Sådan er livet

3.

- "Du blødte på samme måde, som hvis man havde åbnet for fuld hammer på en vandhane".

Godt så.. Jeg havde født Nohr, og jeg troede jo egentligt, at alt var i skønneste orden, indtil fødestuen på Skejby sygehus, var fyldt op af hvidkitlede minions, som alle havde hver deres opgave. Casper stod med nyfødte Nohr på armen, og jeg lå på den meget ukomfortable briks og havde det forrygende. Jeg forsøgte at presse moderkage ud, men den sad sgu fast. Alt imens jeg lå og smilede fjoget og var høj på et endorfin kick, blev min krop mere og mere bleg. Casper var oprigtigt bekymret, og jeg forstod ingenting. Pludseligt lyder en alarm, og ja.. Så var rummet fyldt.
                    Det var først bagefter, at vi fik at vide, hvad der var sket. Jeg var faktisk meget tæt på at dø. Var der gået blot 2 sekunder mere, skulle jeg haste opereres, for at redde mit liv. Moderkagen sad nærmest uhjælpeligt fast, og blødte helt ustyrligt også. Nå, jamen det tog jeg da også bare lige med, og lagde i skattekisten af traumer i mit liv - det var jo ikke fordi jeg ikke havde nok.
Vi blev på sygehuset til observation i et døgn, og så var det hjem.

                    Derhjemme ventede der en ny tilværelse, med alt for lidt søvn, klokken 3-om-natten skænderier, lorte-bleer og fantasier om stille stunder alene. Jeg var big-time hormonella, frustreret over hvad jeg troede, der skulle være min sidste fødsel, var blevet en traumatiserende oplevelse, i sorg over min mors manglende lemmer, i frygt for fremtiden - specielt fordi jeg gik med tanker om, at forlade Casper, for jeg var ensom i to-somheden. Jeg gjorde alt, og igen var Casper en super akavet far, som egentligt kun holdt sin nyfødte søn, hvis jeg bad ham om det. Casper bidrog egentligt kun til indkomsten, og jeg flirtede meget med tanken om, at sparer op selv, og tage børnene og skride; men jeg turde ikke. Hvilken mor ville jeg være, for at splitte en familie op, og spolerer børnenes lykke til fordel for min egen? Så det blev ved tanken. I stedet for at gå, blev vi gift - skide fucking smart altså!

                     - Jeg husker tydeligt, at jeg var i panik. Jeg var en hovedløs høne og tikkende bombe.

Et af de minder som står klarest i erindringen, var et par dage før vores meget simple bryllup, sad Casper og jeg i bilen ude foran et indkøbscenter, hvor jeg skulle til frisøren og have ordnet mit hår til dagen. Jeg har et mindre angstanfald, og Casper har pludseligt 10.000 spørgsmål til professoren, som er dødens vigtige for ham. Jeg sad og hyperventilerede, og det var vigtigt for ham at vide, om han måtte have hans nye sko på inden brylluppet?
Det ender med at jeg snapper af Casper og skreg ham i hovedet, at han simpelthen måtte tænke lidt selv, bare for et øjeblik. Casper sad som et vildt dyr i en bils forlygter, han kunne slet ikke registrere hvad der lige skete, og hvad der sad ved siden af ham.
- "Hvor kom det fra?" sagde Casper.
Jeg rystede og brød sammen, og han sad bare og kiggede ud af vinduet i bilen.
Ca. 2 minutter senere blev tavsheden brudt af et:
- "Hvis du skal nå den frisørtid, skal vi til at gå".
Jeg tørrede tårerne og snottet væk, og vi gik ind til frisøren.

Inde ved frisøren blev maskerne limet fast til vores ansigter, og alt var fryd og gammen.
                     Ca. 2 timer senere, var vi på vej ud. På vej til bilen, var det som om, at en stikkontakt blev trykket i Casper, og han spurgte på vej ud til bilen, da der ikke var mange mennesker omkring os, i en meget nederdrægtig tone:
- "Vil du overhovedet giftes med mig?".
Så for den, så kom spørgsmålet til en million, og alle spots var rettet mod mig. Hvad skulle jeg svarer? Hvad kunne jeg gøre? Kunne jeg gøre noget, for at slippe væk fra denne lorte situation, med dette alt for ærlige spørgsmål?
Jeg mumlede ud mellem sammenbidte tænder, med røde, tårefyldte øjne:
- "Ikke nu Casper. Det er ikke nu, vi skal have denne samtale", imens jeg powerwalked hen til bilen.
Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger, da jeg sad i bilen og ventede på at Casper fulgte trop.
Bil døren blev smækket hårdt i, da Casper satte sig ind. Han var rødglødende, stemningen var ekstremt trykket, og man kunne nærmest ikke trække vejret, fordi alt blev opslugt.
Casper sukkede:
- "Jeg vil gerne have et svar.. Jan-nie".
                     Casper kaldte mig aldrig ved fornavn, medmindre han talte om mig til andre. Ikke engang dér, brugte han mit fornavn, men mit kaldenavn blandt venner og familie. Denne situation kunne jeg ikke løbe fra, jeg kunne ikke undgå den. Så måtte den store atombombe sprænge, lige der i bilen, på en parkeringsplads. Vi måtte alle løbe for livet, for at Casper kunne få sit svar - jeg var action helten, som kunne forhindre det hele, ved at desarmerer eller lade bomben springe med alle konsekvenserne der fulgte med.
Jeg tog en dyb indånding, og dannede mig et mentalt billede af lyserøde candyfloss skyer og enhjørninger med sukkerduftende care bears i sadlen.
                        - "Jeg vil gerne giftes med dig Casper. Jeg er bare i en periode lige nu, hvor alt er vendt op og ned, og jeg har en masse tanker som ikke er hensigtsmæssige i forbindelse med, hvad vi går og roder med pt. Ingen grund til bekymring".
Casper kiggede på mig og rystede på hovedet:
- "Ikke godt nok. Prøv igen Jannie".
                         Jeg havde aldrig oplevet Casper sådan før, den stemning som fyldte bilen, var så fjern og fremmed for mig. Jeg kiggede på Casper og jeg kunne ikke læse ham, andet end at han var en stor, sort sky. Hvad skete der inde i hans hoved, hvad var der inde i ham af tumult og følelser? Normalt havde jeg en fornemmelse, men ikke denne gang.
- "Casper, helt ærligt, så ved du også godt, at dette bryllup ikke var min drøm. Jeg ønskede ikke, at det skulle være på denne måde, med en hvid sommerkjole i str. xxl med to sæt shapewear på, for at holde alt på plads, på rådhuset i en 2 minutters vielse uden personlighed; og så på Bones bagefter og danse brudevals mellem frokost gæsterne; men nu bliver det sådan her og vi er så tæt på, at det ville være dumt at aflyse, medmindre der var sket noget drastisk, som at vi gik fra hinanden, eller en eller anden døde. Jeg sagde til dig de mange gange, du har tigget om, at vi blev gift efter Nohr blev født - at jeg allerhelst ville vente, til vi faktisk havde råd til et bryllup som jeg ønskede mig. For jeg skulle helst kun giftes 1 gang, og det skulle gøres ordentligt og efter mine visioner og drømme, men nu gør vi det på din måde, og det skal jeg lige tygge på og forholde mig til. Lad mig i det mindste gøre det på min måde, i min tid!".
                        Jeg blev overrasket over mig selv, og den ærlighed jeg lige havde sluppet ud på slum, for det var sandt, men det var bare ikke hele sandheden.
Jeg satte mig tilbage i sædet, og kiggede ud af vinduet. En tårer gled forsigtigt ned af min kind, og pludseligt kunne jeg mærke en helt tsunami af sorg og bitterhed skylle ned over mig igen, og jeg kunne ikke stoppe det. Jeg begyndte at hulke, og Casper sukkede og rullede med øjnene, startede bilen og begyndte at kører.
Turen hjem, var i en akavet stilhed, imens jeg sad og græd i min ensomhed, i vores to-somhed.

                       Få dage senere, blev vi gift på rådhuset, og havde de nærmeste med i en lille vielse, hvor vi tog på Bones bagefter og spiste. Maskerne var på igen, og alt var fryd og gammen. Bag masken, var sandheden anerledes. 
- Jeg var så pinlig berørt hele dagen, at jeg slet ikke kunne nyde dagen og situationen på nogen som helst måde, det var helt forkert, det var ikke sådan her det skulle være.