Think twice

Kapitel 3

For første gang ser jeg hans ansigt. Det er dækket af skygger, men jeg kan ane markerede kindben, fyldige læber og mørke krøller. Ikke sorte krøller, men mørke, som bark på træerne en sommerdag. Ordene er forsvundet fra min mund, så jeg nikker målløs med hovedet. Han smiler langsomt, ikke på en behagelig måde, og læner sig ind mod mig.
"Her" hvisker han og lægger blyanten foran mig. Den virker pludselig kilometers langt væk. En pirrende følelse af glødende varme spreder sig i min krop, men mine kropsdele er frosset til. Mit bryst hæver sig i takt med min vejrtrækning. Jeg lukker øjnene i og fokuserer. Træk vejret dybt ind.
Efter, hvad der føles som evigheder, ringer klokken ind til time, og jeg slår øjenene, snupper min blyant som et lyn og læner mig så langt tilbage i stolen, som jeg kan. I min højre side mærker jeg hans blik på mig. Det syrer i min krop og får mig til at tænke på at kysse ham, som er det en vane. Jeg forholder mig i ro, jeg skal forholde mig i ro.
"Selvkontrol" hvæser jeg med tænderne bidt sammen.
"Selvkontrol?"
Jeg vender mig arrigt mod ham, fordi han har igang med noget, jeg ikke forstår.
"Det var ikke til dig".
"Det ved jeg godt" siger han. Jeg smiler tilbage til ham. Ikke venligt.
"Jeg er ny her. Hvem er du?" Der er et dristigt blik i hans øjne, mens han siger det.
"Daisy".
Mit svar giver ham et selvtilfredst smil, som kendte han mit svar på forhånd.
Jeg læner mig ind mod ham med samme dominans, han tror, han har. Øjnene, der det sidste døgn har hjemsøgt mig, og den psykiske mavepuster han gav mig i gangen, svømmer rundt i mine tanker. Der er noget ved ham, der irriterer mig til grænsen.
"Hvem er du så?" Befaler jeg at vide.
Han adskiller let sine læber og trækker sit spørgsmål ud. "Hvad tror du, jeg hedder?"
Jeg prøver at bekæmpe det, men en ulidelig brænden på min tungen får mig til at åbne munden. "Hunter".
Da jeg har sagt det, føler jeg et tryk på mit hjerte forsvinde.
I stedet for et tilfredst smil flakker han med øjnene i et split sekund, der går så hurigt, at jeg tvivler på det sker. Hans blik ryger mod tavlen, men jeg fastholder mit på ham.
"Har vi mødtes? Jeg menes at have set dig før" siger jeg hviskende. Han virker til at kende svaret på forhånd, men vælger at holde det tilbage med omhu. Nogle sekunder senere svarer han atter, "nej", og læner sig derefter ind mod mig med blikket stadig på tavlen. "Det ser ud til, vi er i gruppe sammen" hvisker han og kigger endelig på mig.
Jeg kigger rundt og opdager, alle folk er igang med gruppearbejde undtagen Hunter og mig. Cora møder mit blik, og jeg signalerer, om vi skal være sammen i en gruppe. Hun ryster undskyldende på hovedet og viser, at man skal være sammen med sin sidemakker. Ved siden af hende prikker June hende på skulderen efter hendes opmærksomhed, hvilket får Cora til at vende sig om med et undskyldende blik.
Da jeg møder Hunters triumferende blik, får jeg pludselig en følelse af nederlag. Mine skuldre sænker sig i overgivelse, og jeg finder min computer frem.
"Hvad var opgaven om?' Brummer jeg.
"Miljøets påvirkning af identiteten" svarer han som læst op af en bog.
"Det mener du ikke". Tanken om at fortælle Hunter om mit miljø og fortolkningen af mig selv giver mig pludselig nervøsitet. Han trækker på skuldrene, læner sig tilbage i stolen og gemmer sig i sin hættetrøje.
"Du har ikke tænkt dig at lave noget?" Spørg jeg. Han svarer ikke.
"Selvfølgelig ikke" svarer jeg mig selv og skæver til uret. En time tilbage. Jeg forsikrer mig selv, at det nok skal gå.
Resten af timen bevæger Hunter sig ikke, undtagen en enkel gang, hvor jeg vender mig mod ham.
"Okay, jeg har delt opgaverne op mellem os. Du skal ikke så meget. Jeg har delt dokumentet med dig. Er det okay?" spørger jeg, selvom jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad Hunter synes om fordelingen af opgaverne, men hvis jeg giver ham et indtryk af magt, kan det være, han er mere tilbøjelig til arbejdet.
Han vifter afvigende med sin hånd kort og løfter så sit blik mod mig. "Er du altid så fremmedfjendtlig?"
Med sammenknebne øjne vender jeg mig også mod ham. Et hav af fornærmede svar bobler i min mave.
"Jeg er ikke fremmedfjendtlig". Jeg tror på mine ord.
"Er du ikke?" spørg han tvivlende med et glimt i øjet. "Du har heller ikke været mig imødekommende".
"Det har ikke noget med mig at gøre. Det har noget med dig..." Jeg stopper mig selv, før jeg fuldender en sætning, som skulle have været ment som en tanke. Egentlig har han jo faktisk ret. Jeg har opført mig som alt andet end mig selv denne morgen.
Uden noget godt svar til ham vender jeg tilbage til min opgave.
En time senere, som føles som tre, ringer klokken. Jeg klapper min computer hårdt sammen og ånder lettet op. Hunter tager sin taske over skulderen og er på vej væk.
"Vent, Hunter" siger jeg og indhenter ham. Han tager hætten lidt tilbage for at se, hvem, der kaldte.
"Du skal have lavet din del til på onsdag, så skal jeg nok gøre det til en sammenhægende tekst". Jeg lyder som en, der synes dette er spild af tid. Jeg løfter min hage op. Det synes jeg også.
"Jeg har ikke tænkt mig at lave noget" svarer han forbavset, som om det giver sig selv. Pludselig mistænker jeg, at det faktisk slet ikke er hans plan at komme til næste time. Med hætten over sit hovede går han forbi mig. Jeg knytter næverne sammen og tramper efter ham.
"Hunter!" Kalder jeg, så et par hoveder vender sig om. I flovhed går jeg tættere på ham for ikke at inkludere flere i samtalen. Han sænker sukkende farten, og et triumferende smil lander på mine læber. Han vender sig skarpt mod mig, som havde han kunne se mit smil.
Hans stemme er lav, lige høj nok til at jeg kan høre den. "Jeg håber, at du er okay efter det på gangen. Du lignede en, der fik en mavepuster ved synet af mig. Det skal helst ikke ske igen, vel?". 
Med de ord hængende i luften går han. Jeg går ikke efter ham. Min mund er blevet tør som sandpapir.
Bag mig lægger Cora en hånd på min skulder.
"Han er da mega lækker" siger hun sukkende. Jeg lægger hovedet på skrå og opdager det først nu.
"Han er fin nok" mumler jeg.
"Fin nok?" Gisper hun. "Han er en af de lækreste fyre, jeg nogensinde har set. Måske endda den lækreste".
Hun begynder at snakke videre om ham, men jeg følger ikke med.
Hunter så det, der skete. Han var måske den, der bar mig hen til sofaen. Mysteriet om Hunter begynder langsomt at gnave sig ind i huden på mig. Jeg ved, jeg burde lade det ligge. Han var nok bare en underlig dreng, som jeg prøver at overtolke.
Men hvad der undrer mig endnu mere end Hunter, er hvorfor det plager mig så meget.
Jeg vender mig mod Cora og stopper hende med mit blik.
"Du hører slet ikke efter, vel?"
"Kan du huske det der pizzasted, vi altid plejer at købe pizzaer?"
Cora tænker sig kort om, overrasket over det pludselige emneskift.
"Nej, men vent, jeg tror har menukortet derfra" siger hun og begynder at gennemrode sin taske. Kort efter stikker hun kortet op og vifter med det.
"Hvor er det typisk, du har sådan noget i din taske" tænker jeg højt og griner.
"Jeg ved det. Jeg kan være meget nyttig".
Jeg tager menukortet op og kigger på firmanavnet. Johnny's. Adresse: Tornevej nr. 4C. 
"Hvorfor skal du vide det?" Spørg Cora nysgerrigt.
Jeg tøver. "Jeg leder bare efter det lækre pizzabud" smiler jeg og lyver ikke. Jeg undlader bare at fortælle hvorfor, jeg leder efter ham. Hun fniser og giver mig et kram.
"Cora, skulle du med?" Hører jeg en stemme bag os. June smiler hilsende til mig bag Cora.
"Hej. Daisy" introducerer jeg mig selv. Hun løfter et øjenbryn. "Flot navn" siger hun med en hæs stemme.
"Tak. Du er ny?"
Hun nikker og fortæller, hendes navn er June. Bagefter vender hun sig mod Cora igen. "Ville du?"
Cora kigger på mig. "June og mig tænkte at tage en kop kakao. Vil du med?"
"Nej, tak. Jeg skal have klaret noget" siger jeg og vifter med menukortet. De vender sig mod hinanden og begynder at gå en anden retning end mig.
"Vi ses i morgen" råber Cora efter mig.
"Ja, ses" råber jeg tilbage.
Deres latter høres i lang tid, indtil jeg drejer ved en gang. Mit blik ryger igen ned på menukortet, før jeg søger Tornevej nr. 4C ind på min mobil og følger ruten.