Forladt

Kapitel 2

Så fik jeg rettet forsiden. Ja. Jeg håber at i kan lide mit kapitel to. - Anna

Jeg åbner mat mine øjne. Jeg har stadig det samme beskidte tøj på fra igår men jeg er på et værelse. Et værelse med trævægge og grønt tema. Det er fint.
Jeg går over mod døren men den åbner sig ikke. Jeg fatter dem ikke. Et fint værelse med lås på døren.
>> Men det løser stadig ikke vores spørgsmål. Hvad skal vi gøre med hende. << stemmerne er svage men kommer nærmere. Jeg skynder mig op i sengen.
>> Det ser vi på << døren åbner. De bliver meget mere stille.
>> Godmorgen << jeg åbner mine øjne. Lidt for hurtigt.
>> Godmorgen << jeg smiler. Ser ind i et par sorte øjne. Drengen er køn. Tror han er 13 - 14 men er ikke sikker. Hans hud er brunlig og håret sort.
>> Du må hellere få skiftet tøj. << han går.
Jeg trækker de grønne gardiner fra og skoven er grøn. Som forår. Men det er for tidligt.
Jeg åbner vinduet og ser ned. Kvalmende højt oppe. Jeg tager en dyb indånding og stikker armen ud. Behagelig sommertemperatur.
Jeg åbner en skuffe i den mærke træreol og finder en fin hvid kjole.

******************************
Jeg banker på. Døren er stadig låst.
>> Rolig << tror han jeg er en hund?
Døren åbner og jeg går ud.
>> Jeg håber ikke du er højdeskræk << den samme dreng.
>> Nej. << normalt ikke. Men herfra... Jo.
>> Godt << han smiler.
>> Hvad Sker der for vejret? << jeg var nødt til at stille spørgsmålet.
>> Magi << han trækker på skuldrene.
>> Men... << han stopper mig.
>> Senere << What? Det kan han da ikke mene! Jeg glemmer sådan noget! Og det er sikkert det han ville have.

********************************
>> Hej << der sidder en masse folk ved et rundt bord. Men til forskel fra de andre er de alvorlige.
>> Sæt dig << jeg sætter mig og ser rundt på de forskellige ansigter. Der lyshårede og sorthårede. Alle mulige øjenfarver.
>> Det er en alvorlig situation vi står i. << er jeg kommet i det 18 århundrede? Det lyder sådan.
>> Vi har taget dig med her og derved betroet dig vores hemmelighed. Det letteste ville være at løbe men det ligner du er nogen af de andre. Er du det? <<
Jeg nikker. >> Jeg var. Men der skete noget. Så jeg tror ikke jeg er længere. << jeg kan mærke tårene fylde mine øjne. William og Maddison, halskæden, flugten. Jeg får kuldegysninger.
>> Vi kan ikke lade dig gå. Men det kan være du har noget potientiale... << jeg kan mærke mit hjerte banke hurtigere.
>> Til hvad? << min stemme ryster. Pis.
>> Det kunne være du kan lære det << det trækker i hans mundvige.
>> Jeg kan prøve. << jeg smiler.
>> Du kan dele værelse med Riley << en lyshåret pige smiler til mig. Hun er køn.
>> Så ses vi imorgen til her. Riley. Hvis... Hvad hedder du egentlig? <<
>> Claire << jeg smiler.
>> Riley. Vis Claire over til sit værelse. << han rejser sig.
>> Kom. << Riley står bag min stol.
>> Ok. << jeg smiler genert og rejser mig.
>> Altså. Jeg glæder mig helt vildt til at dele værelse med dig. Aaron har ikke ment at jeg skulle men se. Jeg skulle. << hun smiler.
>> Hvem er Aaron? << jeg smiler. Et kort øjeblik fik hun mig til at glemme mine problemer. Hun er meget den samme personlighed som Abigail.
>> Ham den gamle mand. << hun nikker med hovedet.
>> Gamle mand? << jeg smiler.
>> Ej ups. Sagde jeg det højt. << hun begynder at grine.
>> Lederen... Hvis man kan kalde ham det. << hun smiler stadig.
Resten af turen går hun bare og snakker. Og ligesom Abigail prøver jeg at lukke det ude. Jeg savner virkelig Abigail.