Want you to want me

Vennemåden

"Alienor? Er du okay?" Spørger jeg hende. Efter jeg har spurgt hende om hvorfor hun er sammen med idioten. Har hun været stille og kun snakket med mig, hvis hun havde et spørgsmål der omhandlede skole. Hun ser op fra sin computer med et tomt blik. "Hvorfor vil du overhoved spørger mig om det?" "Øhhm jeg-" Mere når jeg ikke at sige før hun afbryder mig. "For det første Marcus, er jeg skuffet. For det andet, troede jeg virkelig at, du ville støtte mig i alt. Du er min bedsteven. Og til sidst så burde du være ligeglad det er ikke dit forhold." Hun åndede lettet op.

"Jeg bliver da nød til at blande mig når jeg ser min bedsteveninde lave den største fejl i sit liv, at være sammen med så'n en idiot som ham. Kan du slet ikke se det?" Spørger jeg. Hun er stille igen. Jeg sukker og tager mine ting. Jeg kan ikke holde ud at se på hende lige nu.

Jeg smider mig i sengen. Hele turen hjem har der været stille. Far kunne godt mærke jeg ikke er i humøret til at snakke. Hvorfor er piger så blinde og dumme nogle gange? Kan de ikke se hvad der er rigtigt og forkert? Hvad ser Alienor overhovedet i Eske? Jeg slår mine hænder hårdt ned i madrassen og puster frustreret ud.

"MARCUS, KOM." Råber Martinus. Jeg sukker og prøver at rejse mig, men uden held. "NEJ, DU MÅ KOMME HER OP." Råber jeg tilbage. Han skridt op ad trappen er høje. Er han nu også sur? "Heyy, hvad så? Jeg vidste ikke du var kommet hjem." Han smider sig i sengen ved siden af mig. Jeg smiler, men Martinus kender mig godt nok til at vide det var falsk. "Hvad så? Sur?" Spørger han. Jeg trækker lidt på skuldrene. Han ser mystisk på mig. "Alienor?" Jeg nikker. "Hun kan ikke se, at Eske er en idiot og, at hun fortjener meget mere." Sukker jeg. Han ser på mig. "Jaloux?" Spørger han. "Nej forhelvede, det min bedste veninde. Selvfølgelig er jeg ikke jaloux." Han trækker på skuldrene. "Det kunne godt være. Situationen bliver jo lige det værre når man er jaloux." Driller han. "Jeg er ikke jaloux."
"Fint, men du behøver ikke hæve stemmen." Jeg ser surt på ham og giver han fingeren.

"Ej, jeg mener det faktisk. Er du sikker på du ikke kan lide Alienor? Hun er jo en meget sød og smuk pige." Spørger han. "Tjaaa, hun er en sød, sjov og meget smuk pige, men hun er også min bedsteveninde. Det ville ødelægge det hele, hvis jeg havde følelser for hende." Siger jeg lavt. "Det er da ikke sikkert. Nogle vennepar er skabt til at finde kærligheden i hinanden." Jeg nikker. Jeg kan ikke lide Alienor, eller i hvertfald ikke på den måde. Eller det er jeg da ret sikker på jeg ikke kan. Hvornår ved man så'n noget? Er det rigtigt det Martinus siger? Er vi et vennepar der er skabt til, at blive kærester? Nej, stop dig selv Marcus. Du kan ikke lide Alienor på den måde. Du kan ikke lide hende på vennemåden.

---------------------
Spotify playliste: Want you to want me