Forever

Kapitel 9.

Hope's POV:

"Ja hvad er det Niall?" Spørger jeg ham. "Det bar' fordi.. Øhhm.. Vil du være min?" Spørger han hurtigt. "Hvad?" Spørger jeg paf. "Altså, være min kæreste?"

Jeg kigger ham dybt i øjnene, og siger så, "jeg skal altså lige have alt clearet med Harry.." Svarer jeg stille. "Det er helt okay babe. Jeg vil venter på dig." Svarer han, og kysser mig på panden.

Jeg krammer Niall farvel, og går ud på gaden. Jeg MÅ ringe til Harry.

*den ringer op..*

Haz: det' Harry?

H: Harry, det er Hope...

Haz: Hej..

H: Harry, jeg bliver nød til at snakke med dig om ALT.

Haz: Hope.. Jeg er altså ikke helt i humør til at snakke med dig nu. Kom igen om et par dage, så kan det være jeg er til noget.

H: men Har-

*biib biib biib*

Jeg giver et højt suk fra mig, og går videre i mine egne tanker. Pludselig bliver jeg væltet omkuld af en person.

"Ej det må du altså virkelig undskylde!" Udbryder personen. Jeg kigger op, og ser en meget køn dreng, med dybe smilehuller i hver side af munden, og blond hår, der er sat op i en quiff.

"Det gør ikke noget." Svarer jeg. Han rækker hånden ned mod mig, og trækker mig op. Han smiler til mig, og siger så: "Hey, er du ikke Hope McNamara? Harry's bedstevindende?" "Øhm, jo.. Kender vi hinanden?" Spørger jeg ham undrende. "Det må du undskylde, jeg har vidst ikke lige fået præsenteret mig.." Siger han, og rækker hånden ud mod mig: "jeg hedder Luke. Luke Robert Hemmings." Siger han charmerende. "Oh hej Luke, dig har jeg hørt om!" Smiler jeg. "Fra Harry, ikke?" Blinker han til mig. "Øhh jo.. Hvor ved du nu det fra?" Griner jeg. "Oh, han snakkede om dig konstant, da vi var sammen, her for nogle dage siden. Du er lige flyttet hertil ikke?" Spørger han. "Jo det er jeg." Svarer jeg ham smilende. "Hør, vil du ikke med på Starbucks, og have noget at drikke?" Spørger han glad. "Jooh, det vil jeg da gerne." Svarer jeg smilende.

Vi går ind på den nærmeste Starbucks på Oxford Street. Luke bestiller to kaffe latte, og vi finder et bord. Vi snakker om alt mellem himmel og jord. Pludselig spørger han ind til Harry's og mit forhold. "Er I tit sammen?" Spørger han. "Jeg kigger trist ned i bordet. "Hey er der noget galt?" Spørger han med et bekymret udtryk i ansigtet. Jeg kan ikke holde det tilbage, og fortæller alt hvad der er sket mellem Harry og jeg, her den sidste uge. "Årh det er jeg ked af at høre." Siger han, og tager min hånd. Jeg får et chok, og trækker den hurtigt til mig. "Ej undskyld.." Siger han. "Det gør ikke noget." Svarer jeg, og smiler forsigtigt til ham. "Nå, jeg må hellere til at komme hjem. Det har været hyggeligt at møde dig Luke." Smiler jeg. "I lige måde Hope." Svarer han. "Ses vi igen?" Spørger han tøvende. "Jada" svarer jeg. Han smiler, og giver mig sit nummer. Jeg smiler til ham, og siger farvel.

Da jeg kommer hjem, kommer min far og giver mig et knus. "Hej far." Smiler jeg til ham. "Hej Hopey-skat." Siger han, og kysser min kind. "Hvordan er det gået i dag?" Spørger han mig. "Det er gået fint. Jeg har været ovre hos Niall, og på vejen hjem, stødte jeg ind i en dreng der hedder Luke." "Luke Hemmings?" Smiler han stort. "Ja :-)" svarer jeg. "Han er en sød dreng." Siger han. "Ja det er han da. Vi gik på Starbucks, og fik en snak. Han virker som en meget venlig fyr. Jeg fik hans nummer." Svarer jeg." Lyder dejligt. Du skulle prøve at lytte til noget af 5SOS's musik. Det er rigtig gode." "Det vil jeg prøve far." Smiler jeg. "Godnat min pige. Jeg elsker dig." Siger min far. "Jeg elsker også dig far." Smiler jeg og giver ham et knus.

Jeg går op på mit værelse. Ligger mig i sengen, og kigger på Spotify. Jeg finder noget af 5SOS's musik, og kigger det lidt igennem. Jeg trykker på en sang der hedder "Amnesia" wow den er fantastisk. Smiler jeg for mig selv.

" I remember the day you told me you were leaving. I remember the makeup running down your face. And the dreams you left behind, you didn't need them, like every single wish we ever made.

I wish that I could wake up with Amnesia, and forget about the stupid little things. Like the way it felt to fall asleep next to you, and the memories I never can escape.

Cause i'm not fine at all.

-

Tak for 40 læsere folkens😝😙

- Thea1DLover