Think twice

Kapitel 2

Mit skab smækkes i, og jeg læner mig op ad det.
"Wow, Daisy" mumler Cora med et overrasket blik i sin søgen efter sine noter til en kommende eksamen.
"Det mest underlige var nok mine hallucinationer. Så var manden og det knuste glas der, så forsvandt alt igen" mumler jeg og mærker hjertet banke i mit bryst ved tanken.
"Det har alle jo prøvet"griner hun. Mit blik falder undrende på Cora, som får hende til at stikke snuden ud af sit skab. "Ikke?" Spørg hun usikkert og giver et nervøst tandsmil. Jeg ryster smilende på hovedet og kigger rundt i gangen, hvor jeg får øje på Irina. Hun står med Jason, en dreng fra sin klasse, igang med en samtale, hun tydeligvis finder ligegyldig. I en desperat mulighed for at undslippe samtalen, kigger hun sig omkring, og vi får endelig øjenkontakt. I et lettet smil siger hun kort noget i Jasons retning og går målrettet mod mig. Vi hilser med et kort knus.
"Hej, Irina" smiler jeg, idet hun giver et kram til Cora, der snart har tømt hele sit skab efter sine noter.
"Hej, piger". Hilser hun og stiller sig med lidt afstand mellem os. Cora fanger mit blik og nikker mod Irina.
"Hvad skete der igår?" Spørg jeg og vender mig mod Irina, da jeg fatter Coras hentydning. Irina fanger det tykke lag undring i min stemme og rynker sine bryn.
"Jeg skulle lige til at spørge det samme".
Jeg gengiver Irina og rynker mine bryn, da jeg hører hendes tone. "Hvad mener du?"
"Du skred og svarede ikke mine beskeder" siger hun.
"Nej, du skred, og du svarede ikke mine beskeder".
Irina sukker let irriteret, laver himmelvendte øjne, finder sin mobil frem og rækker mig den. Idet mit blik falder på skærmen, løfter hun afventende det ene øjenbryn. Vores beskeder fra igår dukker op på skærmen.

11:29

Mig (Irina) - Daisy, hvor er du? Skal vi ikke tage hjem, festen stinker lidt.

11:37

Daisy<3 (mig)- Er taget hjem. Glemte at skrive.

11:37

Mig (Irina) - What? Hvorfor?

Kan du ikke lige ringe?

Daisy, nu skrider jeg.

Efter lang tid kigger jeg endelig op fra skærmen. Irina giver mig et hvad-sagde-jeg blik blandet med en dyb undren.
"Men jeg forstår ikke" mumler jeg og finder min egen mobil frem. En skuffet og forvirret følelse rammer mig som et slag, da jeg har de samme beskeder stående. Jeg stirrer truende på den besked, jeg ifølge mobilen har sendt, som om den forsvinder, hvis jeg gør. Jeg har ikke sendt det her.
"Du ringede også".
Mit blik farer op mod Irina, som viser på sin mobil, at hun har et ubesvaret opkald fra mig igår. Jeg sukker lettet over at finde noget, jeg husker at have gjort.
"Ja, du svarede ikke mine beskeder, så jeg prøvede at ringe" siger jeg ivrigt. Hun nikker langsomt, som om hun ikke tror på mig. Cora blander sig pludselig, og jeg havde helt glemt, hun stod der.
"Daisy, du sagde, at Irina havde skrevet, hun havde mødt en fyr?"
Der hænger et tyndt lag mistænksomhed over, hvad hun siger. Irina lægger armene over kors og vender sig også mod mig.
"Det havde hun også" fnyser jeg irriteret over, at ingen tror mig.
"Nej" ryster Irina sikkert på hovedet.
"Hvorfor skrev du det så?"
Irina blinker glipper med øjnene. "Det gjorde jeg heller ikke.". Ingen af os husker aftenen ens. Jeg bider tænderne sammen og ryster let på hovedet.
"Jeg orker ikke det her. Det er ligemeget". Jeg snakker hurtigt, som om jeg vil rive et plaster af, og vender mig så mod Cora. "Jeg går til biologi nu, skal du med?"
Hun skifter usikkert blikket mellem Irina og jeg. Hendes ansigtsudtryk bliver langsomt smilende, da hun kommer i tanke om noget.
"Har du fortalt Irina om det lækre pizzabud?"
Irina løfter smilende øjenbrynene og sender mig et skarpt blik. "Et lækkert pizzabud?"
Samtalen tager en fredfyldt drejning mod et sikkert samtaleområde, og selvom jeg brænder for at fortælle Irina om ham, så føler jeg mig for bitter til det.
"Det var intet særligt, jeg fortæller om det senere" smiler jeg stramt og går forbi dem.
"Jeg går til biologi nu" råber jeg efter dem og trækker frustreret vejret dybt ind, da jeg drejer rundt ved et hjørne. Gangen er tom, så jeg læner mit hovede mod de kolde mursten og lukker øjnene i. Jeg er bare dehydreret. Nogen puttede noget i min drik. Jeg var træt. Den uhyggelige stemning tog over min fornuft.
Jeg har tonsvis af forklaringer, men ingen lader til at passe ind i puslespillet. Der er noget, jeg overser. Der er noget ved den aften, der ikke stemmer.
Pludselig ved jeg, hvor jeg kan finde svar.
"Hvor finder jeg biologi?"
Med et sæt vender jeg mig mod stemmen, som jeg straks genkender et uvist sted dybt fra brystet. Den kommer fra en dreng, han står med ryggen til mig, og snakker med Jason for enden af gangen.
"Den vej" nikker Jason
"Tak" svarer drengen og vender sig uinteresseret væk fra Jason.
Hans stemme er blid, og er som sukkersød honning, der flyder langs ens sitrende, nøgne hud. Men noget ved ham indikerer at han er langt fra sin stemmes person. Han er farlig. Jeg skubber tanken væk, men den har sat sig fast i mig. Min adrenalin kører på høj hastighed, og jeg stirrer længselsfuldt i hans nakke. Ukendte følelser blomstrer i maven på mig. De er varme og blide, men stikker også ulideligt i mine mave. Min hals snører sig sammen og smerten er overvældende.
Som om han kan føle min tilstedeværelse, drejer han langsomt hovedet.
Det føles som en mavepuster, da jeg mærker alt luft forsvinde. Mine ben skælver usikkert, så jeg snubler over dem og lander med hovedet på jorden. Mørket føles betryggende i forlod til, hvad jeg lige så. Gyldenbrune øjne, jeg genkender.
Da jeg slår øjnene op skærer lyset i mig, som når man skærer sin finger på papir. Jeg blinker det væk med øjnene og sætter mig op. Sofaen jeg sidder i plejer at blive brugt af Cora og mig i små mellempauser. Mit hovede er tungt og omtumlet, da jeg kommer på benene. En velkendt følelse af fredage aftener på usle diskoteker og kys, man fortryder næste dag, svimler rundt i mig. Gangen vrimler stadig med mennesker, og da jeg træder ind i klasseværelset er læreren end ikke kommet. Jeg skimmer rundt og får øje på Cora, som sidder ved siden af en pige, jeg ikke genkender. De ser meget interessede ud i deres samtale, og de fægter begge med armene. Efter kort tids stirreren møder Cora endelig mit blik. Hun rømmer sig og forlader pigen, som følger Coras blik, indtil det lander på mig. Hun har fyldigt, krøllet og gyldenblond hår og grønne øjne, der skærer sig gennem luften som barberblade. Hendes fyldige, hjerteformede læber former et smil, som jeg måbende gengælder. Pigen kører en hånd gennem håret og vender sig væk, da hun har studeret mig færdigt. Udseendsmæssigt minder hun en smule om Cora, Cora mangler bare det skarpe, selvsikre blik som pigen mestrer. Cora træder ind mellem mig og pigen, hvilket blokerer mit vurderende blik på hende.
"Der er du" sukker hun lettet.
"Hvem er det?" Jeg nikker i retning af pigen, og Cora følger mit blik.
"Hun hedder June. Hun er ny" svarer Cora smilende med julelys i øjnene, som kunne blænde. Jeg nikker, men virker ikke tilfreds med svaret.
"Hun ligner dig" kommenterer jeg.
"Gør hun?" Siger Cora forbavset. Hun griner let i luften. "Det havde jeg slet ikke lagt mærke til".
Cora fanger mit blik. "Hun er flot".
"Det er du også" smiler jeg. Coras kinder bliver røde i forlegenhed, og hendes blik ryger i gulvet.
"Jeg synes, det er så synd, hun skal sidde alene" mumler Cora og drejer sig udenom komplimentet. "Hun er jo helt ny". Jeg føler et sus i maven og ved allerede, hvor hun er på vej hen med det. Inden Cora når at indvende mere, holder jeg smilende en hånd oppe.
"Det er fint. Jeg sætter mig bare dér".
Jeg peger over mod et af de bagerste borde, der er helt tomme. Cora kniber mistænktsomt sine øjne sammen.
"Det er fint" forsikrer jeg og finder hurtigt pladsen. Læreren træder i samme øjeblik ind, en ung kvinde, og hun begynder at skrive begreber på tavlen. Jeg fumler efter en blyant for at skrive noter, men taber den klodset på gulvet. Før jeg når at række ned efter den samler en anden den op. Jeg kigger op og min krop stivner. Mit blik mødes med gyldenbrune øjne og en sukkersød stemme, der leder op til en udfordrende tone.

"Er pladsen ved siden af dig taget?"