Drømmenes gang

Del 2: Skoven

Jeg lå stadigvæk på gulvet, da jeg vågnede... Stadigvæk på det kolde mørke gulv som i drømmen. Igen havde jeg ikke kunne huske i hvor lang tid, jeg havde sovet. Huset var specielt, som det også var før, da jeg vågnede, fordi det regnede. Gulvet havde suget de kolde salte tårer til sig som en svamp, hvor det så røg igennem loftets sprækker ovenover mig.

Huset befandt sig et andet sted nu, da der var andre lyde. Jeg rejste mig fortumlet op, for så hurtigt at læne mig op af væggen. Jeg må have været væk længe. Tænkte jeg, da jeg ikke rigtig kunne støtte på mine ben. Da jeg rørte væggen, begyndte rummet at lyse op igen, og datoen blev fremvist ved hjælp af solens stråler. Foråret er blevet skiftet ud med sensommeren.

Jeg blev nysgerrig, og besluttede mig for at gå udenfor. Jeg åbnede døren og stod midt i skoven ved min hjemby. Foran mig, var der en sti, selskabsstien, som den blev kaldt. Jeg stod foran en slags sidevej til stien, som fører ind i skoven. Jeg befandt mig her for et par dage siden, da jeg ikke drømte. Jeg beslutter mig for at gå ind ad sidevejen, da det nok hænger sammen med husets placering. For enden af sidevejen er der noget der ligner en indgang til den dybere del af skoven. Jeg vil ikke derned endnu, men blot følge stien, som der kommer lige inden indgangen kommer.

Der fandt jeg ud af, hvorfor huset har placeret mig her. Jeg kom i tanke om at det var her jeg spillede stratego sammen med stemmen for første gang i skoven. Det var her vi begyndte at snakke sammen. Jeg gik hen til kanten af den lille skråning, som førte ned til de store nåletræer. Jeg stod bare og observerede mine omgivelser, lyttede til lydene. Det bringer minderne frem. Ikke kun fra dengang stemmen og jeg snakkede sammen, men også fra de ture jeg gik med min familie, da jeg var mindre.

Stien fortsatte, det samme gjorde jeg. Jeg kom til et nyt sted i skoven. Det var en forhøjning, hvor man kunne se en stor del af den mægtige skov. Der var mange træer. Jeg tror jeg vil sætte mig herud en dag, og læse en god bog. Tænkte jeg. Omgivelserne nær forhøjningen kaldte på mig, men jeg blev nød til at fortsætte, da jeg blev mere og mere nysgerrig.

Alt imens jeg fulgte stien, endte jeg ved Grusgraven. Det var også et sted, stemmerne og jeg tilbragte meget tid sammen, i hvert fald når vi lavede "grankoglekrig". Det var ret sjovt. Det gik ud på, at vi skulle op på en bakke, hvorefter vi fandt nogle kogler, som vi skulle kaste efter hinanden.
Det var sjovt, så var der et tidspunkt, hvor jeg løb ned af bakken, imens jeg gjorde det, løb der en hjort væk med lysets hastighed, hvor jeg fik et kæmpe chok, da jeg ikke havde set den.

Nu hvor jeg var så tæt på. Kunne jeg lige så godt gå ned til det, der var vores træ en gang. Da jeg kom derned så jeg på en bestemt gren. Det var den gren vi altid sad på. Den hang kun i sin bark, da den var blevet knækket. Så kom jeg til at tænke på stemmernes og mit forhold: Det hænger også i en tynd tråd lige nu... Mere tænkte jeg ikke over det, fordi jeg vil ikke ødelægge mit "trip Down memory lane" som man kalder det. Men jeg kunne ikke lade være, pludselig ramte tankerne mig fra alle sider... Jeg var omringet...

Skolen, har altid de fedeste træer, som man kan klatre i, så der tog jeg hen, for at betragte naturen oppe fra et højere perspektiv og filosofere over livet. Da jeg havde siddet i det træ i noget tid, klatrede jeg ned. Derefter tog jeg hen til et andet træ, hvor jeg klatrede op der, for at sidde i det skæve svingende træ. Det beroligede mig. Ikke fordi jeg klatrer i hverdagen, men fordi de rolige sving fra træet, som vinden satte i gang, beroligede mig. Jeg ved ikke hvorfor...

Mennesket skal ikke vide alting.

Træ, træet, flere træer, alle træerne. Da jeg havde klatret og siddet i adskillige træer. Besluttede jeg mig for at tage hjem. Så jeg tog hjem, men mit hus var der ikke. Hvad sker der her. Tænkte jeg. Det hvide hus fra skoven som jeg vågnede i var blevet skiftet ud med mit hus. Det betyder nok ikke noget. Jeg drømmer jo bare. Tænkte jeg og gik ind i huset, hvor jeg faldt i søvn på gulvet at udmattelse.

" When you just want life to stop for a moment, to brief, so you can think over the wonders of life in peace."