Element ulvene

Carlos Mace .8

Timen var gået, og vi var nået i skole.
En kedelig dag var det, så efter skole, tog jeg til kiosken, sammen med Cornelia.

"Du vender dig hurtig til menneske verden." Sagde Cornelia og gik med pungen i hånden.

"Synes du?" Sagde jeg tilbage og kiggede på hende.
"Det synes jeg i hvertfald." Sagde Cornelia.
Kiosken kom foran os og vi gik ind. Cornelia pegede på indkøbskurven, og tog en, jeg tog også en, også begyndte vi at købe ind.

"Bøf, kød, kylling, salat, pasta, en masse vand flasker og Chips, teenagere skal altid have Chips." Sagde Cornelia, og begyndte at gå, hun gav mig en liste, om hvad jeg skulle tage og hvor meget, så jeg begyndte at gå en anden retning. Jeg havde fået kødet, kyllingerne og bøfferne, det sidste jeg manglede var pasta, og det stod på højeste hylde.

Jeg rakte hånden op få at nå, men kunne ikke, jeg hoppede for at få fat, men hjalp heller ikke.
En hånd tog min skulle og den anden rakte op for, at få pastaen.

"Lad mig hjælpe." Sagde en mørk stemme.
Jeg vendte mig om med et spjæt, og så en dreng, på alder med mig, sort hår og mørke brune øjne.
Han tog pastaen og gav mig det.
"Em.. tak." Sagde jeg og lagde det i kurven.
"Og forresten hedder jeg Carlos. Hvad med dig." Sagde han.
"Em... jeg hedder Evalane." Sagde jeg og vendte mig om og gik. Jeg kiggede mig tilbage, og så stødte jeg ind i Cornelia.
"Undskyld."
"Det gør ikke noget." Sagde hun og drejede hovedet mod Højer og så bag mig.
"Hvem er det?" Sagde hun og vinkede, jeg vendte mit hoved om, og så han vinkede.
"Em.. bare en fyr der hjalp mig. Han hedder Carlos."
"Ja, Carlos, han er også den nye dreng fra klassen. Så du ham ikke idag?" Sagde hun imens vi gik hen mod kassen.
"Øh.. det ved jeg ikke, jeg så mig ikke rigtigt om, jeg kan heller ikke huske deres navne endnu." Sagde jeg og lagde mine varer op på et sort bånd der kørte hen mod en dame, jeg stirrede med store øjne.
(Cornelia griner)
"Har du aldrig hørt om et kassebånd før?" Siger hun og lagde sine varer op på den.
"Em.. jeg har hørt om det, men aldrig set et i virkeligheden.

To hele timer tog det, at komme fra kiosken og til vores midlertidigt hjem.

Jeg gik ind i teltet, og så Isabelle side i en sofa.
"Isabelle!!" Råbte jeg og spænede hen til hende.
"Hej Aila, godt at se dig." Sagde hun og gav mig et stort kram, hun slap mig og tog sine hænder på maven.
"Hvor længe har jeg været væk?" Sagde hun og kiggede på sin mave.
"Du har været væk i..." noget jeg at sige før Milo kom brasende ind.
"Isabelle!" Råbte han og havde tårer i øjnene.