Letters from the dead

Kapitel 1: 212 Dage før

Når jeg i dag sidder og tænker tilbage på hvordan hun havde det, kan jeg ikke lade værd med at føle mig dum. Hvordan kunne jeg have overset det? HVORDAN?! Så længe jeg kan huske har hun altid været den samme glade solstråle, som hun var, den dag jeg mødte hende for første gang. Den pige der altid hjalp dig, selvom det betød at hun ikke altid havde så meget tid til sig selv. Den pige der altid lyttede når du havde problemer. Den pige der altid grinte og smilede, selvom det regnede udenfor. Den pige, der gjorde din dag 100% bedre. Men selvom det er vanvittigt svært at tro viste det sig i sidste ende, at det hele var en facade. En varm og charmerende facade, som gjorde at man helt glemte at spørge ind til hvordan hun følte. For hun smilte jo, så man gik ud fra at hun var glad. Hun kunne jo ikke være andet end glad, ik? Men sandheden er bare, at det var det smil der dræbte hende i sidste ende.
————————————————————
1 Kapitel.
Det var sommer og solen skinnede udenfor. Jeg var lige vågnet og skulle til at gøre mig klar til skole. Jeg gik i 2.g på gymnasiet, og det var i dag første skoledag. Jeg var ret nervøs, hvilket et eller andet sted var ret mærkeligt, for jeg kendte jo alle på skolen. - hvorimod ingen kendte mig. Jeg har altid været den usynlige, som ikke havde så mange venner. Et eller andet sted er det okay, for man vender sig til det med tiden. Dog så ønsker jeg alligevel mere end noget andet, at dette ændre sig. 
Det sjove er bare, at ligemeget hvor meget jeg ønsker og prøver at ændre det, så sker der intet. Men i det man tror at det aldrig vil lykkedes, og har givet helt op, sker det komplet modsatte.
Jeg var lige kommet op på skolen og var igang med at komme mine ting ind i skabet, da jeg hørte en varm og blid stemme bag mig.
"Du er Henry, ik?" Jeg vendte mig om og fik øje på den mørkhårede pige, som pludselig stod foran mig. Det var Vanessa Clayson. - Skolens solstråle. På en eller anden måde formåede hun altid at være glad og smilende, hvilket jeg ikke altid forstod var muligt. Jeg havde altid gerne ville tale med hende, men aldrig haft modet til det. Og at det hun nogensinde ville sige noget til mig uden jeg sagde noget først, var slet ikke realistisk i min verden. Men her stod vi, Vanessa Clayson og jeg Henry Mourkings, og havde vores første samtale.
"Jo, og du er Vanessa" sagde jeg hurtigt. Man kunne godt høre på min stemme, at jeg var nervøs. Hun smilte og lagde sit hovede på skrå: "Vi har skab ved siden af hinanden"
Jeg stod lidt akavet og kiggede på hende, med et skævt smil. "Ja, vi er skabsvenner." Jeg fortrød i sammen sekund det jeg sagde. Det var ret kikset. Jeg havde aldrig været god til at tale med piger, og dette var ingen undtagelse. Men til mit held grinte hun bare, gik sin vej og råbte tilbage "vi ses skabsven."
Og i dette øjeblik kunne jeg mærke at det var starten på et nyt venskab.