Unknown ~ J.JK

{{kapitel 22}}✔️

Jeg tror aldrig, jeg har mærket noget, der sårede så dybt. Bare den snittende glød fra et lok af hans hår for mig til at mærke følelsen af, at han snart ikke er her i 3 måneder. Jeg kan ikke nyde hans selskab, hans vittigheder, der altid rammer forbi, men jeg griner alligevel for at gøre ham glad. At den glød kan gøre mig så trist, ved jeg næsten ikke hvad hans øjne kan gøre. Hans øjne som får mig til at føle mig elsket, tryg, og at der er en, der føler omsorg for mig. Jeg vil bare ikke miste ham. Det som at sige farvel til mine forældre.. igen, jeg har endelig fundet en.

De 3 måneder kan gå så stærkt, men de kan også gå så langsomt. Uden ham til at holde mig med selvskab. Det glade humør, han bringer til min hverdag, hver gang vi ses.

Den tomhed jeg følte, da han sagde det, for mig til at føle jeg er blevet efterladt. Måske var det ikke hans hentydning at få mig til at føle sådan. Men han gjorder det på så mange måder.

Gennem alt det her. Og den stilhed der holdte parken, da vores stemmer lagde sig hen. Får det mig til at føle mig egoistisk, jeg skulle bare tænke igennem, hvad jeg faktisk tænkte. "Jeg vil have Jungkook til at blive, så jeg ikke føler mig tom indeni. Tænker jeg måske på ham og hans følelser? Han vil jo nok gerne afsted.. han har jo kun snakket om, hvor meget han glæder sig til turneen, og at han skal til Europa.. jeg er jo bare egoistisk"

"Han skal rejse, det er det, han vil. Jeg skal ikke stå og holde ham tilbage, desuden rejser han uanset hvad, gruppen kan ikke undvære ham.." Fik jeg tilsidst overbevidst til mig selv. Jeg prøvede at holde tårerne tilbage, og det kunne jeg.

Mine øjne fik snittet glimts af hans perfekte ansigt, som kun blev mere perfekt, for vær gang jeg kiggede. Jeg misser altid de bedste detaljer. Som hans mund han bed nervøst i for at høre mit svar. De små ryg hans næse lavede, som mindede mig om end hundehvalp, når den nyser.

Tilsidst nåede jeg hans øjne, perfekte. En dyb brun farve, jeg forevigt ville kunne elske, uanset om han rejste eller ej, jeg vil falde for dem.

"Okay"

Hans øjne skifter fra kølige og rolige til forvirret og forbavset "Okay? Hvad mener du?" Spørger han, og hans toneleje for ham kun til at lyde mere forvirret, end hvad jeg kunne regne ud.

En brummende vibration kommer fra Jungkook's lomme. "Ikke igen.." tænker jeg håbløst. Han har altid travlt med arbejdet. Hans telefon ringer altid. Men hvad kan jeg forvente? Hans arbejde er vigtigt. Det er jo også derfor, jeg må lade ham rejse.

Jungkook tager den, og da jeg er helt fordybet i mit eget univers, kan jeg ikke høre noget. Ikke at det rager mig på nogen måde. Men Jungkook's rejse holder mig hen, da den stadig ligger i baghovedet på mig, og den ligger som en sky, der kun kan få mig til at tænke negativt.

"Fuck om han rejser! Han rejser.. whatever! Han kan heller ikke lide mig! Hvad er dog problemet.."

Jeg kommer tilbage til virkelighed, da Jungkook's stemme endnu en gang, får mig til mit glade jeg.

"Jeg skal gå nu Y/n"

Mit glade jeg bliver skiftet tilbage til det negative jeg.

Han forvirrer mig. Jeg troede, vi havde et bånd. Men først ødelægger han det ved at rejse, og bagefter ved ikke at lægge noget i at sige; "han rejser".Han sagde ikke farvel eller noget. Hans sål vender lige 180˚, også går han ellers ud af parken. Men hvad kan jeg sige..

Jeg vidste godt kærligheden, ikke var der. Jeg håbede.. men jeg vidste.

Hurtigt forlader Jeon Jungkook parken. Og lyden fra hans Timberlands forsvinder ud i mørket.. sammen med mit hjerte den nat.
**