Drømmenes gang

Del I: Stemmerne

Jeg vågnede op, jeg kunne ikke lige præcis huske hvor lang tid jeg havde sovet. Der var bare et problem. Jeg var ikke i mit eget hus, en seng havde jeg heller ikke lagt i. Jeg havde det mærkeligt, som om jeg havde været inde i det hus før. Inden i lignede det en fra min klasses hus, men rumopstillingen var anderledes i det her hus. Der var meget naturlig lys inde i huset. Vi befandt os midt i foråret.

Jeg vågnede op, fordi der kom stemmer inde fra et andet rum. Stemmer som jeg havde hørt før. Stemmerne virkede bekendt. Jeg fik en sær fornemmelse inde i mit hoved. Som om mit hoved vil have mig til at gå ind til stemmerne. Jeg gjorde det mit hoved mente jeg skulle, fordi jeg var nysgerrig, og jeg vil gerne vide hvilke stemmer det var, nu hvor jeg mente at stemmerne virkede bekendt.

Jeg så stemmerne, og brød nærmest sammen. Det var jo nærmest surrealistisk, jeg havde ikke set stemmerne i lang tid, siden sommers sidste år. Gud hvor jeg havde savnet dem. Jeg prøvede at komme i kontakt med dem, men der var noget der virkede sært. Stemmerne lagde ikke mærke til mig. Det var nærmest som om jeg var et helt andet sted, selvom jeg var sammen med dem i samme rum. Som om jeg befandt mig over dem og observerede dem, selvom det ikke føltes sådan. 

Det var sært at de ikke lagde mærke til mig, når man egentlig tænker over hvor meget jeg var sammen med stemmerne før i tiden. Næsten hver dag, indtil de forsvandt fra min hverdag...

Tvivlen, brød ud i mig, for jeg vidste jo ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg stod jo bare der i det meget lyse rum i et hus, som lignede en klassekammerats, bare anderledes, og så rigtig dum ud. Eller sådan opfattede jeg det i hvert fald. 

Indelukket, følte jeg mig, da jeg ikke blev hørt, selvom jeg så gerne ville. De måtte ikke glemme mig, ikke efter alt det de havde gjort for mig og omvendt. Noget blev jeg nød til at gøre, men hvad?

Stemmerne, snakkede og grinte af hinandens vittigheder og historier, uden at ligge mærke til, at der faktisk var nogle, som vil bryde deres boble, og blive en del af deres venskab igen. Som at skabe en trekløver igen, som engang havde været en trekløver med et manglende blad, som skilte den ene fra de mange, fordi det ene blad faldt af under en storm.

Panikken spredte sig, inde i mig, så meget at jeg vidste at noget skulle ske hurtigt, inden jeg forsvandt for altid igen. Så jeg råbte så højt jeg kunne, og bankede på deres boble. Der var noget der skete. Noget som gik op for dem. Noget eller nogle befandt sig faktisk iblandt dem. 

Det var der deres boble revnede. Den revnede så meget at et forholdsvis stort hul, røg af. Det gik op for dem at de manglede noget. Noget i deres omkreds, det var der de fik øje på mig. 

Den ene af stemmerne, fik øje på Den meget lille mig, som faktisk så noget inden i den meget lille mig. Stemmen kom i tanke om, at det var Den meget lille mig, som stod stille i et hjørne til bevægelsestimen, som var første gang vi var blandet på tværs af udskolingen. Den dag spillede vi stratego. Den dag glædede Den meget lille mig sig til stratego, fordi det var oppe i skoven, i den gode ende af skoven. Stemmen var på det samme hold som mig den dag. Vi skulle ud og lede efter fjendens fane, så holdet delte sig op. Den meget lille mig og stemmen gik sammen, de gik og begyndte at snakke sammen, imens de ledte efter fanen. Den meget lille mig, mener at det var en af dens bedste dage i hele sit liv. Fordi det var den dag den lærte stemmen at kende. Stemmen kom i tanke om at det var Den meget lille mig, stemmen havde hjulpet igennem livet i det år. 

Stemmen forandrede livet, for Den meget lille mig. Den meget lille mig gik fra at være Den meget lille mig, til at være mig. I det tidspunkt vi var sammen på blev Den meget lille mig bedre, fordi den fik bedre selvtillid i det år. Et af de bedste år i dens liv.

Men stemmen, kunne ikke huske alt, som jeg fortalte til stemmen. Det var der jeg fik øje på noget. Stemmen havde glemt det meste. Stemmen kunne ikke huske mig ordentligt, som om jeg var røget væk fra al eksistens. 

Efterskolen var et sted, som stemmen skulle hen til i den sommer. Det var der alt ændrede sig. Alt ændrede sig, fordi vi var der ikke for hinanden mere efter den dag. Sådan føltes det i hvert fald for mig, som en gang var Den meget lille mig. Sidst jeg så stemmen var en gang i sommerferien, hvor jeg var hjemme ved stemmen. Vi så film, hele natten. Det var ret hyggeligt, fordi Den meget lille mig, var bekymret for stemmen i fremtiden på efterskolen, nemlig kontakten. Så det var en rar filmaften de havde der.

Siden efterskolen, har jeg ikke set stemmen siden, det var sjældent jeg skrev med stemmen. Nogle gange tænker jeg egentlig på, hvordan stemmen har det på efterskolen. Om stemmen nogensinde tænkte på mig, jeg tænkte i hvert fald på stemmen.

Der skete noget andet, fordi stemmen stoppede med at kigge på mig. Den kiggede i stedet på den anden stemme, som også går på en anden efterskole, de er bare stadig sammen, når de kommer hjem fra efterskolen. Jeg undrede mig over om de skænker mig en tanke. Tænker på de sjove tider vi havde ved vores træ, som vi kaldte det så fint. 

Eller den sommeraften, hvor stemmerne havde "lånt" en cykel, hvor vi cyklede rundt i den lille by, som vi kaldte Hammel. De aftener savner jeg... Rigtig meget endda... 

Alt imens jeg tænkte, begyndte boblen at hele, stemmen sagde ikke noget, som den havde gjort i alt den tid boblen var åben. Jeg sagde ikke noget. Jeg stod bare og kiggede på stemmen og tænkte tilbage på det vi havde oplevet. Indtil jeg så at boblen begyndte at hele. Den helede hurtigere end jeg havde nået at sige farvel, ligesom den gang... Den gang de skulle på efterskole, nåede jeg nemlig heller ikke at sige farvel.

Det var der, gråden kom på besøg. Jeg lagde mig ned på det meget lyse gulv, i det meget lyse rum. Da tårerne ramte gulvet, som var meget lyst. Blev det mørkt. Mørkt fordi at stemmerne i deres boble, drev længere og længere væk fra mig.

Alt blev mørkt igen. Jeg græd fordi at den eneste chance ikke gav pote. Det meget lyse rum var ikke lyst mere. Det var blevet meget mørkt, fordi stemmerne i boblen var forsvundet igen, for mig, som blev til Den meget lille mig igen. Jeg græd så meget, at jeg ikke kunne stoppe igen. 

Jeg sad bare i mørket og græd. Indtil jeg faldt i søvn igen, som Den meget lille mig...

" It suddenly struck me, that the tiny pea, pretty and blue, was the Earth. I put up my thumb and shut one Eye, and my thumb blotted out the planet Earth. I didn't felt like a giant. I felt very, very small." - Neil Armstrong