The Golden Wolf

Kapitel 5

heiii

Velkommen til kapitel 5

håber at i vil nyde dette kapitel og at i har nydt historien indtil videre.

-----

Molly og jeg er igen på vej til skole efter at vi så uhøfligt blev afbrudt før. Vi siger ikke noget går bare. Molly er stille som døden selv, uanset hvad jeg gør kan jeg ikke få hendes opmærksomhed,ja ikke engang øjenkontakt.

Da vi når frem til skolen lyser Molly lidt mere op og der begynder at komme liv i hende igen. Altså ind til første time.

Molly og jeg har biologi i første time. Vi er sent på den, så vi skynder os at hente bøger, men da vi står i døråbningen sidder nogle af de drenge fra i morges ved det første bord. Molly stivner ved synet, jeg ligeså. Det er som om at min krop ikke reagere på det min hjerne fortæller den. Vi står bare. Tiden forsvinder og der køre en milliard tanker rundt i mit hoved 'Hvad laver de her?'             ' Hvad ønsker de af os?' 'Hvem er de?' 'Hvorfor nu?. Den nye flok har jo været her i hundrede år? Eller noget'

Varmen og livet kommer først tilbage til os, da Hr.brandt står bag os og hovent siger "Undskyld mig" og hoster sagte. "Undskyld Hr. " får jeg klemt ud af mig og vælter nærmest ind i klassen foran alle. Jeg vender mig om og ser at Molly stadig står i døråbningen og først nu begynder at vænne tilbage til livet. Jeg griber fat i hendes hånd og trækker hende med ned til det bagerste bord i klassen, ud af øjenkrogen ser jeg at en af drengene ser efter os. Jeg får øjenkontakt med ham, men vænner hurtigt blikket væk for ikke at vise interesse. Vi når ned til bordet og Hr.Brandt begynder timen. Jeg lytter ikke, holder bare øjne og ører åbne for alt der kunne virke mistænksomt. Jeg har så mange spørgsmål til hvem de er, men er ret sikker på at jeg nok ikke ønsker svar.

Timen går nærmest i superfart og jeg har dårligt nok fået pulsen ned og vågen før klassen pakker sammen og nærmest masser hinanden i panik, for at komme ud af klassen først. Kun Molly, jeg og de andre ulve sidder tilbage i klassen. Der er lidt mere liv i hende nu, men ved at hun stadig har hjertet siddende helt oppe i halsen. 

Vi vil begge allerhelst hjem i sikkerhed og finde tryghed igen, men det er som om at skolen er et fængsel, og at dagen i dag er ekstra lang. Det er som om at vi ser alle vegne, det er lige meget hvor vi går hen, de er der uanset hvad. Øjeblikket vi alle har ventet på, klokken ringer ud til sidste time = fri. Vi er hurtige til at tage en af branddørene ud, så vi havner bag ved skolen, hvor skoven ligger ikke mere end 20 meter derfra. Vi skynder os, Molly løber nærmest derop, mens jeg kigger efter om nogen andre mon fik ideen med at tage branddørene. Da jeg når skovkanten kan jeg ikke længere se Molly. Det er som om at hun er forsvundet. 

Jeg kigger mig fortvivlet omkring, prøver at finde et spor, hendes lugt, hvad som helst, men intet. Jeg kalder på hende, kan mærke at min ulv bliver mere og mere ophidset, vil ud, vil frem, Denne måde er ekstremt ineffektiv, og jeg ved det, men hvis jeg skifter nu vil jeg miste kontrollen og blive sårbar.

Jeg kalder og kalder, men intet svar. Det eneste spor jeg har fundet er nogle fodspor og en klud, som lugter kraftigt af chlor. Jeg er rasende over ikke at vide hvor hun er eller hvad der er sket med hende, jeg er rasende og ikke engang at kunne finde et ordentligt spor, rasende på mig selv over at være ude af stand til at finde hende, og min ulv er rasende på mig for ikke at lade hende hjælpe når vi begge ved at denne metode er håbløs. Det er i det øjeblik at jeg mister besindelsen. Jeg er så frustreret at jeg slipper den usynlige snor der har holdt hende fast og lader hende få frit spil. Kan mærke hvordan jeg langsomt mister kontrollen, jeg mærker ikke engang skiftet, før jeg står på fire poter og snuser til jorden og finder et spor. 

Vi løber igennem skoven, jeg har ingen anelse om hvor vi er på vej hen, men hun ved at dette er vejen til Molly, så jeg må bare følge med og håbe på det bedste. Jeg har mistet kontrollen og ved at hvis der kommer nogen der står i hendes vej vil jeg intet kunne gøre. 

Jeg ænser nærmest ikke øjeblikket hvor en ulv hopper op på siden af mig og slår mig med stor kraft ned i jorden. Jeg kan mærke hvordan jeg langsomt mister bevidstheden, hvordan alt bliver mørkt. Det eneste jeg kan tænke på er Molly. Hvor mon hun er? Er hun okay? Var det den samme ulv der er skyld i hendes forsvinden? 

Mine øjne lukker i. Alt bliver sort.

-----------

Det var alt for nu

Adios