Drømmenes gang

Del 3: Tågen

'In medias res.' Midt i handlingen

Roskilde... En alletiders by. Fyldt med alverdens historie. Sådan en stor og betydningsfuld by.
Jeg befinder mig i hjertet af Roskilde. Foran mig ser jeg den mægtige domkirke. Monarkernes gravkammer. Byens atmosfære er behagelig lige nu. Der kører ikke mange benzinslugende biler lige nu i disse timer. Det er midt i juletiden. Så nu hvor jeg er i byen kunne jeg lige så godt tage hen til dette fantastiske monument. Dens kolossale facade fanger altid min inspiration. At den stadig står knejsende i byens centrum, efter al den tid, er særdeles fascinerende. Jeg er på et julemarked i dagens anledning. Selve markedet er ikke langt fra kirken, så det tager kun 2 minutter at tøffe herover. 

Her er en dejlig aroma af jul. Man kommer rigtig i julestemning af det. Der er dog et minus med de samme kliche julesange. Sneen er ligefrem heller ikke noget at prale med, når den kommer for sent igen i år. Tænkte jeg lavmælt i mit knagende, positive og julefyldte hoved. 

Her er ved at blive mørkt. Solen lader sig overgive af den magtglade horisont, som spiller mellem den kolde fjerne måne og den glødende sol. Solens trætte farver blander sig smukt sammen med det kosmiske tomrum. Som at se en regnbue med fokus på de kolde farvers dominerende kraft. 

De små juleboder er ved at tænde op for lanternerne på siden af de små miniature træhytter. En kombination med det og månens skær samt iskrystallerne i atmosfæren skaber en smuk blød halo i lysets centrum. Her dufter af en sødlig duft af brændte mandler. Menneskemylderet er ved at være ovre. Vi har nærmet os nulpunktet i temperaturen. Jeg har intet at klage over. Jeg har en dejlig varm frakke på, samt et dejligt selskab af den danske kultur. Den danske kultur er bedst i juletiden. Det er den der bringer familier sammen igen. En enestående begivenhed.

Vinteren har ramt os hårdt i år med hensyn til frosten. Dog har vi ikke fået noget sne endnu. Bare frosten der ligger som en tynd dyne henover alle mulige overflader. Jeg har egentlig ikke meget at lave endnu. Jeg har pakket mine ting sammen. Noget slår mig i tankerne: Jeg kan ikke huske hvordan jeg er kommet herover. Min cykel er herovre. Jeg kan umuligt have cyklet hele vejen fra Hammel til Roskilde på denne tid af året, dog heller ikke for at tænke på det korte varsel jeg skulle herover på. Jeg må nok bare have taget toget med min cykel på slæb. Nok om det.

Et ærinde har jeg, inden jeg vender snuden hjemad. Jeg har en veninde herovre. Caroline hedder hun. Hun ved ikke at jeg befinder mig i Roskilde, så jeg vil lige lægge hende et kort visit.
Det er blevet rigtig mørkt nu. Atmosfæren er kølig. Ingen luftfugtighed. Ozonen hærger atmosfærens udledte dufte. Det gør den frisk og afslappende. Stjernerne flakker stille og roligt oppe på himlen. Fuldmånen skyder sine refleksioner tilbage på jordens overflade og lyser det hele op. Her er heller ingen mennesker i nærheden mere. 

Jeg tager fast i min trofaste cykel. Gammel er den nok. Det betyder ikke noget. Jeg begiver mig gennem de lange livløse gader i Roskilde. Min hjerne arbejder på automatik. Jeg har ingen ide om hvor hun bor henne, da jeg aldrig har besøgt hende. Men en eller anden kraft fører mig derhen. Det føltes som om cyklen har al magten. Den kolde vind gør mine tynde fingre følelseskolde. Tankerne er dog et andet sted lige nu. De er henne ved Caroline. 

Der har vi det. Carolines hus. Hvordan jeg vidste det har jeg ingen ide om, postkassen var jeg ikke henne ved. Jeg står oppe på en bakketop. Kigger ned på huset. Alle tankerne flyder igennem mig. Hvad nu hvis hun ikke er hjemme? Hvis hun nu er hjemme. Hvad tror du så ikke hun vil sige til dig? Hvordan vil hun reagere? Kan hun kende dig? Kan du kende hende? Lige nu skubber jeg dem til side og psyker mig selv op til at gå derned. Jeg er alt for spændt. Som om alle mine blodårer, nerver og sener er støbt med cement så jeg ikke kan bevæge mig eller komme videre. Som vand der prøver ihærdigt at passere en cementeret dæmning. Endda med lidt held kan det komme igennem små sprækker eller turbiner. Dem mangler jeg bare.