Blackout

Skriger efter svar!!

Jeg ser hav og jeg mærker sand mellem mine fingre, hvor er jeg? Jeg rejser mig langsomt og kigger rundt. Jeg står på en smuk strand, hvor sandet er som små krystaller under fødderne og vandet er som et blankt spejl. Jeg ser ud over vandet hvor der er bjerge i det fjerne,  og der, ud lang over vandet flyver en flok svaler, hvor er de smukke, så fredfyldte.

Pjaaask siger det og jeg fare op med et sæt. Nu befinder jeg mig ikke mere på stranden, men hos sundhedsplejersken på den hvide briks, men hvorfor er jeg våd og hvordan er jeg kommet herhen? Spørgsmålene hober sig op og skriger efter svar. "Hvad skete der" spørger jeg de mange øjne der kigger nysgerrigt på mig. "Ja jeg kunne spørge dig om det samme unge dame, altså pludselig på vej op til tavlen falder du om og begynder at vride dig og mumle utydelige ting" svare fr. Flamè til sidst. Nu begynder minderne langsom at komme tilbage. Jeg rejser mig hurtigt og siger alt er fint da det går op for mig hvilken katastrofe det her er. Jeg går direkte hjem selvom jeg havde lovet at købe ind, for jeg føler ingen grund til at blive mere ydmyget i dag.