Forbudt magi

1

Forbudt magi

af Victoria F. Reuss

Jeg borede fingrene ned i jorden, men fortsatte alligevel med at glide tilbage. Dyret jog sine kløer ned i mine ben, og jeg mærkede, hvordan huden blev flænset op, og blodet begyndte at løbe. Et skrig gav ekko gennem skoven. Mit skrig. Ud af øjenkrogen anede jeg et væltet træ. Jeg rakte ud efter det og følte den varme energi sprede sig fra min håndflader ud til mine fingerspidser. Træstubben løftede sig, og jeg kastede den mod monstret, der pressede min krop ned mod den mudret skovbund. Træstubben hamrede ind i den, og dens kløer slap mine ben. Monstret udstødte et brøl, idet den væltede om på siden, og jeg så mit snit til at komme på fødderne igen og sætte i løb. Jeg løb for livet længere ind i skovens tætte vildnis af træer.

Med ét begyndte det at flimre for mine øjne, og et sølvgråt bæger, der stod på et bord ganske tæt på mit ansigt, dukkede op.

Lige så hurtigt, som synet havde vist sig, var det væk igen, og skoven var igen det eneste omkring mig. Jeg spurtede af sted mellem træerne i håb om, at jeg på denne måde kunne ryste min forfølger af, men lyden af dens tunge skridt brød skovens stilhed og fortalte mig, at den var lige i hælene på mig.

Det flimrede endnu engang for mine øjne. Ved siden af bægret stod to nedbrændte stearinlys, og masse papir, hvis tekst jeg ikke kunne læse, lå spredt på bordet. Jeg genkendte tingene. Skoven dukkede op igen, og en stemme i mit hoved skreg 'vågn op'. Månens skær havde svært ved at trænge ned gennem trækronerne, og skoven lå hen i mørke.

Min brystkasse gjorde grænseløst ondt, som om nåle blev stukket ind i den, smerten gjorde det svært for mig at trække vejret.

'Vågn', lød stemmen i mit hoved igen, og nu huskede jeg det hele.

Dette var ikke virkeligt.

Monstret nærmede sig med hastige skridt. Dens sorte pels vippede i takt med dens bevægelser. Skoven åbnede sig, træerne forsvandt, og foran mig lå en klippeskrænt. For foden af klippen brusede en flod af sted. Jeg stoppede brat op, mærkede, hvordan mine fødder næsten gled ud over kanten. Jeg vendte mig om: Monstret kom løbende med en knurrende lyd, der fyldte mig med frygt.

Dette er ikke virkeligt, tænkte jeg igen.

Den åbnede sit gab i et brøl, og jeg kunne tydeligt se dens knivskarpe tænder. Jeg strakte armene ud til siderne, og da monstret rakte sine kløer ud mod mig, lod jeg mig falde ud over klippeskrænten.

Gispende slog jeg øjnene op, en kvalmende fornemmelse fyldte mig. Jeg tumlede ned ad den stol, jeg havde siddet på, krummede mig sammen på knæene og kastede op op ad væggen. Det hjalp.

    Jeg tørrede mig om munden med håndryggen og kunne tydeligt genkende rummet omkring mig. Ovre i hjørnet stod min seng ved siden af et skrivebord med alle de ting, jeg havde set i mit syn. Jeg skyndte mig ud på gangen. Faklerne, der blev tændt om natten, brændte endnu, men slottet lå stille hen, og ingen lyde kunne høres. Jeg knyttede mine hænder. Det her var magi! Hvad var der sket? Jeg var nødt til at finde den, der stod bag, men først ville jeg finde kongen. Jeg satte i løb og stormede hen ad gangen og op ad en bagtrappe, der førte til indgangen til tronsalen. Den store trædør stod på klem, og jeg skubbede døren op.

"Deres majestæt?"

Ud ad vinduet så jeg, hvordan solen dukkede op bag bjergene og malede den grålige himmel med orange og røde farver. Dens stråler kastede striber henover tronsalens vægge. Jeg fik øje på kongen, der sad på sin trone uden at bevæge sig. Jeg satte i løb mod ham.

"Deres majestæt, De bliver nødt til at hjælpe!"

Han kiggede bare tomt frem for sig. Hans øjne var matte og blanke. Jeg trådte et skridt bagud, mine ben følte som kviste. Magien havde også fået kongen. Jeg skulle til at vende mig om, da han rejste sig. Stadig uden at sige et ord gik han om bag tronen og stirrede på et af skjoldene, som hang på væggen med kongerigets våbenskjold på.

Jeg stormede ud af tronsalen. Jeg måtte finde den, der stod bag. Den eneste måde, man kunne besejre den her forbandelse på, var ved også at bruge magi. Og jeg var sandsynligvis den eneste anden i landet, der kunne det. Selvom jeg var datter af kongens bedste ridder, havde jeg været nødt til at skjule de evner, jeg havde arvet fra min mor og hendes familie, der alle havde været fremragende troldkvinder og -mænd. Siden min mor døde, da jeg var helt lille, havde jeg i stedet lært alt om sværdkamp og krig af min far. Magien havde jeg studeret selv i det skjulte, men nu måtte jeg prøve mine evner af.

Med en uklar viden om, hvor min magiske fjende befandt sig, valgte jeg at løbe den samme vej, som jeg var kommet. Jeg drejede af ved en lille dør i udskåret træ og tog en bred trappe af sten, der førte op til næste etage. Halvvejs oppe stødte jeg på en tjenestepige, der var sunket ned på et af trappens mange trin. Hun havde præcis det samme udtryk som kongen i sine øjne. Tøvende lagde jeg en hånd på hendes skulder, og ruskede hende blidt, men hun reagerede ikke, hun drejede ikke engang hovedet for at se på mig.

Lyden af en smækkende dør fik mig til at fare sammen. Jeg stivnede og lyttede. Men der var intet at høre. Jeg trak vejret dybt ind, prøvede at få styr på min vejrtrækning, inden jeg med rystende skridt gik det sidste stykke op ad trappen.

Gangen foran mig lå øde hen. Der var ingen vinduer til at lyse den op, så den eneste lyskilde var de få fakler på væggen, der endnu brændte. Da jeg drejede rundt om et hjørne, stod der fire mænd, jeg med det samme kunne se ikke var nogen, der hørte til på slottet. Stakåndet trykkede jeg mig op ad væggen og stak så hovedet lidt frem. Fire mænd bevæbnet med sværd og økser vogtede den dør, der førte ind til trappen til slotstårnet. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dette kun kunne betyde én ting: personen, der stod bag forbandelsen, måtte befinde sig i tårnet.

Med bankende hjerte løb jeg tilbage ad gangen og ned ad trappen. Mine kræfter ikke var stærke nok til at klare både mændene og den, der havde gjort det her, alene. Jeg løb mod det eneste sted, jeg kunne forestille mig, at prins Ludvig ville befinde sig. Og da jeg åbnede døren ind til riddersalen, fik jeg ret i min formodning. Prinsen stod og gloede ud ad vinduet på solen, der nu var stået op. Jeg vidste, at jeg ikke kunne vække ham, når jeg befandt mig i denne verden, jeg måtte tage ind i hans drøm. Usikkert tog jeg mine hænder op til hans hoved og placerede mine fingre på hans tindinger. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om at finde en vej.