In Love With A Sugg

Kapitel 30 - En dag med Mel

Jeg vågner tidligt næste morgen, sætter mig op og kigger til venstre. Ikke engang Mel er vågnet, og hun plejer at være oppe før klokken halv ni. Jeg gnider mig i øjnene, så alting ikke er så utydeligt, og opdager at jeg glemte at tage mine kontaktlinser ud i går. Jeg plejer aldrig at sove med dem, men nogle gange glemmer jeg det. Jeg skubber dynen væk, og sætter mine fødder ned i mine Totoro-futsko. Jeg går ud på badeværelset, men støder ind i en lampe og en af de bløde stole, hvor mit tøj er ved at hobe sig op, på vej derud. Vejen til badeværelset er længere end jeg troede, men i sidste ende kommer jeg derud. Jeg tager linserne ud og leder i min makeuptaske efter min boks med linser, uden held. Jeg må have glemt den derhjemme!

"Typisk," mumler jeg og beslutter at børste mine tænder. Hvor er det lige at man kan finde et par linser? Det er ikke bare noget man kan købe i et supermarked... Eller kan man? Hvad ved jeg, det kan man måske her? Jeg spytter ud og skyller min mund i det mundskyl, som hotellet har sat frem for flere dage siden. Det smager forfærdeligt, så det ryger også ned i vasken. Måske har mor taget nogle med? Jeg finder hendes toilettaske, der har fået plads på gulvet, og leder den igennem. Ingenting.

"Fucking BULLSHIT!" bander jeg for mig selv. Jeg er ikke typen, der bander, men nogle gange ryger det bare ud af mig.

"Så går vi over til plan B," siger jeg stille og går ud af rummet. Jeg ved at der er et par nød briller i min kuffert, hvis nu noget som det her, skulle ske.

Efter at have stødt ind i utallige ting, ender jeg på gulvet foran min kuffert. Der er ikke specielt meget tilbage i den, da alt mit tøj ligger i en stor bunke på stolen. Det tager mig kun få sekunder, før jeg sidder med mit brilleetui i hånden. Jeg tager dem op og kigger igennem dem. Glasset er lidt fedtet, men der ligger en pudseklud i etuiet. Jeg tager dem på og kan endelig se noget igen. Jeg roder bunken med tøj igennem, for at finde et sæt tøj, og vælger det tøj, jeg havde på den dag vi ankom. Jeg sætter mit hår op i en hestehale og begynder at dække op til morgenmad. Mel vågner ved lyden af mig, der sætter tallerkener på bordet, og jeg beder hende om at tage noget tøj på. Jeg ringer ned til receptionen og beder om at få vores morgenmad leveret. Kort tid efter ankommer vores mad, og vi kan begynde at spise.

"Skal vi til fest i dag?" spørger Mel, med munden fuld af vafler. Jeg nikker og tager en bid af den halvspiste bolle, der ligger på min tallerken. Mel smiler spændt og spiser videre.
___________________________________________________________________

Klokken ti minutter over tre banker det på døren. Jeg rejser mig for at åbne den og ser, til min store overraskelse, en tjener stå med to bøjler. Han rækker mig dem og jeg tager imod dem med et forbløffet ansigtsudtryk. Før jeg lukker døren giver han mig et lille smil. Jeg smiler tilbage og skubber døren i.

"Hvem var det?" spørger Mel, og ser interesseret på de to bøjler. De har et eller andet stof, der dækker dem, så vi kan ikke se hvad det er. Jeg trækker på skuldrene og lægger dem forsigtigt på sofaen. Jeg åbner kortet og begynder at læse:

"For my date; Bench-Girl and her little sister, Melanie.

Just a little something for tonight. See you at six!

xxx Joe"

Jeg åbner forsigtigt den første, og største, bøjle pose og ser den smukkeste kjole, jeg nogensinde har set. Den er i en mørkere beige farve, med et sort bælte og sorte blonder i kanten.

"Wauw..." er det eneste jeg kan sige. Jeg er mundlam, målløs og overrasket. Mel kommer løbende og ser på kjolen.

"Wauw! Skal du have den på i aften?" spørger hun og jeg nikker uden at sige noget. Tænk at Joe bare har købt mig en kjole! Og så endda en rigtig smuk en. Ikke at han ikke har god smag, men det kan være svært for nogle drenge at købe tøj til piger. Jeg tager kjolen med ind i soveværelset, hvor der er et skab ingen af os har haft brug for, før nu. Jeg hænger den derind, for at den ikke skal blive krøllet. Jeg går tilbage ind i stuen, hvor Mel venter i spænding på, at jeg skal åbne den anden pakke. Den er lidt mindre end den anden, men jeg åbner den med samme blidhed. Denne gang ser jeg også en kjole, men den er til Mel. Den er stribet og med en lille butterfly oppe ved halsen. Jeg smiler og siger: "Den er til dig, Mel." Vi ser på hinanden og begynder at grine. Jeg tager den med hen til skabet, hænger den derind og går tilbage til Mel. Hun løber over for at tænde radioen. Den er på 70'er kanalen og 'Dancing in September' spiller ud af højtalerne, på den lille radio.  Hun skruer højrere op og begynder at danse vildt rundt. Hun får mig lokket med og jeg danser lige så vildt som hende. Hver gang omkvædet kommer skråler vi med.