Sådan er livet

2.

"Der var engang".. En naiv ung kvinde, som lige var kommet ud af et voldsomt voldeligt forhold. Hun havde svoret sig selv, at hun skulle være single og sig selv længe nu. Hun var studerende, og snart færdig med skoleforløbet af sin uddannelse. Hun arbejdede. Hun havde sin egen lejlighed. Denne unge kvinde, havde ben i næsen, klarede sig selv og var egentligt fint tilfreds med sin tilværelse.

Men som i ethvert pisse irriterende, lorte-eventyr, skal "prinsen" jo netop komme og ødelægge prinsessens selvstændighed og "redde" hende fra hendes frygtelige ensomme tilværelse.
                     - Så denne prinsesse byttede efter noget tid, den lille hyggelige lejlighed ud med et mega lille hus, langt væk fra alting. Hun byttede uddannelsen ud med barsel og arbejdet med et ulønnet 24 timers job som mor.

                     Casper var ikke en specielt køn mand, men han havde sådan nogle rare, mørke øjne. Sådan lidt ligesom, når man stirrede ind i en kos dybe øjne. De var bare så rare.. Og så slog han ikke, det var et gigantisk plus. Han talte pænt, næsten for pænt, og han var som en uskyldig lille hundehvalp, der var blevet efterladt. Han havde brug for mig. Så jeg sprang i med begge ben, og gav slip på min selvstændighed, for at blive en slags fixer-upper som fixede mennesker og reddede dem med min blotte tilstedeværelse.

Casper og jeg mødte hinanden gennem en fælles veninde.

Vi flyttede sammen fire måneder senere. Måneden efter det, friede han, og måneden efter frieriet, står jeg med en meget positiv graviditetstest i hånden. Så på en direkte sygelig tidsramme svarende til en graviditet, var jeg gået fra at bo selv, være single og klarer mig selv. Til at være låst fast i et forhold, hvor jeg ikke engang var forelsket. Ja, jeg skulle giftes med en mand, som jeg ikke engang var forelsket i. Jeg skulle have et barn, med en mand, som jeg egentligt ikke havde reelle følelser for.
                    - Det var så fucked up.. Det ér fucked up. Jeg var så forblændet af ideen om den store familie drøm, så betaget af, hvor tæt det var på, at jeg helt og aldeles havde glemt mig selv.
Så var det egentligt lidt lige meget, at drømmen blev udlevet med en grimrian, som jo bestemt også kan have sin egen form for charme, men som jeg ikke kunne dyrke sex med, medmindre lyset var slukket. Så længe vores børn blev kønne og drømmen kom tættere på, så var jeg tilfreds - troede jeg.

Jeg burde have vidst, at det ville være et farligt forhold for mig, så voldsomt hurtigt, at alting skulle foregå.
For fanden, alt der går så stærkt, er jo lort.
Ingen synes jo at 2 minutters put-i-hul fest er spændende, men det sker jo stadig. Eller en rutsjebane, hvad sjov er der i den, hvis der kun var én optur og én nedtur? Det er jo hverken sjovt, spændende eller ophidsende, så hvad havde jeg egentligt forventet af mit familieidyls-wannabe forhold med Casper?
                  - Jeg ved det ikke, men jeg ved i dag, at jeg var dum, ung og naiv, og at jeg alt for nemt gav op på mig selv, for andres normer og ideer.

Jeg var nu bundet fast til Casper, i form af kød og blod. Frederikke meldte sin ankomst, og hele graviditeten igennem havde Casper ikke rigtigt vist nogen som helst følelser vedrørende hans nye status i livet. Ikke medmindre jeg specifikt bad ham om det. Der var ikke mavenusseri, eller snak til babyen i maven. Han virkede ikke videre interesseret efter hun var født heller og holdt hende sjældent, igen.. medmindre jeg mindede ham om, at sådan en kødklump altså skulle holdes om og mærke nærvær, også fra sin far.
                 - Det hele virkede nærmest overvældende for ham, og det kunne være svært for ham at indfinde sig i sin nye rolle. Det var som at se en elefant i et glashus, han anede hverken op eller ned.

Det hjalp heller ikke at Casper var arbejdsløs også, og at kommunen havde vurderet os som værende en ressourcesvag og ustabil familie på baggrund af min opvækst, og vores generelle status i samfundet. De ville så gerne hjælpe os, men de var værre end tante Lis som insisterer på at tage opvasken, hver gang hun er på besøg. Kvinden der nærmest sviner tallerkner til, bare for at kunne vaske dem op igen. Kommunen kunne ikke spises af med en "nej tak, ellers tak" kommentar, og blev altså hængende som tante Lis's skygge.
                 Casper og jeg kæmpede en brav kamp mod Big Brother og tante Lis, men måtte efter et år simpelthen flytte kommune, da jeg var sikker på, at det ellers havde endt i en tvangsfjernelse af Frederikke på trods af alle andre instanser, så at der var trivsel ved hende og anså os som værende gode forældre for hende.
                 - Nogle gange er kommuner bare lidt som kødsovs; nogle gange er de gode, andre gange er de pisse dårlige. Det handler vel om kombinationen af ingredienser og om de smager godt sammen. Vores kødsovs var bare en gang kød-grød baseret på sur mælk, og et håndkast af salt.

Bevares, jeg var da en ung tøs, som ikke havde styr på en skid, og jeg havde da brug for noget hjælp, bare ikke lige i den støbning som kommunen ønskede at jeg skulle have den, men hvad jeg havde styr på, var at, min datter havde brug for sin mor, ligesom jeg havde brug for hende.

                 Jeg havde en ex kæreste, en rigtigt god veninde, som kæmpede for sit liv pga. Kræft. Hun var et lys i alle de menneskers tilværelse, som var heldig med, at hun havde beriget deres liv med at hun var en del af det. Hun tog sit sidste åndedrag i en alt for tidlig alder, og jeg var knust. Jeg sad som nybagt mor, og havde fået den største gave i livet, var overvåget af Big Brother, og så stod jeg med et gigantisk tab oven i, både i forbindelse med min veninde, men også med min mor. Dette kommer jeg ind på lidt senere.

Jeg følte virkeligt, at mit liv var en dårlig sæbeopera, og at jeg spillede hovedrollen som en tragikomisk fjerde-vægs-bryder, der bare ikke gad at deltage i showet længere.

                  Casper og jeg flyttede til storbyen, og han fik et arbejde. Jeg startede på en 10. Klasse, og tingene var egentligt begyndt at falde lidt i hak. Leverpostejs-lykken meldte sig, specielt efter den ny kommune annoncerede, at de ikke ville gøre noget som helst, eftersom at vi var en fungerende familie. Den dag var jeg i en lykkerus. Det var som om, at et sæt lænker om mine ankler, blev løsnet og jeg nu var fri.

Min relation til Frederikke, blev kun bedre derefter og jeg kunne være mor, uden at føle jeg var en deltager i Big Brother. Relationen til Casper blev dog ikke bedre. Jeg var alene omkring alt, imens Casper havde band-øvelser, han plejede venskaber og kunne alverdens forskellige ting, men hver gang jeg ønskede at komme ud af huset, og gerne uden barn og far - så kunne dette ikke lade sig gøre. Han kunne simpelthen ikke overskue, at være en far. Han arbejdede og gjorde sine ting, og sådan var vores struktur. Jeg tog mig af barn og hjem, og han tjente pengene ind.

                    Så dukkede der pludseligt endnu en positiv graviditetstest op, og efter vi havde vejet tankerne, besluttede vi at beholde den stædige unge, som blev undfanget på dobbelt-prævention. Jeg gik stadig i skole, Casper arbejdede som altid. Tilværelsen var egentligt meget tilfredsstillende. Det ændrede sig dog, da vinteren kom. De meget store kontraster, som der havde været rent følelsesmæssigt i mit liv, blev på én eller måde en vane at forholde sig til, og det var svært, når tingene så stod stille. Jeg fik en depression, da der endeligt var en smule stilstand, og jeg virkeligt kunne mærke efter, hvordan jeg egentligt havde det. Mit bæger var fyldt, af hvad det ved jeg ikke, men det var ikke noget rart som det flød over med.

- Min mor som allerede havde mistet ét ben til diabetes, da Frederikke blev født, var under graviditeten af Nohr, hårdt ramt af alverdens sygdomme, og måtte efter Nohrs fødsel, gå af med sit andet ben, hvilket skabte dyb sorg i familien. Det var en svær tid, med enormt mange bekymringer, samt glæder. Sådan havde begge graviditeter egentligt været. Der havde ikke været meget plads til at glæde sig, og være i en honeymoon-agtig lykke over at jeg rent faktisk skabte liv.

Jeg lærte dog hurtigt, at leve med og i kaosset, og acceptere mit lod, og egentligt bare være i det. Kontrasterne i mit liv var tilbage igen, og jeg havde det bedre med dette, end når det ikke var tilstedeværende.

- Det er sgu egentligt underligt, som man kan tilvænne sig en kaotisk tilværelse, og som en cool guy i en actionfilm, bare gå fra eksplosionerne i slow motion, uden at se sig tilbage. Jeg ved i hvert fald, at jeg reagerede som en soldat med PTSD, når min hverdag var for rolig og leverpostejs-kedelig. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af at nyde de stille stunder, fordi jeg hele tiden var for bekymret for, hvad det næste der dukkede op ville være.

Det var sgu ikke nemt, at være i krig med sig selv, og konstant have en pessimistisk tankegang, og så udadtil være en optimist. Generelt, er det jo ikke ok at lyve, men hvad så hvis man gør det for sig selv, og egentligt tror på de løgne man fortæller sig selv? Hold nu kæft, et dilemma altså.

                   Hvor er det sgu-da godt, at man bliver klogere med alderen, og at dampen fra kold kaffe, får os til at se yngre ud.