Letters from the dead

Kapitel 2: 156 dage før

Skolen var normalt ikke noget jeg brød mig særlig meget om, men det havde ændret sig. Hver morgen stod jeg op og kunne ikke vente med at komme afsted. Kun af den grund, at jeg i pausen kunne hilse på Vanessa. Vi havde ikke mange timer sammen, men dem vi havde nød jeg fuldt ude. Hun var altid aktiv i skolen, og havde hånden oppe mindst tre gange pr. time. Jeg derimod var ikke særlig aktiv i skolen, kun hvis vi havde om et emne som jeg fandt interessant - hvilket var sjældent.

Klokken var 13:45 og vi havde fritime. Jeg stod ude på gangen og fumlede lidt med mine ting. Ikke langt fra mig stod Vanessa sammen med to andre fra samme overgang, Justin og Hannah. Jeg havde aldrig rigtig talt med dem, og de var heller ikke typerne som jeg lige umiddelbart ville føre en samtale med. Justin var ret arrogant, og jeg forstod faktisk ikke hvorfor Vanessa hang ud med ham. Hannah derimod virkede til at være flink nok, men havde sine problemer. Hvis man sagde noget forkert eller var uenig med hende, fik hun med det samme et raserianfald. Jeg havde engang sagt at jeg ikke synes at Zac Efron var en særlig god skuespiller, og hun var ved at brænde op af aggressioner.

Med ét fik jeg øjenkontakt med Vanessa og hun vinkede et par gange med hendes hånd, som tegn på at jeg skulle komme hen til dem. Jeg tog en dyb indånding og gik hen mod dem. Justin gav mig et koldt blik, og jeg vidste allerede at han hadede mig. "Det her er Henry, han er en af mine venner" sagde Vanessa så med sine blide, varme stemme. Jeg vinkede kort og strakte så min hånd ud, for at hilse på dem. Men til min overraskede hilste ingen tilbage. Det blev hurtigt akavet, men heldigvis afbrød Vanessa den: "Henry arbejde i biografen længere nede af vejen, og han har sagt at han godt kan give lidt rabat, er det ikke fedt?"
Jeg havde tidligere fortalt hende om mit arbejde, og at jeg kunne give hende rabat, men jeg håbede ikke at hun ville sige det til Justin, for han ville sikker bare udnytte det.
"Seriøst?" kunne jeg høre en kold stemme sige. Det var Justin som for første gang sagde noget. Jeg kunne se på Vanessa at det betød meget for hende, så jeg bekræftede det selvfølgelig.
Dagen sluttede, og jeg skulle til at på arbejde. Jeg gik udenfor, hoppede op på min cykel og cyklede ned mod biografen. Det var faktisk et rigtig godt arbejde og jeg nød at være der. Jeg hoppede om bag kassen og med ét begyndte folk at vælte ind fra alle sider. Jeg var allerede træt i forvejen og var dermed langsommere end jeg plejer. Flere gange var jeg endda i tvivl om, at jeg have givet de rigtige billetter væk. Jeg kigger op fra kasseapparatet og pludselig stod hun der, med hendes klare grønne øjne og lange brune hår. "Hej skabsven" sagde hun kækt.