(2 måneder senere)
Flyttemændene bærer de sidste kasser ud i bilen. Jeg står og kigger på det hus der engang var mit hjem. Der falder langsomt tåre ned ad min kind. Jeg vender mig og kigger på Laura. Jeg kan ikke andet end at kigge på hende. Tårende braser ud. Jeg græder som et vandfald. Laura græder. Vi står og græder i hinandens arme. "Hvorfor skal du flytte" Tuder Laura."Jeg ville ikke flytte" Tuder jeg. Jeg krammer hende så hårdt jeg kan. Jeg er ligeglad med at hun ikke kan få luft. Jeg trækker mig fra krammet og kigger på hende. Jeg kommer nok aldrig til at se hende igen. Nogen sinde. Jeg kigger ned på mine forældre. De sender mig vi-skal-afsted blikket. "Farvel" Tuder jeg og masser hende ind til mig. "Det er kun 840 km" Tuder hun og masser mig. "Ja kun 10 timer og 30 minutter" Siger jeg og tøre mine tåre væk. "Ja kun" Siger hun og vi går ned til bilen. "Jeg elsker dig" Siger jeg og begynder at tude igen "Jeg elsker også dig" Tuder hun. Jeg sætter mig ind i bilen. "Vi ses snart igen" Tuder jeg og lukker døren. Jeg ruller vinduet ned. "Meget snart" Tuder hun. Min mor starter bilen og vi køre. Laura løber efter os. Vi drejer rundt om hjørnet. Og mit liv slutter. Jeg tager mine høretelefoner i ørene og tænder for musikken. Farvel hus. Farvel venner. Farvel Laura. Farvel liv. Farvel Oslo...
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Sorry for kort kapitel. Men kunde ikke nå mere.
Da jeg skrev det her kapitel fik jeg nærmest tåre i øjnene. Af en eller anden grund kan jeg godt lide at skrive triste kapitler.
YOU ARE READING
It's just love - Marcus & Martinus
FanfictionVi har en fest på scenen. Jeg kigger ud på publikum hun er der ikke. Hvor er hun. Hun ligger på gulvet. Jeg går ned til en af sikkerheds vagterne og fortæller ham at der er en pige der ligger på jorden. Jeg går op på scenen igen. Det her er histori...
