Blackout

Hvordan kan man ligne Shrek så meget?!

"Kaaaatieeeee du skaal i skoolee". "Neeeeej mor jeg er syg" råber jeg tilbage, helt ærligt hvordan kan nogen overhovedet tænke på at sende børn i sådan en forfærdelig tortur lejr (også kaldet skole), hvem har dog fået den psykopatiske tanke, at gøre sådan noget ved almindelige, fredelige mennesker, DET ER JO BØRNETORTUR! tænker jeg morgensurt, mens jeg ligger og gør mig klar til en tur i det andre mennesker kalder skole. "Pjat med dig , du skal bare op og igang" kvidre mor, nu helt henne ved min sengekant. Jeg misser lidt med øjnene, da mor trækker gardinerne fra og hiver med alt sin kraft dynen af mig "se nu lille skat hvor solen skinner, det skal nok blive en god dag". "Jeg er ikke din lille skat" mumler jeg og lister ud på badeværelset. Åhh gud jeg tror det er selveste Shrek der står og glor på mig fra spejlet, tjaaa eller også er det en nok så morgenfrisk Katie Holmes med stort morgenhår og rander under øjnene, tænker jeg tvært mens jeg børster tænder og ordner mit udseende så jeg ser nogenlunde anstændig ud. Det er ikke fordi jeg er grim, jeg er måske bare ikke et pragteksemplar.  Jeg er sådan normal højde, langt sort hår, grønne øjne og lidt bleg. Jeg har sådan rimelig normalt tøj på, som bukser og en T-shirt. "Hvad vil du have til morgenmad" råber mor fra køkkenet. "Jeg tager bare  et æble" skriger jeg tilbage og smutter ud af døren. Jeg når lige at kigge tilbage på det lille hus på hjørnet med de lidt snuskede vinduer. Der bor jeg alene med min mor, og så tænker du nok men hvad med din far og det skal jeg sige dig, han er skredet. Det var ca da jeg var 1 år gammel (det siger lidt noget om hvor besværlig jeg var som baby) men min mor holdt ud og gør det stadigvæk. Det gør enlig ikke så meget ikke at have en far, jeg kan jo ikke rigtig huske ham, så er der selvfølgelig det med min mor der er mere striks omkring drenge og der er heller ik det store, for drenge har faktisk aldrig interesseret mig synderligt, de er mest bare til besvær.