No way back

Prolog

Dødens synsvinkel

De fleste mennesker frygter døden eller de frygter mig. De frygter hver dag, at deres tid er kommet, men hvad de stakkels dumme skabninger ikke har forstået endnu er, at deres sølle liv er kort varigt. De tror selv, at de lever et langt og lykkeligt liv, men i virkeligheden vare det kun et splint sekund. Fra deres fødsel til deres død, går de rundt på jorden med et begrænset antal år til at leve i.

Det er ikke altid at der skal hentes en sjæl, når jeg tager herop. Nogen gange tager jeg bare herop for at få fred fra de fladpander, jeg bor sammen med. I dag er ikke en undtagelse, udover at der rent faktisk er en sjæl, jeg skal have med tilbage til dødsriget. Han er dog først sat til at dø kl.16.00. Jeg ser ned på mit armbåndsur 15:30, en halv time endnu. Jeg ta'r en tår af min kaffe mens mit blik vandre hen over de travle mennesker. Man skulle tro at det var deres sidste dag, så meget de skynder sig. Jeg ryster på hovedet og sukker tungt, da mine øjne spotter dagens offer. Hans hænder er placeret i hans lommer og vinder griber fat i hans lange hår. Mit blik glider endnu en gang ned på uret, der sidder stramt mod mit håndled 15:55. Tiden heroppe snegler sig virkelig afsted. 2 minutter før hans død, rejser jeg mig op. Han fornemmer mine skridt og vender sig om.

"Hvem er du?" Spørger han rædselsslagen og bakker bagud

"Døden" svarer jeg simpelt.

"Døden? døden er ikke en person. Du må have en skrue løs."

Han griner højlydt. Folk vender sig mod ham og sender ham undrende blikke.

"Hørte du hvad tossen sagde til mig?" spørger han damen ved siden af, før han knækker sammen af grin.

"Hvem?"

Damen ser forvirret rundt og først da hendes blik møder hans, stopper han med at grine.

"Kan du ikke se ham?" Spørger han målløst, idet klokken slår 16.00.

"Beklager makker, men din tid er kommet"

Jeg ligger hånden på hans skulder og hans krop falder sammen på fortovet. Damen, der så det hele ske, skriger nu som en hysterisk baby. Jesus christ, mennesker overdramatisere da også bare alt. Jeg tager mig til hovedet for at få den dulmende hovedpinde til at forsvinde eller i hver fald dæmpe sig, før jeg vender tilbage til underverden.

Mennesker og deres konstante brok giver mig stress. Hovedpinen har dæmpet sig og jeg gør mig klar til at tilbage til underverden, da der rykkes i mine klæder.

Huh? har jeg misset en sjæl?

Mit blik glider ned ad og møder en lille brunt håret piges. Jeg stirre ned på hende og hun stirre tilbage på hende.

"Er manden okay?" Spørger pigen med lav stemme og kigger bekymret mod manden.

Fuck! normalt kan kun den dødende se mig, hvorfor kan hun se mig? Jeg fik ingen besked om at en lille pige skulle lade livet i dag.

"Hallo?"

Hendes stemme river mig tilbage til virkeligheden.

"Huh?"

"Er han okay?" Spørger hun endnu en gang.

"Ja, det er han."

Hun begynder at smile stort.'

"Godt, så må du gerne være min ven."

"Ven? Jeg skal ikke være nogens ven. Jeg er døden. Venner er ikke noget, jeg har tid til." Siger jeg lidt for hårdt.

Hendes øjne fyldes med vand. Den dårlige samvittighed kommer som en slyngende lussing og den bliver kun værre, da hun åbner sin mund og med en lille skrøbelige stemme siger:

"Selv døden har brug for en ven"

"Nej nej! ikke græd. Jeg vil gerne være din ven" Prøver jeg panisk at redde den, før hun skaber for meget opmærksomhed.

"Virkelig?"

Hun lyser op i det største smil, jeg nogensinde har set. Hendes små arme vikler sig om min krop. Jeg gør mig umage for ikke at masse hendes lille skrøbelige krop. Hun slipper sit tag om mig og det samme gør jeg med hende. Hun træder væk fra mig og ser op på mig med usikker øjne.

"Ses vi igen?"

"Det gør vi. Vi jo venner nu" forsikre jeg hende om.

Mit svar må være tilfredstillende nok for hende, hun løber i hvert fald hen til sine forældre.

Underlig pige.

Mine øjne følger hende indtil de ikke længere kan fornemme hendes skitse, og hun blot er en prik i blandt tusindvis af andre prikker. Først der går det op for mig, at der er noget som bevæger sig, noget som ikke har bevæget sig siden den dag, hvor jeg mistede hende. Mit hjerte. Det banker. Efter så mange år banker det endelig igen.

#nwb
//hey hey, så det tid til note fra mig af. Siden jeg går i 9 er eksamenerne nær, fy for den lede! Men jeg overlever nok, skal trods alt ikke op i idræt eller mundtligt tysk. Det havde været min død, uden pis jeg vil spise en lort end at skulle op i de fag. Okay, måske ikke lige spise en lort, men I ved sikkert hvad jeg mener.
Jeg skal op i nogen af de letteste fag ever: samfundsfag og skriftligt biologi
Kunne det blive nemmere? Svaret er nej.
Jeg bør endelig udfylde nogen papir til min kommende efterskole, som skulle have været afleveret i lørdags, men siden jeg var i Frankrig der, kunne jeg ikke skrive under.
I må have det til vi ses igen!//