Stefan Hjort.

#2

Jeg vågnede ikke af min alarm, af en eller anden grund. Nok fordi jeg skrev med Stefan den halve nat.

Jeg vågnede fordi Daniella kom væltende ind på mit værelse, og råbte mit navn op, tændte lyset og hev dynen af mig.

"Ej gider du gå væk!"

"Klokken er mange, hvorfor sover du stadig?"

"Fordi jeg først gik i seng lidt i 2. Hvad er klokken?"

"12, stå nu op, lad os lave et eller andet, vejret er virkelig lækkert!"

"Stefan spurgte igår om vi kom til Furesø senere i dag, jeg sagde at det var op til dig. Og det er ok hvis du ikke gider."

"Lad os gøre det."

"Okay." Jeg gabte højlydt og gned mig i øjnene. "Vent hvad?"

"Hvad hvad? Var det ikke det svar du ville have?"

"Jo, men kun hvis du selv vil"

"Det' fint nok. Du trænger til at være lidt mere ude end du har været siden i slog op. Og han virker som om han gør dig glad, så jeg er glad, selv hvis han kun er 15. Bare lad være med at gøre noget dumt."

"Det ville jeg aldrig, det ved du."

Hun nikkede, åbnede mit klædeskab, og hev noget tøj ud.

"Men jeg låner den her, hvis vi skal bade."

"Det skal vi ikke."

"Hvorfor tage til Furesø, hvis du ikke har planer om at bade?"

"Jeg bryder mig bare ikke om min krop, det ved du også godt."

"Det gør jeg heller ikke, men lad folk tænke hvad de vil, bare hav det sjovt. Hvem ved, måske kan Stefan"

Hun blinkede og vendte sig mod mit klædeskab igen.

"Ej stop."

Jeg fik endelig rejst mig, fandt noget tøj jeg kunne tage på, og gik ned i køkkenet for at spise morgenmad.

"Du skal have den her på, Celine" Råbte Daniella, hvorefter en af mine sommerkjoler blev smidt ned oppe fra første sal.

"Glem det."

"Jeg tager ikke med, hvis ikke du tager den på. Den er virkelig sød!"

Hun gør så meget kun det her, fordi Stefan er der. Først er det forkert, og nu skubber hun mig nærmest hen i armene på ham, men hvorfor?

"Nej."

"Jeg gider ikke diskutere det, tag den nu bare på, det er ikke så svært."

"Du siger det er forkert jeg snakker med Stefan, du ved hvor meget opmærksomhed jeg får med den på, og alligevel tvinger du mig i den. Hvorfor?"

"Hvis du kan få lidt positiv opmærksomhed fra Stefan, selv hvis det er en smule forkert, så er jeg glad. Du skal videre fra idioten inde i København."

"Jeg er videre."

"Nej, du er ej. Så sent som igår var hele din dag ødelagt, fordi Josephine nævnte ham. Det er ok, men du skal videre. Ikke være ked af det mere."

"Og hvad så hvis Stefan begynder at tro alt muligt? Eller hvis jeg rent faktisk falder for ham? Det ville jo ikke være særlig godt, vel?"

"Jeg skal nok være der for dig hvis en af delene sker. En dag af gangen."

Jeg nikkede, skyllede min tallerken af, og hentede min telefon på værelset.

Celine: Godmorgen.