Want you to want me

Du er ikke særlig god til at lyve

Dagene efter Alienors og min snak på værelset en sen aften. Har vi ikke snakket sammen. For at være helt ærlig, tror jeg vi begge har prøvet at undgå hinanden. Det har været nogle lange dage uden hende, men jeg tror hun bare har brug for tid og plads. Dagen efter fortalte jeg det til Martinus, han synes det var godt vi havde fået snakket om det. Martinus har hjulpet mig meget med det.

Vi er alle lige kommet hjem fra skole, Alienor skal snart afsted igen, hun er begyndt at tage sit kørekort. Jeg har fundet sted inde i sofaen, svunget bene op på sofaen. "Jeg smutter nu, vi ses." Råber Alienor og smækker døren efter sig.  Jeg sukker og synker mere ned i sofaen. "Hey Marcus. Haft en god dag?" Spørger mor der lige er kommet ind i stuen. "Nah, fin nok." Sukkede jeg. Hun kunne godt mærke jeg ikke mente det. "Så jeg har sagt til Alienor, at hun er meget velkommen til at tage med jer til Oslo næste gang." "Du hvad?" Spurgte jeg med det samme. Hun så underligt på mig. "Er det et problem?"

Jeg sukkede dybt. "Jaer mor. Jeg har ikke snakket med hende, vi undgår på en måde hinanden." Hun rystede på hovedet. "Det er da en underlig måde at vise man kan lide en." Jeg så med det samme på hende. "Marcus, jeg er din mor. Jeg ved ting, du tror jeg ikke ved." Grinte hun.

"Så hvad vil du sige, jeg skulle gøre?" Hun trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke, men du er virkelig dårlig til at vise hende det." Sagde hun og så på mig. "Moar. Det kan du da ikke sige." Hun grinte. "Jamen skat. Du er da selv uden om det. Hvad er du så bange for?"
"At miste vires venskab." Hun rystede på hovedet. "Jaer, det er løgn det der. Du er bange for at blive afvist. Du er ikke særlig god til at lyve." Jeg sukkede og nikkede med hovedet.
"Vær sød bare at invitere hende, okay."

Senere på dagen omkring aftensmad tid kom Alienor hjem. Hun ser glad ud. Efter aftensmaden lå vi alle hver for sig. Altså mor, far og Emma lå sammen nede i stuen. Martinus  facetimede Chanel på sit værelse, og Alienor ved jeg ikke hvor er. Jeg har tænkt over alt det mor og jeg har snakket om, hun har ret. Jeg er bange for at blive afvist, det irriterer mig.

Jeg rejser mig og går nedenunder. Der sidder hun i stuen, med næsten hele min familie og griner af en sikkert mega lam komedie. Mor ser med det samme op, hun nikket til mig. Jeg ved godt hvad hun hentyder til.

"Alienor, må jeg ikke lige snakke med dig?"