Blackout

Mumlen...

Næste morgen ved morgenbordet kigger mor noget bekymret på mig og er nok så forsigtigt med at hælde for meget mælk i mine cornflakes. Efter noget tid i stilhed holder jeg ikke til det mere, så jeg siger tak for mad og smutter ud af døren. Det skulle jeg aldrig have gjort, for da jeg kommer over i skolen går det op for mig at det var værre end jeg troede. Alles øjne er rettet mod mig da jeg træder ind på gangen og så snart jeg er gået forbi begynder folk at mumle. Fedt nu er jeg så også blevet samtaleemne for hele skolen, det er da bare herligt, som i NOT. Jeg kan jo enlig ikke rigtig bebrejde dem det, jeg tror også jeg ville have stirret hvis en eller anden pludselig faldt om mumlende og i kramper, men bare de ville lade være med at glo sådan. Jeg overlever resten af skoledagen uden at gå amok. Det føltes næsten befriende at træde ud på vejen, efter klokken havde ringet. Jeg går lidt ned af vejen, men da jeg når til en lygtepæl for jeg det pludselig dårligt. Jeg griber ud efter lygtepælen og klamre mig til den da jeg får mit andet blackout.

Jeg er tilbage på stranden, men der er noget mere den her gang, der er en dreng. Han går over mod mig med et nysgerrigt blik. Han er faktisks ret flot, altså sådan høj, markeret og med de sødeste brune øjne. "Hej"-siger han "hvem er du?" "Jeg hedder katie, hvad med dig?" Han kigger lidt på mig og siger så "jeg hved det ikke, det er så længe siden nogen har sagt mit navn at jeg ikke kan huske det". "Det var sørgeligt, jeg tror aldrig jeg har mødt nogen der ikke kunne huske deres eget navn" svarer jeg så

"hey har du det godt lille ven du ser lidt bleg ud" spørger en gammel mand i det fjerne. Jeg kigger på ham, jeg har det ærlig talt ikke særlig godt, men svare alligevel "jo tak jeg har det fint" mens jeg sunder mig over det jeg lige har oplevet. Det var altså noget af det særeste. Jeg haster videre hjemad med den her mærkelige følelse i kroppen.