Element ulvene

5 år senere .3

Det var en god dag i Casidon, og som normalt, var Milo sammen med Isabel Norpel, som jo var angrebs lederens datter, og jeg var alene. Jeg havde ikke rigtig nogen, at være sammen med, og siden Milo begyndte, at komme sammen med Isabel, har jeg været ensom, der er gået fem år siden vi kom til flokken, og der har været stille, nogen gange kommer Carter forbi, som han normalt gør, han kommer normalt vær anden uge, og forresten er Carter, den der natur ulv, men jeg ved ikke hvad han hedder, så jeg kalder ham bare Carter. Vi er teenagere nu, og og 2 år, skal jeg overtage flokken, hvis far synes jeg er klar eller tidligere.

Jeg går ude i solen, vinden blæser og fuglene synger, Carter går ved siden af mig, uden at sige noget, normalt følger jeg efter ham når jeg ikke rigtig har noget, at lave men, jeg går ved siden af ham i hans element form.

Da han når til grænsen, af vores territorium, stopper jeg og siger:
"Farvel Carter håber resten, af din dag bliver god." Jeg begyndte, at gå, da jeg kunne se, at han gav et lille smil fra sig. Jeg gik gennem skoven, imens solen gik ned bag mig. Da jeg var nået hent til hulen, så jeg mor og far stå klar med maden.
"Hvordan har min yndlings pige det idag?" Spurgte mor.
Jeg smilede og sagde at jeg havde det fint. Vi begyndte, at spise, da Milo ikke var kommet endnu.

Efter 30 min. Cirka kom Milo og Isabel løbende hen mod os, min far skyndte sig hurtigt op af stå. Da de kom hen til os sagde Isabel.
"Undskyld vi kommer forsendt, men vi har en overaskelse."
Milo tog ordet og sagde:
Jeg håber i ikke bliver vrede, men Isabel.... er gravid," far rejste sig hurtigt op, og mor tog det afslappet.
"Er hun det, men så tilykke Milo, min søn," sagde far. Jeg troede han ville havet været sur, men nej. Jeg rejste mig op og slikkede ham på kinden, og sagde tilykke. Selvom, jeg ikke helt var sikker på om det var godt, eller ej.

⬆️ Billede øverst oppe er Isabel.

Jeg gik hen til Isabelle og spurgte om hun var okay. " Det tror jeg nok." Jeg smilede tilbage til hende og vendte mig om. Jeg løb alt hvad jeg kunne, mens mine tårer pressede på. " Nej! Det kan ikke være sandt, nej, jeg kan ikke være alene." Sagde jeg til mig selv mens jeg løb, jeg kom hen til den sø, hvor Carter og jeg normalt sad, og græd. " Nej, jeg kan ikke miste Milo."

Tiden var gået, og jeg havde ingen tårer tilbage, solen var gået helt ned og månen skinnede i søen. Buskene begyndte, at bevæge på sig, og ud kom Carter. Jeg begyndte, at græde igen, da jeg så Carter. Han skyndte sig hen til mig, uden at sige en lyd. Han satte sig ved siden, af mig. Han kiggede på månen, og begyndte, at se mistænksom ud, "Er du okay Carter?" Han kiggede på mig, lige ind i mine øjne, og da fik han et lille frø til, at spire, og ud af det kom der en blomst. Grenene tog blomsten af stilken, og satte den bag mit øre. Jeg smilede til ham. Da jorden begyndte, at ryste. Fuglene stoppede med, at synge, månens lyste op, og Carter skyndte sig,at rejse sig. "Når så fandt jeg dig endelig, din luskede lille ulv. Jeg vil tage dig ned, som jeg gjorde ved de andre elementar ulve, først dig, også is, jord og efter univers, og så din elskede, dronning. Jeg vil nedlægge dig, som de andre, Coda." Kom det ude fra søen.
"Vent er dit navn Coda?" Spurgte jeg lige pludselig.
"Ja mit rigtige navn er Coda, og det du hører der, er måne ulven." Jeg var overasket over, at høre hans stemme, den var rå, men også blid.
"Jeg vil tilintetgøre dig som de andre."
Råbte han.
"Du kan aldrig tilintetgøre, elementar ulvene." Råbte Coda tilbage til ham.
Måne ulven kom til syne i sin ulve form.
"Kald mig Shadow." Sagde han med en mørk stemme, som kunne høres langt væk fra.