Drømmenes gang

Del 4: Militæret

Jeg vågnede op i kasernen. Jeg mangler to måneder af min værnepligt. Sabbatåret var godt i gang, gad ikke arbejde mere, så jeg valgte at melde mig ind i værnepligten. 4 måneders træning, for hvad lige præcis? Det ved jeg faktisk ikke, men jeg følte for at komme ind at prøve det. Ikke fordi jeg vil videre ind i hæren. Jeg vil bare prøve noget nyt.

Tiden gik og gik. Værnepligten var snart ovre, og inden jeg så mig om, stod jeg og snakkede med den øverstbefalende på lejren. Han vil gerne have mig ind i hæren. Nu var jeg jo også kun halvvejs inde i mit sabbatår, så det går nok, selvom jeg skal tage en uddannelse inden for militæret så. Whatever jeg trænger til noget nyt. Noget der er vildere... Tænkte jeg. Jeg gav hånden til manden.

Jeg har fået en plads i militærets hjerte nu.

Albæk blev jeg kaldt¸ det var kort og simpelt, også fordi Søndergaard var taget, da en anden en i delingen har Søndergaard som det eneste efternavn. Det er også sjældent, at man møde andre folk der hedder Albæk til mellemnavn. Det var lidt svært ikke at skulle reagere når der blev råbt Søndergaard. Det blev jeg nemlig kaldt på gymnasiet, og jeg har aldrig rigtig brugt Albæk til noget. Det har jeg så nu.

Grunden til at jeg valgte hæren, var fordi at jeg følte faktisk at jeg var god til at gøre det man nu skal lave i hæren. Jeg følte mig også populær i delingen. Jeg havde gode reflekser, og jeg kan klatre, som viste sig at det gav pote til vores træning. Fordi vi kunne bruge det senere hen. Jeg kunne også rappelle. Det skulle jeg undervise min deling i på et tidspunkt i vores lejr, hvis nu det blev nyttigt at rappelle en dag.

Dagen kom endelig, dagen jeg havde glædet mig til. Jeg skulle undervise min deling i at rappelle. Jeg havde snakket med den ansvarlige om det her, han var rigtig glad, for at jeg kunne rappelle. Så jeg kunne lære dem noget. Så vores deling blev speciel, fordi vi var den eneste deling i vores lejr, som kunne lære det. Fordi forsvaret ville hellere spare pengene, medmindre der var nogen der overhovedet kunne det.

Jeg stillede mig op på taget af lejrens største bygning. Den er en del rusten, man bruger den ikke mere. Det var beregnet, som et snigskytte tårn, hvor man kunne ligge/knæle heroppe og skyde på skydeskiver længere ud på marken. Man bruger den ikke mere, fordi at snigskytteafdelingen er blevet rykket hen til en anden lejr. Jeg var ved at gøre klar til at vi skulle rappelle, så jeg satte reb op til det. Men inden da skulle resten af delingen klatre op af væggen. Så de kunne komme op til mig. Jeg nåede ikke selv at klatre derop, fordi jeg skulle forberede mig på at lære dem at rappelle.
Imens jeg er i gang med at hjælpe delingen med at vise hvordan det skal gøres. Der ser jeg noget ude i øjenkrogen, som ligner en bus. Jeg havde godt hørt nogle i lejren snakke om, at vi ventede besøg i dag, men jeg hørte ikke hvem. Så hvor mange kan det lige blive? Tænkte jeg.

Der slog det mig igen, nu hvor jeg tænkte mig rigtig godt om. Så vidste jeg nogenlunde godt hvem der skulle komme. Det var en efterskole, som skulle på besøg herovre til en slags genforening, ved at leve en dag som en soldat i træningslejr. Det er et mærkeligt sted at holde en genforening. Men det kan være lige meget. Det er ikke det jeg skal fokusere på. Jeg skal jo undervise de andre i at rappelle. Tænkte jeg.

Eller det skulle jeg måske have taget stilling til. Fordi alt imens jeg var i gang med at vise dem, hvordan man skulle gøre. Så kan jeg se at det er den efterskole, som stemmen går på. Det kan jeg se på deres bluser, og de havde endda taget et hvidt farverigt banner med, som de nok have lavet dengang de var på skolen. Jeg prøvede ihærdigt at kigge efter stemmen, fordi jeg havde stadigvæk ikke set stemmen siden sommerferien i ottende klasse.

Endelig fik jeg øje på stemmen. Jeg stivnede helt. I 5 år har jeg ikke set stemmen, hvor stemmen pludselig dukker på lejren, så kan jeg endelig ikke gøre andet end at råbe efter stemmen, fordi jeg kan jeg jo ikke bare gå fra det hele. Det må jeg hellere gøre bagefter, jeg skal nå det her. Tænkte jeg. Stemmen kiggede op. Det lignede at stemmen ikke kiggede på andet end luft. Stemmen kan nok ikke huske mig. Jeg må hellere se om jeg kan nå det. Nå at møde stemmen igen.

Genforeningen...

Problemet var bare, at jeg aldrig nåede det... Det eneste jeg fik ud af det, var at jeg så et interview fra dem om aftenen, da vi var færdige, hvor stemmen blev interviewet. Jeg ved ikke hvad jeg skulle tænke. Det hele gik bare sort. Det skar bare igennem mig, som en kold bajonet skar igennem min keramisk vest og alt udstyret, hvor det eneste der kom ud var alt essensen af livet. Den sidste essens, fra det, som jeg troede, var nok, til at starte det op igen. Jeg blev svimmel, mine ben var ved at give fra sig inden jeg satte mig ned på feltsengen.

Jeg prøvede på at sove. Det var egentlig ret ironisk, hvis man tænker længe på det. Fordi jeg står og underviser de andre i rappelling, hvorefter efterskolen kommer, hvor stemmen så er dernede.
Det minder mig om dengang i den lille by Hammel. Når stemmen var hjemme fra efterskolen, var vi aldrig sammen. Selvom der kun var få minutter mellem os. "Two lost souls swimming in a fish bowl."

" What is fear without a word for it? What is hope without a word for it?"

Den første mission, som jeg blev udsendt på, befandt sig nær min hjemby. Det var en af de små missioner ikke noget stort, vi skulle bare gøre noget, som hjemmeværnet ikke har tilladelse til. Jeg forstod ikke, hvorfor vi blev sendt ud i vores eget land, når vi nu var blevet trænet i at blive sendt udenlands.

Missionen gik ud på, at vi skulle hente en desertør, men det var ikke nogen almindelig desertør. Det var en robot, som havde en fejl i sin kode, som gjorde at den ikke gjorde det den fik besked på. Fordi den troede at den var noget andet end det den egentlig var.

Robotterne er blevet inspireret af fremtidsserien/-filmen Westworld, som er en serie, hvor man har lavet nogle robotter der var så virkelighedsnære som muligt. Robotterne i serien bliver brugt til at genskabe historiske begivenheder. Der var faktisk nogle genier, som begyndte at konstruere de her robotter. Robotter der havde egen bevidsthed, blod og følelser. Det lykkedes at lave dem. Så man lavede en del af dem, nogle endte i hæren og blev soldater. Andre blev byggemænd osv. Alt det der var praksis, blev de sat til at lave.

GPS systemer var ubrugelige, når man skulle spore robotterne. Genierne havde også opfundet en ny form for sporingssystem, som var meget mere præcise, når man skulle spore robotterne. Så den teknologi benyttede vi os.

Desertøren lignede min egen fætter, Lars hedder han. Jeg stivnede helt da jeg så desertøren, fordi jeg var ikke sikker på, om det var en robot første gang, da jeg så den. Fordi den havde nøjagtig den samme stemme. Det sidste jeg kunne huske derfra, var at jeg var i gang med at eskortere desertøren tilbage til basen. Indtil vi røg ind i en skudlinje... et bagholdsangreb.

Jeg steg ud af vores køretøj, for at besvare fjenden med åben ild. Jeg troede at der bare var et par stykker. Indtil vi lige pludselig var omringet af dem. Vi nåede aldrig at se fjenden, eller rettere jeg gjorde ikke, fordi det hele sortnede bare for mig...

"Bang bang, Feuer frei!"