Mor i en ung alder

~Kapitel 7~

Sean tager min hånd. "Jeg går derned." Siger han. "Jer tro om, jeg går derned og du kan komme med hvis du vil." Siger jeg og går. Han går med mig og vi går ned af trapperne. Vi ser en mand nede i stuen. "Hey du der, hvad laver du her." Råber Sean vredt. Manden tager en pistol frem og sigter den imod Sean. Sean tager hænderne op og går ned på knæ. Jeg løber hen og tager min telefon der ligger på køkkenbordet men idet jeg løber bliver jeg skudt bag i. Manden løber ud af huset og Sean løber alt hvad han kan hen til mig. Han tager mig tæt ind til ham og mine øjne lukkes.

(SEAN'S "POV")
Jeg tager min telefon ud af lommen og ringer 112. Jeg prøver at få Abbie til at åbne hendes øjne igen. Jeg kan mærke nogle tårer kniber ud af mine øjne. "Hej hvad kan jeg hjælpe dig med." Siger en kvinde i telefonen. "Hun-hun er blevet skudt og åbner ikke øjnene." Siger jeg med min puls helt oppe. "Okay rolig nu, har hun en puls?" Spørger damen om. Jeg tager min hånd og leder efter en puls. "Ja, en lille en." Siger jeg og går helt i panik. "Okay hvad er din adresse og så sender vi en ambulance." Jeg fortæller hende adressen. "Okay, vi kan få en ambulance der ud om 10 minutter, prøv og se om du kan få mere liv i hende." Hun ligger på mine lår og jeg tager min bluse af og prøver at stoppe blødningen. Jeg ringer til drengene og de kommer 2 minutter efter. "Hvad er der sket?" Udbryder Michael. "Hu-hun blev skudt af en eller anden mand!" Siger jeg. Drengenes ansigter kigger på hende med alvorlige ansigter da de ser hende ligge der på gulvet halv død. Jeg kan mærke flere tårer presse på.

Jeg begynder på hjertemassage fordi hendes puls er faldet. Trevor står udenfor og venter på ambulancen kommer. Michael har også tårer i øjnene. Han prøver at snakke til hende. Cameron finder Abbie's telefon. Der er heldigvis ikke kode på. Han går ind på kontakter og finder hendes far han ringer op til ham. Han tager den ikke, Cameron prøver at finde andre. "Hvad med hendes mor."'siger Sean med tårerne trillende ned af kinderne. "Der er ingen mor i hendes kontakter." Siger Cameron. "Men der er en der hedder søs" siger Han og kigger på drengene. "Så ring da til hende!!" Råber Michael. Han ringer op og en pige tager den. "Det var da på tide, du skal bare vide jeg er virkelig ked af alt!" Siger hun. "Jeg er ikke Abbie." Siger Cameron. "Hvem er du så?" Spørger hun forvirret. "Jeg er hendes ven." Siger han hurtigt. "Men det er ikke pointen! Kan du ringe til Abbie's mor og sige Abbie er blevet skudt?" Siger Cameron. Der bliver stille i den anden ende af telefonen. Man kan hører en hulke. "Det har hun nok ikke fortalt jer, men vores mor døde for 2 år siden og derfor er hun sur på mig." Hun hulker videre i telefonen. "Men ring til hendes far." Siger hun og lægger på.

Abbie åbner sine øjne på klem. "ABBIE" råber drengene der er inde ved hende. Jeg ånder lettet op og krammer hende. "Av" siger hun. "Det skal nok gå." Siger Michael. "Jeg ville ikke dø." Siger Abbie med tårerne trillende ned af kinderne. "Jeg er for ung." Hun græder endnu mere og vi drenge kigger nu på hinanden og får alle tårer i øjnene igen. Man kan hører udrykning fra ambulancen. Jeg løfter Abbie op i min favn og går udenfor til ambulancen med hende. Jeg ligger hende på sengen og hun tager fadt i min hånd. Hendes øjne er fyldt med frygt. "Kan jeg tage med?" Siger jeg. "Ja så skynd dig." Siger manden. Jeg skynder mig ind, jeg holder hendes hånd hele vejen derhen. Hun frygter at dø kan man se på hende. Jeg kan mærke flere klem fra hendes hånd.

Vi ankom på hospitalet. Drengene var allerede der. Jeg kom ud af ambulancen og gik hen til drengene. Vi krammer allesammen og går ind på hospitalet. Vi løber efter Abbie's seng og hun ender inde på et operationsrum hvor vi ikke må være så vi venter udenfor. Jeg kan ikke fatte at en pige jeg kun har kendt i nogle dage betyder så meget for mig? Jeg græder aldrig over piger! Men Abbie er speciel. Jeg har heller aldrig set drengene græde før. Jeg kigger over på dem, deres øjner er helt røde. "Prøv at tænk på en pige vi kun har kendt nogle dage græder vi over? Jeg har aldrig set jer græde." Siger jeg til dem alle. "Ja hun er ret speciel." Siger Cameron. Og vi andre nikker.