Letters from the dead

Kapitel 3: 135 dage før

Vanessa og jeg var blevet rigtig gode venner. Hun besøgte mig altid på mit arbejde, i biografen. Ikke fordi at hun tit så film, men fordi at hun gerne ville hænge ud med mig. Det var faktisk rart, for så følte jeg mig ikke helt forladt. Hun var også god til at skabe en god stemning. Hun talte altid med de fremmede som kom ind for at se film. Jeg har aldrig forstået hvordan hun kan være så udadvendt. Jeg kan ikke engang tale med mine tætteste venner, og hun taler bare med fremmede uden videre. Vi havde været på museum i sidste uge. Ikke fordi at hverken hende eller jeg bryder os særlig meget om kunst, men fordi hun fandt det sjovt at kigge på de folk som gik ufatteligt meget op i malerierne. Og jeg må give hende ret, de så sjove ud. Hun havde sagt at når hun blev gammel ville hun gerne hænge som maleri, på et kendt museum. Lidt ligesom Mona Lisa, bare mere som Mona Vanessa. Det grinte jeg meget af. For at være ærlig grinte jeg egentlig af meget af det hun sagde

Det var onsdag morgen og jeg stod lige ved indgangen til skolen. Jeg stod og fumlede lidt i min taske, imen jeg ledte efter mine nøgler så jeg kunne låse min cykel. Jeg fik fat i dem, låste den og gik så ind. Det vrimlede allerede med elever i hver en krog, og det var svært at få øje på Vanessa. Vi havde aftalt at mødes. Det lykkedes mig dog alligevel at skimte hendes bølgede hår i det fjerne. Jeg kunne se at hun stod sammen med en fyr, fra sammme overgang. Til min overraskelse tog han pludselig fat om hendes skuldre og tvang hende hårdt ind mod skabet. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne frem til hende, men da jeg kom frem var han væk, og Vanessa lod bare som om intet var sket. "Hvad gik det ud på?" Sagde jeg forvirret. Hun stod et kort sekund og kiggede på mig, men så kom et smil frem på hendes læber. "Det var bare Ethan. Jeg var kommet til at aflede Hannah fra ham, og du ved han har et stort crash på hende, så han blev ret sur på mig. - men jeg har det fint" sagde hun blidt. Jeg nikkede og smilte: "okay, det er godt at høre."
Vi havde dansk og havde om forløbet "mentale sygdomme." Hvorimod at Vanessa altid var hende som førte diskussionen i klassen, sagde hun i dag ikke et eneste ord. Hvilket var ret mærkeligt, men hun var vel bare træt.
Da klokken ringede ud ville gå over til hende, men hendes plads stod tom, og var allerede forsvundet. Jeg prøvede at lede efter hende på gangen, men uden held. Hun var pist væk, og jeg var nød til at give op til sidst. Det var først da skoledagen sluttede at jeg så hende igen. Hun stod udenfor og ventede på bussen. Jeg løb ud til hende med det samme. "Hey, jeg har ledt efter dig" sagde jeg hurtigt. Hun vendte sig om og smilte til mig. "Undskyld, jeg har bare haft travlt idag."
Jeg kiggede kort ned i jorden og så op på hende igen " hvad har du da lavet" sagde jeg så.
Der var en kort tavshed, og jeg fik faktisk aldrig et svar, for inden hun nåede at sige noget kom bussen. - Og med ét var hun væk.