Unknown ~ J.JK

{{kapitel 24}}✔️

"Hvad laver du Y/n? Skal du ikke afsted?" Hyun som lød meget bekymret, smækker døren og går hen til mig. Hun sætter sig på kanten af min sengen.

Jeg gnider de sidste tårer væk fra mine øjne. Jeg kigger på hende, og hun virker forvirret. "Afsted, hvorhen?" Spørger jeg, selvom jeg ved, hvad hun mener.

"Er der sket noget..?"

Jeg kigger op på hende, med mine øjne som fyldes med tårer, da jeg tænker på, hvad der er sket. "Lader jeg ham bare sådan gå?!" Tænker jeg. Jeg rejser mig op fra min seng, og Hyun gør det samme "Hvad laver du Y/n?" Jeg ignorer hende.

"Jeg kan ikke bare lad ham gå.. jeg må sige, hvad jeg føler. Han skal vide det, inden han rejser"

"Hyun, hvor langt tid tager det at nå til lufthavnen?"
"Det ved jeg ik.. 20 min?"

Hurtigere end Hyun kan nå at reagere, løber jeg ud af mit værelse. Jeg fortsætter ud gennem stuen og hen mod hoveddøren. Jeg ved ingengang, om flyet er fløjet.

"..jeg skal nå det" Siger jeg til mig selv, i samme sekund jeg flår døren op, og mærker morgenbrisen suse forbi mig som en storm.

Jeg stormer gennem gaderne, og mange gange er jeg ved at falde over en kantsten eller to. Men jeg undgår dem altid, for hvis jeg fejler lige nu, ændrer det hele situationen.

Folk kommer hjem fra indkøb, og nogle handelsmænd kommer gående ud af store bygninger, men de gør allesammen det samme; De skriver.

Det som at løbe gennem mig og Jungkook's historie, når jeg løber her på gaden. Vi mødtes ved end fejl. Men fejl er ikke altid dårlige. Nogle er bedre end andre, og det her var en af de bedste i mit liv. Jeg kunne have ladet hver med at svare ham, eller jeg kunne have skrevet, han fik forkert nummer. -Ja, det kunne jeg.. men ellers ville jeg ikke være her.

Folk som egentlig er ligeglad med verden omkring dem, lægger ingengang mærke til mig. Det minder mig om mig selv. Jeg sad også på min mobil heledagen uden faktisk at tænke på andre og deres problemer, fordi jeg havde travlt med mine egne. I den lange tid, troede jeg kun, det var mig. Men når jeg kigger mig omkring på denne lille gade, opdager jeg; alle har problemer.

Folk knokler med at få deres børn til at stoppe med at græde, fordi hun ikke kunne få det legetøj, hun gerne ville have. En pige med nøddebrunt hår sidder inde inde i en stue med hendes mor. Hendes mor holder hendes hænder stramt over bordet, og pigens tårer er begyndt at falde lidt, ligesom mine.

Min barndom var ikke perfekt, men at jeg troede, at jeg var den eneste med problemer her i livet, var selvisk. Jeg har bare været fanget inde i min egen bobbel, men godt at der var en, der kunne hjælpe mig med at komme ud.. Jungkook

Hans hverdag er nok ikke perfekt selv, og at jeg ikke vil lade ham rejse, er selvisk. "Derfor må jeg lade ham rejse, men ikke uden et farvel først.."

Jeg nåede hen til lufthavnen, hurtigere end jeg troede.

Jeg flår døren op, og mine øjne søger kun efter dem..

Da jeg spotter ham stå sammen med drengene, er jeg sikker. Jeg behøver ingengang at tænke på at løbe, mine ben gjorder det bare af sig selv.

Pludselig bliver der sagt noget i højtaleren, men jeg er alt for koncentreret på at nå ham, at jeg ikke får hørt det. Drengene begynder at tage deres kufferter og gøre klar til at gå, og der vidste jeg, hvad personen i højtaleren sagde.