Think twice

Kapitel 1

Det er midt om natten, udenfor lyses der svagt op af gadelygterne og månen over mig. En bitter, aften vind puster til mit hår og lader en strømmen af kuldegysninger bevæge sig ned langs min arm. Jeg overbeviser mig om, at jeg ikke befinder mig i en gyserfilm. Du lever i Moontown, byen hvor intet sker.
Alligvel farer mit blik op ved hver en lyd, jeg hører, og Irinas stemme gentager sig konstant inde i mit hovede.
"Hvis du møder en voldtægtsmand eller lignende, så prik øjnene ud med dine tommelfingre. Min far har fortalt, det er, hvad man skal gøre".
Bare at forstille mig scenariet er for væmmeligt, så jeg ryster det hurtigt af mig. Jeg drejer ved et hjørne og forlader gaderne omringet af lejligheder, mennesker til at kalde på hjælp, og går istedet en mørk sti imøde. Instinktivt kigger jeg mig over skulderen hvert andet sekund og menes konstant at høre fodtrin.
Irina og jeg var til en fest i aftes, men hun lod til at have droppet mig. Hendes bil var ingen steder at se, ligesom hende selv. Da jeg gik rundt for at spørge, om nogen havde set hende, bippede en besked ind på min mobil om, at hun havde mødt en sød fyr. Hendes manglende evne på at svare mine beskeder derefter, tog jeg som tegn på, at de havde skredet sammen. Hvilket resulterer i, at jeg nu må gå alene hjem i mørket besat af uhyggelige scenarier.
Lyden af en kvist, der knækker, giver mig et sæt. Mine øjne leder efter en moderisk skikkelse bag mig, som selvfølgelig ikke er der. Jeg sukker lettet og vender mit blik frem igen.
Lige så hurtigt jeg ser den, forsvinder den. En mørk skygge med to gyldenbrune øjne, der gløder svagt op i mørket. Min mund lukker sig i efter et sønderrivende skrig af forskrækkelse. Jeg står frosset til jorden de næste få sekunder. Der er helt stille. Jeg vælger at løbe resten af vejen hjem med hjertet siddende i halsen. Lyden af min fars stemme, da jeg åbner døren giver mig pusten tilbage.
"Hej, far" råber jeg og får øje på ham inde i stuen. Han ligger på sofaen igang med en telefonsamtale.
"Hej" mimer han til mig og peger over mod køleskabet. "Lasagne".
Han vender tilbage til sin, åbenbart, meget interessante telefonsamtale. Hvem snakker han med om midnatten?
Resten af aften driller min underbevidsthed sig med mig. En skygge bag mig i spejlet, fodtrin i huset når ingen snakker og hvislen ved mine ører, når jeg går ud i haven for at bekræfte mig selv i, at der ikke står en uhyggelig mand derude.
Som distraktion tænder jeg for Netflix på min computer og smasker mig grådigt med lasagne. Stefan Salvatore dukker frem med blod løbende ned af mundvigene. Selvom jeg har set serien hundredevis gange, bliver jeg aldrig træt af den. Jeg læner mig længere ind sitrende af utålmodighed.
"Where is Elena?" Stefans stemmer brummer. Klaus står med et bedrevidende smil.
"Jeg har bestilt pizza".
I et chok spjætter jeg og sætter hurtigt serien på pause.
"Far! Du skræmte mig" hiver jeg efter vejret. Han står lænet op ad dørkammen med sin telefon i hånden.
"Undskyld" smiler han. "Du åbner døren, når han ringer på ikke?"
Jeg sætter mig op i sengen og prøver at ryste chokket af mig.
"Jeg er ikke sulten. Jeg har lige spist lasagne".
Han nikker langsomt. "Jaja, jeg var bare sulten, og så tænkte jeg, du måske også havde lyst til pizza".
I et dovent suk kaster jeg tilbage mig i sengen igen. "Ok. Tak, jeg skal nok åbne. Vend du bare tilbage til din telefonsamtale" mumler jeg. Der ligger et snært af fornærmelse i det sidste, jeg siger. Min far hører det ikke og tager mobilen op til øret igen.
"Jeg er her igen" hører jeg ham sige, idet hans stemme forsvinder. Mit blik ryger op i loftet, og jeg kommer i tanke om Irina. Hun er den type, der er eftertragtet af drengene, men hun plejer alligevel at notere mig, når hende og en fyr skrider. Hvis ikke hun så kan få fat i mig, sender hun altid en besked. Jeg strækker mig og får fat i min mobil, som jeg låser op. Skattens, altså Irinas, og mine beskeder dukker frem på skærmen.

11:29

Mig- Irina, hvor er du? Tror jeg snart tager hjem

11:37

Skatten- Er med en fyr. Han er cute :)

11:37

Mig- Uhhh, haha. Er I taget afsted?

Jeg kan ikke se din bil. Håber han er den ædru chauffør i bilen.

Irina, jeg tager hjem nu.

Sms lige.

Jeg ligger med strakte arme op i vejret med mobilen og begynder at skrive endnu sms. "Er du hjemme?". Nej, det er for meget hønemor. "Send lige en update". Er det for anmasende? Argh, jeg orker ikke det her. Nu ringer jeg bare.
Hendes mobil ryger direkte på svarer. Den er måske død. Hun plejer dog altid at være opmærksom på at lade sin mobil op, når hun tager ud om aftenen. Jeg skriver endnu en besked til hende og skal til at skrive en til, inden dørklokken ringer. Bag hoveddøren står et chamerende pizzabud. Hans himmelblå øjne lyser skarpt op i mørket, som månen over os. Vi fryser begge ved vores øjenkontakt, der heldigvis hurtigt afbrydes af ham, som rømmer sig.
"En pizza med skinke?"
Hans stemme er forførende hæs, og uden sit tøj som pizzaudbringer ville jeg kalde ham lækker. Håret er gyldenblondt og en smule rodet. Men på den gode måde, hvor man får lyst til at køre en hånd gennem det. Jeg falder hen i hans øjne.
"Pizza med skinke?" Gentager han sig igen ,og stemmen flår mig ud af den trance, jeg var i.
"Hvad?"
"Er det din pizza?"
Jeg åbner munden, men lukker den straks igen. Rød i hovedet af forlegenhed ryger mit blik i jorden.
"Når, jo. Selvfølgelig. Klart. Vent lidt. Her" mumler jeg og rækker pengene frem. Han ryster let på hovedet.
"Hvad hedder du?"
I et kort øjeblik står jeg og ligner et dumt fjols med pengene i hånden. Han venter tålmodigt på mig.
"Daisy" får jeg sagt med et genert smil. Hvis Irina havde været her, ville hun have klappet i hænderne af begejstring.
"Daisy", han smager på navnet. "Har Daisy også et telefonnummer?"
Jeg fniser kort men har straks lyst til at give mig selv en flad over, hvor tøset det lød. "Har pizzabuddet et navn?"
Hans mundvige trækker sig op i et lille smil. Inden der når at ske mere, hører jeg lyden af knust glas, og min far råbe efter hjælp. Det hele føltes at ske så hurtigt. Jeg skæver forvirret ind til stuen, men han sidder ikke i sofaen. Jeg styrter instinktivt ind i huset og finder ham i køkkenet. Han står med armene i vejret og med ryggen til mig. Fra terrassedøren ligger der knust glas.
"Far?" Han vender sig om mod mig.
"Daisy, gå væk" siger han med en voldsom autoritet.
Og så ser jeg ham. En mand iklædt sort med front mod os et stykke væk. Han står gemt i sin hættetrøje, mens skyggerne fra hætten dækker hele hans ansigt undtagen de gyldenbrune, glødende øjne. I sin venstre hånd holder han en pistol. Jeg kigger tilbage efter pizzabuddet, men han er væk. Min mave vender og drejer sig.
Da jeg kigger frem igen er min far også væk. Ligesom manden og det knuste glas.
"Far?" råber jeg skræmt og hører en stemme i det fjerne.
"Et øjeblik. Hvad er der Daisy?" råber han tilbage. Jeg finder ham siddende i sofaen. Igang med sin telefonsamtale.
"Hvad skete der?" spørg jeg ophidset
"Hvornår?"
"Lige før"
"Jeg tror ikke helt, jeg er med". Min fars blanke og forvirrede ansigtsudtryk gør ikke andet end at bekræfte, hvad han siger.
"Øjeblik" mumler jeg og løber ud mod hoveddøren. Den står stadig åben, men alt spor af pizzabuddet er væk undtagen pizzabakken, der står på dørtrinnet. Først nu opdager jeg, at pengene i min hånd til pizzaen også er forsvundet.
Jeg samler pizzaen op og kigger forvirret rundt.
"Daisy?" Min far kommer hen til mig. "Er du okay?"
Jeg trækker vejret dybt ind. Jeg drak nærmest intet til festen. Er det træthed?
"Jaja. Her er pizzaen".