jeg fandt Fiona sovende i halmen, inde i Casmir's boks. Casmir lå ikke mere som min far beskrev ham. Han så frisk og glad ud, men han havde stadig ikke rejst sig.

Jeg gik hen til Fiona og skubbede blidt til hende. "Fiona?" Hun åbnede søvnigt øjenene. Da hun opdagede hvor hun var, rejste hun sig ivrigt op og kiggede hen til Casmir.

Hun sukkede og sank i skulderne igen. Hun havde hø over det hele og så meget træt ud. "Hvorfor har han ikke rejst sig endnu?", Spurgte hun og kiggede opgivende og udmattet på ham.

"Han er måske ligeså bange som du er? Eller måske er han bare ikke klar endnu?", Svarede jeg. "Hør, Fiona, jeg ved du er bange, og måske mister du Casmir... Men det er vigtigt at du ikke mister fokus"

Hun kiggede hurtigt surt på mig. "Jeg er ligeglad med konkurrencer og forskellige podier og pokaler - lige nu har dét her mit fokus!" Hun kiggede meget vredt på mig.