In Love With A Sugg

Kapitel 11 - Mor?!

"Come on, hurry!" råber Joe, der er mindst fem meter foran mig. Det regner helt ekstremt meget, og det er for længst blevet mørkt. Jeg kigger op på ham, men finder hurtigt ud af, at jeg er nødt til at holde min arm op til panden, for at regnen ikke skal ramme mine øjne. Vi er kun nået cirka halvvejs hen til hotellet, da vi finder en parasol, der står ved en lukket café. Vi stopper under den for at få en kort pause. Joe kører en hånd igennem sit våde og flade hår, for at få det til at sidde rigtigt igen.

"It's really raining, ha'?" siger Joe og kigger rundt. Han tager sin mobil frem.

"Yeah... Hey, what time is it?" spørger jeg og står på tæer, mens jeg læner mig ind over ham.

"It's almost eight PM," svarer han og fortsætter: "I don't think that the rain will stop any time soon..." Han ånder tungt ud. Vi står på hver vores side af parasol stangen, men jeg kan stadig mærke hans varme ånde, der rammer min kind. Han kigger over på mig og smiler.

"What?" spørger jeg og ser ned af mig selv. Jeg kan ikke se noget, der ikke burde være der.

"Nothing, you're just... Beautiful." svarer han. Jeg kan mærke varmen strømme til mine kinder. Tænk at han bare sagde det... Og så endda ud af det blå. Han kigger skiftevis på mine læber og direkte ind i mine øjne. Han rykker tættere på mig, og lige da vores læber skal til at mødes, kører der en bil hurtigt forbi os og alt vandet, der havde samlet sig i en kæmpe vandpyt på vejen, er nu på os.

"Oh my God!" er det eneste, der kommer ud af min mund. Joe trækker sig væk fra mig. Jeg kan se at han er lige så irriteret og forbløffet som mig.

"That dick!" råber han, og drejer en omgang omkring sig selv.

"Wait! Did you say almost eight?!" spørger jeg og kommer i tanke om...

"Your sister!" udbryder han og tager sin hånd om til baghovedet. Hans øjne er store, ligesom mine, og vi begynder begge at løbe.

"We need to hurry, come on!" råber han. Jeg løber så hurtigt, jeg kan, og er næsten oppe ved siden af ham.
___________________________________________________________________

Vi er henne ved hotellet klokken syv over otte, og jeg flår døren op ind til lobbyen. Vi løber hen til børnepasser stedet, og får Mel med os.

Vi begynder at gå hen mod elevatorerne, og både Joe og jeg har Mel i hånden. Han kigger ned på hende og smiler.

"What's her name?" spørger han og ser op.

"Søde, kan du fortælle Joe hvad du hedder?" spørger jeg, Mel. Hun ser op på Joe og svarer: "Melanie." Hun griner og giver slip fra vores hænder. Hun løber rundt og griner.

"She's a lovely kid." siger Joe og putter sine hænder i lommen.

"Yeah... Not to sound selfish or anything." svarer jeg og han ler.

"I know what you mean." siger han og giver med et skævt smil. Hvordan kan en fyr være så forstående, og sød på engang. Jeg kan hører, at der er en, som kommer løbende efter os, men jeg lægger ikke mærke til ham, indtil han råber: "Miss, stop. Wait!" Jeg ser om på ham, derefter på Mel, og til sidst op på Joe.

"Can you go grab her?" spørger jeg og han nikker med et seriøst udtryk plantet på hans ansigt. Jeg går hen mod manden, der stoppede mig.

"Miss Looney?" spørger han med en italiensk accent.

"Yes," svarer jeg kort og fortsætter: "What is going on?" Hvem er han? Kan han ikke se, at jeg er midt i noget?

"Room 318?" spørger han og jeg spørger igen, denne gang lidt mere irriteret: "What is going on?!" Han holder en pause for at få vejret. Han må være løbet langt, eller også er han bare i dårlig kondi. Jeg ser på hans ølvom og gætter på det sidste.

"It's your mother. There has been an accident this afternoon... At Westminster Bridge." fortæller han. Joe kommer hen til mig, med Mel siddende på hans arm.

"What is this about?" spørger han, og ser alvorligt på manden. Manden har fået vejret og fortsætter: "The accident happened at 11:16 this morning. A car crashed into a taxa... And I'm sorry to say that..." siger han, men stopper. Mine øjne bliver blanke af tårer.

"Was... Was my mother in the taxi?" spørger jeg med en grødet stemme. Jeg kan mærke tårerne trille ned af mine kinder.

"Yes, Miss. She was in the taxi..." svarer han og kigger medfølende på mig. Jeg ser ned på mine fødder, og prøver at få det hele til at hænge sammen.

"Is she..." begynder jeg, men kan ikke få mig selv til at spørge. Jeg kigger op på Joe, som ser på mig med medlidenhed. Han sætter Mel ned og stiller spørgsmålet for mig.

"Is she dead?" spørger han. Manden nikker, og det er som om hele min verden braser sammen. Joe trækker mig ind til sig. Hans jakke er stadig våd af regnen, så det at der kommer en million tårer på den, gør nok ikke den store forskel. Han har den ene arm rundt om mit hoved ,og den anden om min ryg. Jeg kan mærke Mel komme hen til mig og tage min hånd.

"Hvad er der sket?" spørger hun og fortsætter: "Hvornår kommer mor hjem?" Jeg tørrer de fleste tårer væk, og sætter mig ned til hende.

"Mel... Mor kommer slet ikke hjem." siger jeg stille, og hendes ansigt bliver helt udtryksløst. Jeg kigger hende dybt i øjnene, og kan se de blanke tårer som hun holder tilbage, så godt som hun kan. Én efter én triller de ned af hendes kinder. Jeg trækker hende ind til mig i et kram og jeg hører hendes vejrtrækning blive hurtigere.

"Det er okay, Mel. Jeg skal nok passe på dig." hvisker jeg og kysser hendes skulder. Jeg trækker mig væk og tager hende i hånden.

"The police will be here tomorrow, to talk to you about your mother, and how you get home." informerer den lille italiener og jeg nikker bekræftende. Han smiler skævt til mig, sikkert fordi han ikke ved hvad han ellers skal gøre.

Sammen går vi alle tre ind i en af elevatorerne, og jeg trykker på knappen, hvor der står et femtal på.

"I can't believe that she's gone..." siger jeg med rystende stemme.

"It will be alright... I promise..." siger Joe, mens han tager min hånd.