Blackout

Alexander...

Senere tager mig og mor ind til byen for at handle sammen, der er stille i bilen og jeg har ikke fortalt hvad der skete tidligere, men har heller ikke lyst til at mor skal blive bekymret. Mor tænder radioen og pop FM brager ud gennem højttalerne. "Bib bib" siger min mobil, jeg kigger på displayet og der står "besked fra Alexander". Alexander, jeg kender ikke nogen der hedder Alexander, det var mærkeligt.  Jeg trykker på beskeden og der står "er du klar?" Det må være en fejl, men jeg skriver alligevel "til hvad?" "Det her!"bipperr mobilen. Kraaaashhh siger det og vi brager ind i en anden bil, mere når jeg ikke at opfatte før det svimler og jeg står på stranden. "Hey, jeg tænkte nok det virkede" siger drengen. "Hvad snakker du om?" spørger jeg usikkert. "Det ved du vist godt" siger han og smiler kækt. Jeg mindes ikke at han var så smart sidst. "Vent lidt var det dig der sendte den besked" udbryder jeg. "Wow du er slet ikke så dum" griner han. "Så tror jeg at jeg har fundet ud af hvad du hedder". "Virkelig fedt hvad er mit navn?" beder han. "Alexander" siger jeg så. Et smil bryder frem på hans læber "nå men når nu vi har fået det på plads, så velkommen til min strand Katie Holmes". "Vent har vi mødt hinanden før" "du har fat i noget" driller han. Jeg kigger indgående på ham, og så går det op for mig "Alex?" siger jeg spørgende. Han nikker. Alexander var en dreng der gik på min skole, men for et halvt års tid siden stoppede ham på grund af sygdom. "Hvorfor er vi her" spørger jeg. "Det sidste jeg kan huske er at jeg blev indlagt,  men jeg tror at vi er i en slags koma tilstand". "Så du prøver at få mig dræbt" råber jeg. "Nej, nej du dukkede bare op og jeg er så ensom" siger han lidt flovt. Jeg kigger ham i øjnene, jeg forstår ham enlig godt. "Så venter vi altså bare på at dø" siger jeg så til sidst. "Ja det tror jeg nok" og så sker det, jeg falder og stranden bliver visket væk. "Hvis bare man var en fugl så fri og så uafhængig" det var det sidste jeg hørte inden jeg kradsede af.