Forladt

Kapitel 4

Okay. Lad os bare sige at jeg ikke har så meget tid til at skrive historie lige for tiden. Håber at det snart bliver bedre - Anna

Hvad er der sket for mit liv? Efter min mors død ændrede mit liv sig. Og nu har det ændret sig igen. Og William. Abigail. Dem alle. Jeg ser dem nok ikke mere. Men gad vide hvordan de har det.
>> Hey. << Riley kommer ind.
>> Hey << jeg lyder nedtrykt. Jeg ved ikke hvorfor min stemme lyder sådan selvom jeg prøver at ændre det.
>> Hvad er der i vejen? << Riley sætter sig på kanten af min seng.
>> Ikke noget << jeg smiler. Hun har ikke taget den. Og hun kender mig knapt nok. Jeg er nødt til at øve mig i det med at lyve.
>> Jeg har et sted hvis du ville være alene. << hun smiler. Og det gør kun hendes perfekte ansigt mere perfekt,
>> Hvor? << jeg stoler på hende. Virkelig.
>> Kom med << hun rejser sig og jeg gør det samme. Jeg tror vi kan blive gode venner. Hvis ikke det var fordi jeg er så negativ.
>> Se lige her. << vi er midt i skoven. Der er meget mørkt. Ikke et sted for mig.
>> Ja... Det er... << jeg kan bare ikke lyve.
>> Et sted man kan være alene. << hun smiler til mig. Men for en gangs skyld kun kort.
>> Nå. Tak <<
>> Jeg må gå nu << lige efter hun er gået vender jeg mig om for at se hvad der er. Der er en grotte og flere træer. Så jeg kravler ind i grotten. Og lige da jeg er nået ind begynder det at regne. Så jeg går lidt længere ind. Der bliver højere til loftet og jeg kan pludselig stå oprejst. Men da jeg ser regnen følge efter mig begynder jeg at løbe. Og lige før det bliver helt mørkt kan jeg se en ende på tunellen. Så jeg sætter farten ned. Jeg vender mig kort om. Er det en god idé? Hvad kan helt seriøst ske. Jeg tror jeg er ved at blive paranoid.
Jeg ryster tanken af mig og fortsætter da jeg ser en mark. Og bjerge. Ja. Jeg er gået under et bjerg. En bjergkæde. Og det så jeg ikke fordi det bare startede som en grotte.
Jeg vender mig om og ser vand. Mellem bjergene er der vand.
Jeg løber ned til det. Og det fortsætter. Helt ud til horisonten. Det er havet.
Da jeg var lille var jeg altid ved havet i sommerferien. Jeg elskede det.
Jeg stikker en hånd i vandet og det er dejligt varmt. Alle mine bekymringer forsvinder. Jeg ville bare være her.
Jeg sætter mig i græsset. Det er højt. Men ikke vildt. Det eneste andet i græsset er blomster.
Blomster og lidt æbletræer.
Jeg tager et æble og begynder at flette en blomsterkrans. Jeg gjorde det da jeg var lille.
Da jeg er færdig tager jeg endnu et par æbler og løber ned til vandet igen. Jeg tjekker lige temperaturen men går så bare i det med den fine sommerkjole. Men jeg er ligeglad.

********************************
Jeg ser op. Himlen er helt blå. Kun med få skyer. Men da jeg ser ned mod havet er solen ved at gå med.
Min kjole er tør men hvad siger man? Nej. Jeg må hjem.
Jeg går op til bjergene og finder tunellen. Hænger min blomsterkrans ved indgangen.
Jeg løber gennem tunellen. Men da jeg vender mig om rører solen vandet. Jeg må virkelig skynde mig.
Jeg bliver ved med at løbe da jeg ser den anden udgang. Sætter farten lidt op og... Klonk. Alt bliver mørkt. Altså, mørkere end det var før. Og jeg begynder at miste min bevidsthed.